Oddný Pedersen (født Ólafsdóttir)

Foto: Oddný 21 år.
(1932 - 2014)Født og opvokset på Island
Oddný blev født som den 6. i en søskendeflok på 10 (6 piger og 4 drenge) i et lille fisker samfund beliggende på nordvest Island. Oddný, som var opkaldt efter sin mor, boede under hele barndommen sammen med hendes søskende og kærlige forældre i Patreksfjörður. Faderen Olaf arbejdede indenfor fiskeri, mens moderen gik hjemme og passede hus og børn.Oddný gik i skole i Patreksfjörður og blev konfirmeret i den lokale kirke iført Islandsk nationaldragt for piger i 14-15 års alderen.
Efter endt skolegang kom Oddný på efterskole i byen Skagafirður, der ligger nær Akureyri. Udover traditionelle skolefag var der også undervisning i husgerning, madlavning og syning. Oddný fortsatte med syningen og blev til sidst uddannet som en dygtig syerske i hovedstaden Reykjavik.
Oddný havde en lykkelig barndom og ungdom på Island. Hun elskede igennem hele livet sit fædreland højt og have en tæt kontakt til søskende og familiemedlemmer igennem alle årene.

Foto: Harald's (Halla) konfirmation. Oddný står i midten til venstre sammen med forældre og søskende.
Danmark
og den store kærlighed
Oddný rejste på ferie til Danmark i maj måned 1958 sammen med 2 veninder. Mødet med Danmark var særdeles positivt, så de besluttede at forlænge deres ophold i landet. De fik derfor alle et job som syerske i firmaet Herlem & CO beliggende i København.De 3 veninder boede på et pensionat på Frederiksberg og her mødte Oddný sin kommende mand Niels Christian, der i 1956 var flyttet fra Vejle til København. De dannede hurtigt par og efter få måneder var de også blevet kærester.
Månederne gik, men sidst i oktober måtte Oddný rejse tilbage til Island. Hun lovede dog at komme igen og gav Niels Christian hendes ring med løfte om, at hun kunne få den igen når de igen var sammen.
I de kommende måneder blev der udvekslet mange breve på dansk/islandsk og den 9. maj året efter kom Oddný tilbage til Danmark og gensynsglæden var stor i Kastrup lufthavn. Hun flyttede ind i et lille klubværelse på 5. Juni Plads på Frederiksberg og fik igen ansættelse ved Herlem & Co som syerske.
Oddný og Niels Christian, som nu var genforenet, kørte mange ture sammen på motorcykel og var ofte ved Vejle egnen, hvor Niels Christian var født og opvokset. Oddný holdt meget af og det bakkede landskab omkring Vejle, da det mindede lidt om landskabet på Island. I det hele taget kom Oddný til at holde mere og mere af Danmark.
På Oddný's 27 års fødselsdag den 10. juli 1959 blev Oddný og Niels Christian ringforlovet ved en fest på Hotel Munkebjerg ved Vejle.
Den 16. januar 1960 blev de gift i Stouby kirke og bryllupsfesten fandt sted hos hendes svigerforældre nord for Vejle fjord. Vielsen fandt sted i den kirke, hvor Niels Christian var både døbt og konfirmeret og dagen som var valgt var Niels Christian's 24 års fødselsdag.

Foto: Oddný & Niels Christian. Bryllup den 16. januar 1960.
Hus og familie i Værløse
Det nu nygiftede par flyttede sammen i en mindre lejlighed på Philips Skovsvej 25, Frederiksberg.Det første år som nygifte var meget begivenhedsrigt for der skete en masse. Camping ferier på motorcykel rundt om i hele Danmark, Oddný blev gravid, parret købte et nybygget hus på Ivarsvej 10 i Værløse med overtagelse den 1. november og søndag den 18. december 1960 fødte Oddný en datter.
Den 30. april 1961 blev datteren døbt i Hareskov kirke og fik navnet Rita Pedersen. Samme år kom der sidevogn på motorcyklen så alle tre kunne køre ture sammen. I juli måned samme år kom Oddný's søster Elisabeth på besøg og det blev det første af mange besøg fra Island igennem årene.
I 1963 blev motorcyklen udskiftet med en lille Morris 1000 og den lille familie var glad for at være under tag når de var ude og køre ture.
Familiens første rejse tilbage til Island fandt sted i juli måned 1966. Oddný's viste stolt sit fædreland og store familie frem og det blev til en meget stor oplevelse for både Niels Christian og Rita, som er svær at beskrive. Efterfølgende blev det til flere besøg på Island og i de senere år også til familietræf hvert 4-5 år, hvor mere end 150 familiemedlemmer var samlet hver gang. Island er et fantastisk land, med en helt særlig natur som man ikke ser andre steder.
Oddný ventede sit andet barn og den 24. februar 1967 blev en søn født. Den 30. april 1967 blev sønnen døbt i Hareskov kirke og fik navnet Christian Larsen Pedersen, opkaldt efter sin farfar.
Begge børn havde en god og tryg opvækst i Værløse, de blev studenter som de første i familien og begge har efterfølgende klaret sig fint i livet. Børnene, som fortsat bor i Værløse, besøger ofte deres barndomshjem.
Årene gik og på en meget kold og sne fyldt vinterdag den 16. januar 1985 kunne Oddný og Niels Christian fejre sølvbryllup. Dagen startede med morgensang og musik i hjemmet og senere på dagen gik turen til Vejle, hvor sølvbryllupsfesten blev afholdt på Hotel Munkebjerg (samme sted hvor de var blevet forlovet). Det var en storslået dag, mange var mødt op for at fejre parret og mange minder fra dagen blev husket.
Oddný var stoppet med at arbejde, da Christian blev født, men i slutningen af 1969 begyndte hun igen at arbejde. Jobbet på systuen var udskiftet med et montrice arbejde på Pharma Plast, der var en virksomhed beliggende i Værløse og ejet af A. P. Møller. Pharma Plast fremstillede engangsartikler i plastic til sygehuse og Oddný var altid dygtig og flittigt til sit arbejde. Oddný opnåede 25 års jubilæum, der blev påskønnet af såvel virksomhed som af arbejdskollegaer.
I 1995 og i en alder af 63 år gik Oddný på pension. Igennem hele arbejdslivet har hun altid brugt sine hænder og fingre meget, så det var velfortjent og tiltrængt, at de nu endelig kunne få ro.

Foto: Oddný & Niels Christian. Sommeren 1959.

Foto: Oddný & Rita. Barnedåb den 30. april 1961.
Livet som pensionist
Sammen med sin mand nød Oddný sin nye pensionisttilværelse i Værløse. Huset og hjemme blevet passet lige til sidste og sammen tog de ofte på ferier rundt om i Danmark eller i udlandet.Oddný blev bedstemor eller oversat til islandsk "Amma" den 30. juni 1996, da hendes barnebarn Sarah blev født. Oddný blev herefter ofte kaldt Amma når Christian og hans familie var på besøg. Amma var altid meget hjælpsom til at passe Sarah når hun var syg som lille eller skulle hentes fra skole. Sarah elskede Amma's islandske pandekager, som ofte blev serveret når hun kom på besøg.
Oddný var mange gange på Island som pensionist. Hendes 70 års fødselsdag blev således afholdt på Island, hvor familien fra Danmark også var inviteret med. Selve dagen blev fejret med en heldagsudflugt rundt på øen, hvor det store fødselsdagsselskab oplevede mange af Islands største naturseværdigheder. Mange af Oddný søskende var i øvrigt også med på turen og der blev sunget mange islandske sange under busturen. Hele turen til Island var en storslået oplevelse og Oddný var stolt over, at kunne vise Island frem for sit barnebarn, der aldrig havde været på øen før.
Den 16. januar 2010 blev der holdt Guldbryllup og igen blev en meget vellykket fest afholdt på Hotel Munkebjerg ved Vejle. Det var den 3. store fest som parret havde holdt på stedet og det skulle også vise sig at blive den sidste.
Oddný, som aldrig har været plaget af nævneværdig sygdom igennem hele sit liv, blev kort tid efter hendes 80 års fødselsdag i sensommeren 2012 pludselig dårlig og senere sammen år fik hun konstateret en kræftknude i maven. En vellykket og længevarende kemobehandling efterfulgt af en ligeledes vellykket operation i april måned 2013 hjalp betragteligt på sygdommen, men blot 8 måneder senere vendte kræften tilbage. Der var ikke flere kræfter til at stå imod med, så den 25. februar blev Oddný indlagt på Rigshospitalet i København og døde kort tid efter den 7. marts 2014 kl. 21.20.
Æret være Oddný's minde.

Foto: Oddný den 16. januar 2010. 50 års bryllupsdag på Munkebjerg Hotel.
Niels Christian, oktober 2014
End faq (MÅ IKKE SLETTES)