En gave til Holbæk
Det var i 1855 hvor den ganske unge William Richard Tidemand modtog borgmester Rømers dokument og som borger i Holbæk nu havde ret til at drive egen forretning. William kom kun 14 år gammel i lære hos købmand Sabinus Seidelin, der i 843 åbnede Danmarks første forretning alene med tøj til ungmøer, byens fine damer og madammer, Damernes Magasin. Uddannelsen til købmand, hvad man dengang kaldte handelsuddannelsen, supplerede den unge William med nogle år i Hamburg i et af de større handelshuse, og det var uden tvivl på opfordring af købmand Seidelin der jo selv var videreuddannet syd for grænsen. Det lå vel allerede i kortene, at den unge Tidemand, når han engang vendte hjem skulle overtage Damernes Magasin i Holbæk.
Tidemand blev hurtigt en betroet medarbejder, og da Seidelin efter 12 år flyttede til København og åbnede en større engrosforretning, S. Seidelin, overtog Tidemand forretningen på Ahlgade 41 og giftede sig senere med Caroline Marie Dons, datter af forpagter Hans B. Dons, Holbæk Slots Ladegård. Dons ejede et større stykke jord mellem Kalundborgvej og Holbæk Fjord, og ved sit ægteskab med Tidemand medbragte Caroline de 11 tønder land som sin fædrene arv, og arealet lige ned til fjorden fik senere stor betydning for borgerne i Holbæk. Med stor flid og dygtighed førte Tidemand forretningen videre i den samme velkendte stil og købmanden fulgte nøje med i hvad der skete i byen.
Da Tidemand havde passeret de 60 år og købmand gennem 39 år, var tiden inde til at finde en køber til både forretning og ejendom, og William og Caroline flyttede i 1894 til Frederiksberg i en stor lejlighed med udsigt over Frederiksberg Have. Her havde de begge stor glæde af den smukke park, og det var på en tur i haven Caroline fik ideen til et lignende parkanlæg i Holbæk. Det var jo oplagt at deres nu fælles jord ved fjorden skulle danne rammen om Holbæks nye bypark med navnet Strandparken.
Der blev skrevet et gavebrev, dog på en række betingelser der skulle sikre, at parken ikke blev et sted med larm og forlystelser. Parken fik sin helt egen beplantning i romantisk havestil, en botanisk have kan man vel godt kalde det, og med mere end 200 træer, buske og blomster, har Strandparken har nu gennem mere end 100 år været et yndet udflugtsmål mål for folk fra både by og land.

Den 24. juni 1898 (Sct. Hansdag) blev Holbæk Strandpark indviet. Det halve Holbæk var samlet da borgmester N.E. Hansen takkede de ædle givere for parken ganske tæt på byen, og vi vil alle glæde os til træerne vokser sig store og giver læ og skygge for de kommende slægter.
Købmand Seidelin, der startede Damernes Magasin og solgte til den unge Tidemand blev gode venner og holdt kontakt med hinanden livet igennem. De var begge velhavere og var flere gange sammen om køb af herregårde, men deres venskab kom dog til at stå sin prøve, da Tidemand og hustru anlagde den smukke Strandpark lige ned til Holbæk Fjord. Borgerne i byen var glade for den nye park, men mange mente der manglede et lille hus hvor man kunne nyde en kop te eller kaffe. Ved en sammenkomst hvor de to købmænd var gæster blev det lille te-hus nævnt, og Seidelin gik nu hen til sin gamle ven Tidemand, for at høre hvad han ville sige hvis Seidelin gav et lille te-hus. Det havde Tidemand da ikke noget imod, og så tegnede arkitekt Vilh. Fischer det lille "Te-hus", der i hans streg, og som Seidelins ønskede det, blev til en stor smuk pavillon til glæde for borgerne i Holbæk.
Te-huset der blev til en smuk pavillon og pladen til ære for etatsråd Seidelin
Efter indvielsen af pavillonen blev der indmuret en plade til ære for den ædle giver, købmand, grosserer og etatsråd S. Seidelin. Gennem tiden er Te- og kaffehuset flere gange blevet udvidet så der i dag ligger et moderne kursus- og kongreshotel.
I 1904, efter 10 år på Frederiksberg, flyttede grosserer Tidemand, som han nu kaldte sig, og fru Caroline tilbage til Holbæk, hvor de købte en villa på Kalundborgvej med udsigt til den park de havde givet byen. Ved indvielsen af Holbæks nye rådhus i 1911 fik byen besøg af kong Frederik d. VIII, og ved den lejlighed udnævnte majestæten William Richard Tidemand til etatsråd.
Mindesmærket for grosserer, etatsråd William Richard Tidemand
Ved en højtidelighed i forbindelse med Strandparkens 25. års jubilæum i 1923 blev der i parken rejst et mindesmærke, en høj slank obelisk, til ære for etatsråd Tidemand der gennem sit lange liv følte sig som holbækker.
W.R. Tidemand døde i sit hjem i 1916 og fru Caroline Tidemand i 1923.
Sabinus Seidelin døde på sin herregård ved Löntorp i Sverige i 1904.
Tekst og fotos
Søren Wolstrup