Klaus Hou-Jensens indlæg til minisymposium ved afskedsreception på Rigshospitalet d.1. sept. 2000
”Mine damer og herrer, må jeg så komme med en kort baggrundshistorie om mine 40 år i patologi. De 40 år starter med min prisopgave om hormonafhængige tumorer og kønskromatin fra 1960, hvor jeg kun var 2.dels-med. studerende. Opgaven trak mig ind i patologien med en start i et internationalt forskningsmiljø på Finseninstituttet på patologiafdelingen hos Johannes Clemmensen. På patologiafdelingen blev der senere mulighed for sommervikar jobs, studieophold i Paris med elektronmikroskopi på L’Institue Gustave Roussy i Villejuif og efter afslutningen af lægestudiet i 1963 ”tumor safari” i Østafrika efter Burkitts lymfom, King George the VI Hospital, Nairobi Kenya, South African Medical Institute. Mit disputatsarbejde blev udført på Retsmedicinsk institut, klinisk sideuddannelse foregik i København og ved Kirurgisk afd. Dansk Undervisningshospital i Leopold Ville i Belgisk Congo (1966-67) med kursus i tropepatologi på Louvain Universitet. Efter Congo blev det til lærerige år på Bisbjerg hospitals patologiske Institut, hvor jeg som 1.reservelæge oplevede Det danske studenteroprør i 1968, men med baggrund i længere tids ophold i Øst- og central Afrika, med speciallægeanerkendelse og disputats på plads kom studenteroprøret omkring 1968 til at virke noget uvedkommende. Et helt andet indtryk gjorde derimod den franske journalist Jean-Jaques Servan-Schreiber’s bog ”Den amerikanske udfordring ”- Le Defi Americain, der var et lidenskabeligt angreb på Europæiske politikere og universiteter. Den viste vej til USA som verdens førende indenfor innovation og organisation, og al den nye patologi kom netop fra USA. Nu gik turen til University of Texas, M.D. Anderson Hospital and Tumor Institute for at studere cancer-electronmikr. og virus (1970-71). Opholdet i Texas var så positivt, at jeg sagde op på BBH og efter devisen ”go west young man” fik job som asst. professor på Stanford University (1971-72), hvor jeg virkelig fik min sag for både som diagnostiker, underviser og videnskabelig medarbejder. Som i Texas var den daglige dag fra 8 am til 8 pm med vagt på tilkald, men alt gik som en leg. Det var spændende år i en meget positiv videnskabelig atmosfære på dette superuniversitet, som også kulturelt kunne byde på det bedste af det bedste i konkurrence med San Francisco og Berkeley. Over 3 år i USA ændrer jo på én. Besøg i Danmark kom til at minde om en dårlig polsk film, når man kom fra solbeskinnede Californien. Min storesøster spurgte, hvorfor bliver du ikke amerikansk statsborger? 3 år væk fra andedammen og socialdemokratismen er lang tid. Men ”The California way of living” blev for let, Schreiber’s bog kom igen på banen. Danmark havde stemt ”ja” til medlemskab i Europa i 1972. Det var spændende, hvorfor ikke prøve at flytte lidt af the american way, jeg havde lært, med til Danmark, der måtte jo ske noget. Det blev først to dejlige år ved Patologisk institut, Central Sygehuset i Hillerød med Ella Larsen som chef. Men på Finseninstituttet var der flere hjemkomne fra USA, heriblandt Nissen, Mauritsen, Heine Høj mfl., alle med planer, en USA præget holdning og vandt til en international arbejdsplads. Med udgangspunkt i en flok utrolig interesserede og motiverede reservelæger sammen med en række knalddygtige laboranter- alle med på de nye toner, blev det til en lang række gode år på Finseninstituttet (adm. overlæge 1975-1986).
Omstruktureringen til Rigshospitalet føltes derfor som noget af en omvæltning. De store patologer som Telium, Emmerik Jensen, Eskelund stod i erindringen, og den væsentligste og bærende del af RHs patologiafdelingens videnskabelige stab med dertil hørende stillinger var skilt fra til Universitetet. Det blev en periode med forening af to vidt forskellige kulturer, hvor det dels drejede sig om at etablere holdningsændringer, udnytte stedets omstrukturering og bekæmpe nedskæringer. 68-erne var jo igen på banen med tvivlsomme innovationer. Det blev til lange seje træk, men det lykkedes at få yngre videnskabeligt kvalificerede folk af den rette kaliber som nye afdelingslæger og overlæger i en ny ledelsesstruktur med rum for fortsat udvikling og en efter forholdene rimelig videnskabelig produktion på trods af en stigende arbejdsbelastning i den daglige patientdiagnostik (adm. overlæge 1987-2000). Som medlem af European Soc. of Pathology, med megen diplomati og fuld fart på sammen med udvalgte kolleger lykkedes det med succes at etablere den 15. europæiske patologikongres i Kbh i 1995. Det forankrede dansk patologi og afdelingen internationalt i det europæiske samarbejde, og var samtidigt med til at vise, at Europa er fagligt spændende. Så fyldte jeg 65 år i februar. Min sidste Ph.d. Kandidat havde afsluttet sit studie med stor succes. Det var et samarbejdsprojekt med Prof. Zeuthen, Kræftens Bekæmpelse, Prof. Wedelin, Panuminstitut og EORTC i Neimegen. Ved almindelig oprydning herefter fandt jeg tilfældigt en støvet kopi af den gamle prisopgave, så følte jeg pludselig: 1960 og nu år 2000- 40 år i patologi, nu må der ske noget nyt, så derfor, kære venner, in- og eksterne kolleger, tak for mange års godt samarbejde i den patologiske anatomi, som er et fag med en umådelig fremtid blot faget fortsat mikroskoperes med moderne molekylærbiologiske briller med blik for DNA, RNA eller sukker, i et internationalt miljø og på et internationalt niveau. Endnu engang tak til symposiets deltagere, det har været en dejlig oplevelse. Tak til mange gæster for at komme i dag. Tak til min hustru, der igennem mange år har ventet tålmodigt med sen middagsmad. Og til sidst: mine bedste ønsker for patologiafdelingens og Rigshospitalets fremtid ikke i konkurrence med amtssygehusene, men med de øvrige Universitetshospitaler i Europa, for sammen med dem klare, endnu et Servan Schreiber citat, 1980, ”Le Defi Mondiale”, den globale udfordring, der inden for informationsteknologien allerede præger patologien…”.
Klaus Hou-Jensens faglige engagement resulterede i over 100 videnskabelige artikler og afsnit i fagbøger: National Library of Medicine, PubMed, USA
… Udover patologi og forskning var KHJ en yderst kapable rytter, også når det gjaldt de halvvilde heste i Texas, USA. Han nød at sejle sejlbåde, og var meget skattet som rorgænger og gast. KHJ var den fødte holdleder, inspirerende og kontant. Han var et selskabsmenneske og en ven man altid kunne regne med i med- og modgang. Vi er mange, der har været så heldige at have nydt godt af KHJ’s faglige kompetencer, ildhu, evne til at inspirere og støtte som kollega og ven. Et fantastisk og sjældent menneske er gået bort. Vi vil alle savne ham.
