Familien Stuglik
Anastasia Stuglik: Født 23. maj 1918, død 17. marts 1919, begravet 21. marts 1919, pater H. Hendrix
Julia Stuglik: Født 2. januar 1920, død 13. maj 1920, begravet 17. maj 1920, pater A. Smitz
Indhold
- Stuglik universet
- Ceremoni 26. juni 2022: Indvielse af Mindesten
- Kirkerne
- Kontakt ift. QR-koden: Purpose og Langsigtet værdiskabelse
Forord
Nærværende QR-kode er levende og udvikler sig i samspil med omgivelserne. Det er ambitionen, at QR-koden opdateres med jævne mellemrum og med tiden bliver et fundament, der - lokalt, nationalt og globalt - kan fungere som platform, vidensdelingsforum og inspiration for familien Stuglik, dets økosystemer i bred forstand og på samfundsplan mere generelt, i fortids-, nutids- og fremtidsperspektiv.
Familien Stugliks ånd og kerneværdier har slået rødder, vokset og udviklet sig i mere end 100 år på dansk jord. Det er bemærkelsesværdigt og fremkalder såvel respekt som naturlig nysgerrighed. Der er omfattende forgreninger globalt. Det er ambitionen, at disse forgreninger via til stadighed nye teknologiske muligheder – og i skyldig respekt for den til enhver tid gældende regulering – kan være medvirkende til at forene, skabe nye sammenhænge, udvikle og stimulere iderigdom og livskvalitet på tværs af grænser og skel, eksempelvis nationale, generationsmæssige og kulturelle. Alt indhold vil med tiden blive såvel på dansk som engelsk samt øvrige relevante sprog, så den globale dialog kan gøres levende og nærværende, uanset herkomst.
QR-kode version: 17.06.2022
1. Stuglik universet
1.1 Anastasia og Julia – evigt aktuel fortælling
Den 26.06.2022 indvies Mindesten på Mindestedet i Græshave, Danmark, for pigerne Anastasia og Julia Stuglik. 2 gæve pigebørn, født ind i en stolt, entreprenant familie og kultur, med stort mod på tilværelsen, troen i centrum og international forankring.
De 2 pigers liv på jord blev ganske kort. En skæbne, de delte med mange på den tid, for ca. 100 år siden.
Med etablering af Mindestedet og det digitale univers omkring, er det ambitionen af bygge bro mellem pigernes tid, nutiden og fremtiden: Menneskelig bæredygtighed. Inspiration, fremme af livsglæde og videre refleksion. Et univers i muntert selskab, med større perspektiv. En evig aktuel fortælling.
Programmet for selve indvielsen den 26.06.2022 omfatter i denne ånd bl.a. følgende:
- I rette børneånd: Spændende aktiviteter for børn i alle aldre, uanset generation.
- Musik, indsigt i spændende kulturer samt udsigt til kunst, frodig natur og udvidelse af horisonten.
- Lancering af Uddelinger og Priser i regi Anastasia og Julia Stuglik til fremme af familieånden og dens kerneværdier lokalt, nationalt og globalt.
- Særlig hilsen til Anastasia og Julie fra den nuværende (juni 2022), katolske Pave Frans, Vatikanet i Rom.
- QR-kode om pigernes samtid, nutiden og fremtiden: Teknologi og data åbner mulighed for samspil med hele verdenen globalt.
1.2 Julia og Anastasias rødder: Entreprenørskab, Nysgerrighed, Troen og Styrke
Maryanna – fra Kraków til Lolland
Maryanne, der er mor til Anastasia og Julia, blev født i 1896 på et dværgbrug udenfor Kraków. Moderen døde af tuberkulose i en alder af 24 år og efterlod sig mand, søn og datter på 2 år. Faderen modtog hushjælp fra familie og venner, men giftede sig hurtigt igen med en kvinde, som den 2-årige Maryanna fik et nært forhold til.
Hun lærte at hjælpe til overalt, hvor barnehænder kunne gøre en forskel – også før skolegang. Kartoflerne skulle sættes, renses, hyppes og samles, dyrene passes. Undertiden så Maryanna sit snit til at lægge sig under en busk, når det var sommer, hvor hun drømte, at hun klatrede oppe på de høje, hvide bjerge, som hedder Zakopane, 80 km syd for Kraków. Maryanne gik fra syvårsalderen i skole om formiddagen, om eftermiddagen skulle hun hjælpe derhjemme.
Hver søndag gik Maryanna i kirke med sin bror, far og stedmor. Det var en festdag. Om eftermiddagen samledes venner og bekendte. De sang salmer og muntre sange – Maryanna husker disse søndage som fyldt med en egen feststemning.
I Galicja var der ikke arbejde at få. Maryanna drog derfor i 1911, 15 år gammel, på sæsonarbejde i Tyskland. Her blev hun sammen med andre polske piger hyret af en tysk aufseher, der betalte pigernes rejse til Danmark, men samtidig inddrog han deres pas og rejsetilladelse, så de ikke kunne vende tilbage midt i arbejdssæsonen. På det lollandske gods Orebygård ved Sakskøbing, fik Maryanna arbejde i roerne, i kornhøsten, i kartoffelhøsten og ved alt forefaldende arbejde, så som at grave grøfter, fælde hegn, samle sten på marken, fylde dem i sække og læsse dem på vogne. Boligen var en kaserne med plads til 30 piger. Her var væggene, vinduerne og gulvene hullede, rotter kunne let trænge ind, men undertiden blev hverdagens rytme afbrudt af unge karle, der aflagde besøg. Så blev der spillet redekam, sunget og danset.
I juni 1915 traf Maryanna Stanislav (døbt Stanislaw), som hun blev gift med 20 år gammel. De fik efter brylluppet arbejde som fodermesterpar på en gård, hvor de skulle malke over 30 køer ved håndkraft. Arbejdet begyndte tidligt om morgenen, mælken blev hældt over i store junger, som hver dag skulle stå ved gårdens indkørsel kl. 6 om morgenen.
Maryanna tog sig herefter af morgenmad, frokost og rengøring, afbrudt af malke arbejde om eftermiddagen, mens Stanislav sørgede for køernes fodring og udmugning. Ved 19.00 – 20.00 tiden spiste de aftensmad.
I det følgende år fødte Maryanna 9 børn, hvoraf de 2 døde af henholdsvis lungebetændelse og en blodstyrtning. Et tredje barn overlevede svær sygdom, mens Maryanna stærkt afkræftet overlevede den spanske syge, der hærgede Danmark i 1918 og 1919.
Børnene kom med i stalden fra barnsben, hvor de blev passet på skift af Maryanna og de ældre søskende, efterhånden som de voksede til.
Sommeren 1927 var et vendepunkt i familien. For opsparende og lånte midler købte familien en mindre gård på 12 tdr. land. På gården var en hest, en ko, høns, en vogn, en hestegang og en mølle til at male korn med inde i laden. Foran huset dyrkede Maryanna grøntsager, men der blev også plads til luksus i form af påskeliljer, pinseliljer og roser. Mellem blomsterne blev der lagt kartofler. Hver eneste jordplet skulle udnyttes.
Alle hjalp til på bedriften, når Stanislav mejede kornet med leen, og det skulle bindes sammen med neg, eller når roerne skulle luges, tyndes og tages op i efteråret. Roerne blev løsnet med en roegreb, trukket op med den ene hånd, banken af mod skaftet og lagt sirligt på en række. Til sidste blev toppen hugget af og kastet i bunke. Under arbejdet i roerne havde Maryanna altid den mindste med i barnevognen.
I de første år hændte det, at Maryanna og Stanislav måtte bede den største i børneflokken om at blive hjemme fra skole. Så skulle familien betale 25 øre i bøde om dagen. Det var mange penge, men en enkelt forsømmelse i ny og næ blev ansat for nødvendig, når der både skulle passes småbørn og arbejdes i marken. Ved sådanne lejligheder underviste Maryanna selv sin ældste i bogstaver og tal derhjemme.
Maryanna og Stanislav havde afdrag og renter at betale hver eneste termin. Stanislav var derfor nødt til at sikre en fast indtægt ved at arbejde uden for hjemmet som mælkekusk. Han kørte hestevogn hver dag, i alt slags vejr, mens Maryanna holdt familiens omkostninger nede ved at bage, dyrke grøntsager og kartofter, slagte, fremstille mælkeprodukter, sylte bær, agurker og græskar.
I slutningen af 1930’erne havde familien erhvervet hele 2 heste, 10 køer og gæs og ænder. Stuehuset fik udskiftet det gamle stråtag med teglsten og ny skorsten. Der blev bygget lade og stald, lagt zinkplader på taget, murene blev kalket hvide og nyt stakit rundt om gården blev malet funklende hvidt. Foran stuevinduerne blev der sået græs – et udtryk for overskud og spirende velstand.
Stanislav og Maryanna blev agtede folk. De viste, at man gennem flid, nøjsomhed og sparsommelighed kunne blive selvstændige og skaffe sig en stabil indkomst til familiens opretholdelse.
Stanislav blev af mejeribestyrelsen genvalgt i 35 år som mælkekusk, også selv om nogle nu og da underbød ham.
Børnene havde både hverdagstøj, skoletøj og søndagstøj til kirkegang. Men ondsindet sladder slap de ikke for. Da de mistede deres andet barn, talte onde tunger om det besynderlige forhold, at familien var ramt af to dødsfald så hurtigt efter hinanden. Det forekom også, at Maryanna måtte forklare et af sine børn, hvorfor der blev råbt po-lak, po-lak, po-lak efter dem, når de kørte til skole. Maryannas forklaring lød, at polakkerne var uglesete, dengang de kom fra Polen til Danmark, hvor de ikke kunne et ord dansk og fik en dårligere betaling end danskerne.
Den katolske tro og kirke var en levende del af familiens hverdag. I stuen hang to store billeder af Jesus og Jomfru Maria – 1,2 m høje og 1 m brede. På kommoden foran billederne var anbragt en Kristusfigur flankeret af to blomstervaser og en lysestage med tre lys. Hver søndag og på helligdagene var Maryanna eller Stanislav sammen med et par af børnene i den katolske kirke.
Julen var årets højdepunkt. I 1938 fik familien for første gang juletræ, hvor børnene sang danske julesalmer, Maryanna og Stanislav polske. Kl. 10 vandrede familien – med undtagelse af Maryanna og de mindste – til midnatsmesse med petroleumslamper i hånden. Festen kulminerede, når de unge ministranter ringede med klokken to gange, hvorefter vinen og brødet forvandledes til Kristi blog og legeme. Hver aften i juletiden sang Maryanna polske julesalmer for sine børn. Også enkelte danske sneg sig ind.
Maryannas og Stanislavs børn gik de første skoleår i dansk folkeskole, men overførtes til den katolske skole som 11-årige. Her havde Maryanna og Stanislav vished for, at deres børn hver fredag morgen deltog i kirkens gudstjeneste og modtog den hellige nadver på den første fredag i måneden. Den katolske tro virkede som en livskilde, der sikrede mening med hverdagen og kontinuitet i familiens liv. Maryanna og Stanislav var dybt berørte, da datteren til en af deres venner var blevet viet på rådhuset og dermed undsagde den katolske tro. Især Stanislav var forfærdet og vred over et sådant svigt.
I de første år sendte Maryanna penge hjem til sin far i Kraków, der levede med stedmoren og to tilkomne yngre søskende. Hun havde løbende brevvekslinger med faderen, så længe han levede, og broderen Jozef, der var udvandret til Belgien. Også Stanislav korresponderede i de første år med sine bedsteforældre, som han havde boet hos fra sit 9. år, og med sin broder Valdemar i Kraków.
At holde sommerferie eller rejse til Polen var utænkeligt. Maryanna og Stanislav var bundet til jorden, dyrene og arbejdet. Derimod var søndagene og helligdagene højtidsstunder, hvor man klædte sig i søndagstøj, gik i kirke og fik besøg af venner og bekendte.
Den 17. juni 1965 døde Maryanna – på 50 årsdagen for sit første møde med Stanislav – omgivet af hele familien, børn, børnebørn og svigerbørn. Fire år senere døde Stanislav. De efterlod sig en gård med elektrisk lys, mejetærskeren, traktor og bil og en opsparing i banken. Her havde mælkekusken Stanislav efter hver afregningsdag indsat et beløb til børnenes fremtid.
Kilde: Søren Kolstrup, Søren Kolstrup - Wikipedia, den frie encyklopædi og Forlaget Frydenlund, www.frydenlund.dk. Skriftlig godkendelse fra såvel forfatter som forlag er indhentet i oktober 2021, primært ift. kilden ”Polske Stemmer”, som kan rekvireres på 24274281 el. This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.
1.3 Anastasias og Julias søskende
Anastasia og Julia blev nogle af de første i en flot søskendeflok på i alt 12. Udover Valdemar Stuglik, som er initiativtager til etablering af mindestedet i 2022 i Græshave og Josefa Maria Haraszuk, født Stuglik, består søskendeflokken af følgende yderligere personligheder, alle med fødenavnet Stuglik:
- Emilie Starzec
- Sofie Stuglik
- Agnes Stuglik
- Johanne Magdalena Jensen
- Eugenius Jan Stuglik
- Helene Susanne Jensen
- Katrine Haraszuk
- Frans Stuglik
2. Ceremoni 26. juni 2022: Indvielse af Mindesten
2.1 Ceremoni ved indvielse af mindesten ved Græshave Kirke
[Juni 2022: Tekst indsættes efter indvielsen]
2.2 Mindestenen: Kulturhistorie og kunsthåndværk i smuk forening
[Juni 2022: Tekst indsættes efter indvielsen]
2.3 Væsentlige Partnere ifm. mindeceremonien
[Juni 2022: Tekst indsættes efter indvielsen]
3. Kirkerne
Anastasia og Julia Stuglik er begravet på Græshave kirkegård. Forældrenes tilknytning til den Katolske kirke betyder, at Sankt Franciskus Kirke i Nakskov, som forældrene var med til at finansiere og opføre sammen med det store community omkring den katolske kirke på Lolland op igennem 1900-tallet, også har en helt særlig betydning for Familien Stuglik og dets økosystem. I respekt herfor, er såvel Græshave Kirke som Sankt Franciskus Kirke i Nakskov kort beskrevet nedenfor.
3.1 Græshave Kirke
Græshave kirke er bygget 1200 – 1250. De smukke munkesten er ikke kalkede, så man kan rigtig se, hvordan bygmestrene har leget med stenene og skabt smukke gavltrekanter, både i øst og vest.
På korets øst væg er bevaret middelalderlige bomærker, snittet ind i væggen. Formålet er uvist.
Kirken står som en skønhedsperle i den grønne mark, ”Græshavens” pryd. Bygningen fremtræder imponerende med den stejle rejsning, men er samtidig beskeden.
Græshave har klokkestabel som flere af de andre kirker på Vestlolland. Kirkebygningen består af kor og skib fra romansk tid, samt senere tilbygget våbenhus og sakristi. Sakristiet blev oprindelig bygget i 1637 som kapel for slægten Porse på herregården Øllingesøe, hvorunder kirken hørte i mange år. Kor og skib har oprindelig haft fladt plankeloft. Koret fik senere indbygget hvælving.
I 1979 afsluttedes en større restaurering af kirken. Den gamle katekismus-tavle fra reformationstiden (1581, skænket af slægten Porse) blev istandsat med oprindelige farver. I tiden efter reformationen så man med mistænksomhed på enhver form for billeder i kirkerne, og derfor blev altertavlen ”udsmykket” med skriftsteder fra katekismusstoffet. Derfor navnet ”katekismustavle”
Skibet fik ved restaureringen igen malet plankeloft, som der har været oprindeligt. Der blev afdækket nogle viekors.
Endvidere modtog kirken en meget usædvanlig og fornem gave: Et orgel, bygget af en af sognets beboere, P.G. Due. Orgelet er bygget hovedsagelig af træ fra egen have: Eg, gråpære, kastanie, æble og valnød. Det er et meget fint orgel.
Prædikestolen er fra 1635 – med evangelistfigurer. Inden for døren er opsat kisteplader fra kapellet.
Kilde. Kirkerne i Rudbjerg, 5. udgave (sommeren 2000)
3.2 Sankt Franciskus Kirke, Nakskov (Indviet i 1921 med 100-års jubilæum i 2021)
I 1915 fik Nakskov sin første katolske kirke. Det var en trækirke, der lå på sygehusets nuværende grund på Hoskiærsvej. Den var dog kun midlertidig, og d. 7. november 1921 indviedes den nuværende kirke i Bredgade 47.
Med de polske reoarbejdere, der i stort tal kom til Lolland-Falster omkring 1900, fulgte et behov for katolske messer. Allerede før 1911 blev der fra tid til anden holdt messer på Vestlolland i private hjem eller på polatkasernerne.
Omkring 1911 overtog 4 hollandske franciskaner-konventualer det kirkelige arbejde på Lolland-Falster. Med hjælp fra sukkerfabrikken i Nakskov blev det muligt at holde månedlige messer på selve sukkerfabrikken. I februar 1913 købte Franciscusstiftelsen en grund af De Danske Sukkerfabrikker og arkitekt Ewaldsen tegnede en trækirke, der stod færdig til indvielse allerede den 4. maj 1913.
Den 3. marts 1917 købte Sankt Franciscusstiftelsen en villa i Bredgade og indrettede den til præstebolig. Den 30. oktober 1919 blev Nakskov et selvstændigt sogn for de katolske menigheder i Nakskov, Ravnsborg, Højreby og Rudbjerg kommuner.
Grundstenen til Franciscuskirken, tegnet af H. C. Glahn, blev lagt den 22. april 1921 og indvielsen fandt sted den 6. november samme år. Takket være sukkerfabrikken i Nakskov, der skænkede murstenene fra en gammel nedrevet bondegård, og polakkernes indsats med at rense stenene, kunne udgifterne til kirkebyggeriet holdes nede.
Kirken har ikke noget klokketårn, men et klokkespir, hvilket er almindeligt for de franciskanske kirker. Over indgangsdøren i nichen står Axel Theilmanns statue af Den hellige Frans. Denne statue blev givet af fru grosserer Holm i 1927 som minde og tak for sommerens valfart til Assisi. På murens ses tallene: 1 9 7 6. Disse tal har 2 funktioner – dels fortæller de året for seneste større renovering – dels holder de det orgelpulpitur, der måtte bygges til orglet, der blev købt af Stormarkskirken.
I anledningen af 700-året for Frans af Assisis død blev Sankt Franciscus kirke udsmykket med kalkmalerier udført af Birgitte Westh og doneret af Carlsbergfondet, www.carlsbergfondet.dk
I 1981 blev et nyt menighedshus ved siden af kirken indviet. Det er tegnet af arkitekt Mogens Bech, Nakskov, og har fået navnet Maximilian Kolbe-huset, efter den polske franciskaner, der i koncentrationslejren Auschwitz gik i døden for en medfange, der havde kone og børn. Han blev helgenkåret i 1982, og hans helgendag er 14. august. Hans alter skal også minde os om, at det var polakker, der grundlagde menigheden.
I 2016 blev flere katolske menigheder i Danmark sammenlagt. I denne proces opstod den nuværende Sankt Josefs menighed som dækker over områderne Lolland, Falster, Farø, Bogø, Møn & småøerne. Sognet er et af de største i Danmark, med 4 kirker: Hellig Kors Kirke i Nykøbing F., Sankt Birgitte Kirke og Sankt Birgitta Klosterkirke i Maribo og Sankt Franciscus Kirke i Nakskov og med 3 katolske skoler. Det er en aktiv menighed med mange aktiviteter og sognet betjenes af to præster og en diakon, der er bosiddende i Nykøbing Falster.
Kilde: Jubilæumsskrift udgivet som led i kirkens 100-års jubilæum i 2021.
4. Kontakt ift. QR-koden: Purpose og Langsigtet værdiskabelse
Henvendelser med forslag til indhold, data og kilder mv. er meget værdsat.
Kvalitetssikring og 3. mands uafhængig verifikation af data, compliance check, rettighedscheck o.lign. af materialer mv., der anføres på QR-koden, er i sagens natur væsentlig og vil blive efterlevet.
Kontakt ifm. QR-kodens indhold kan rettes til:
Valdemar Stuglik, bror til Anastasia og Julia Stuglik og Initiativtager til etablering af Mindestenen, der er indviet den 26.06.2022 i Græshave, Danmark.
Anni H. Haraszuk på vegne af højt agtet og respekteret eftermæle for Josefa Maria Haraszuk, født Stuglik og søster til Julia og Anastasia.