Acciseboden

 161 1 Acciseboden


Lige ud til Kalundborgvej, foran plænen med Stubmøllen i baggrunden, finder vi et andet levn for fortiden, et ganske lille hus ”Acciseboden”, der oprindelig lå ved Strandporten tæt ved havnen, hvor byen begyndte sin bebyggelse.

Helt frem til midten af 1700-tallet havde Holbæk tre acciseboder der alle lå ved indkørslen til købstaden. Den første lå i Smedelund der var vejen fra København, dernæst en bod i Labæk og den sidste lå som nævnt hvor Kalundborgvejen fra vest møder byen og havnen.

Accisen var en afgift fortrinsvis på levnedsmidler, øl og vin, en slags told på varer fra land til købstad, som bønderne måtte betale for at sælge deres varer i byen. ”Posekikkeren” som vagten blev kaldt, sikrede at bønnerne alle betalte en afgift til kongen og købstaden, for de varer der blev kørt til byen og solgt, man kan vel kalde det den tids moms.

Acciseboden ved Kalundborgvej lå sammen med andre mindre huse, tæt op af hotel Isefjord, men da kongen i 1851 ophævede afgift til kongen, blev boden solgt til nedrivning. Acciseboden blev dog købt af grundlæggeren af Hotel Isefjord (1852) mægler Busch, der genopførte det lille hus i sin baghave ud mod Landlyststien, og blev bolig for hotellets havemand. Senere overtog den lokale turistforening huset til udlejning for turister. 

161 2 Acciseboden

I forbindelse med en større omlægning af bymidten (1970-1974) med ny jernbane- og rutebilstation samt ny vejføring fra Sorø-Ringsted, blev den gamle badmintonhal (fra 1938) samt acciseboden dømt til nedrivning. Holbæk Turistforening og Lions Club påtog sig imidlertid opgaven for en bevaring af acciseboden der blev nedtaget sten for sten og lagt i depot, til kommunen fandt et egnet sted for placering af byens sidste ”toldsted”.

161 3 Acciseboden


I 1975 genopførte Holbæk kommune acciseboden i Strandparken lige ud mod Kalundborgvej med Stubmøllen i sin ”baghave”. Her fik stadsgartneren sit kontor, men i 2009 overtog Fonden Sidesporet den gamle accisebod, istandsatte og nyindrettede huset, der nu benyttes af mindre grupper for kulturstudier og historiefortællinger. 


161 4 Acciseboden
Som et minde fra tiden nær bymidten, fandt man ved samme lejlighed det gamle gadeskilt Møllestræde og satte det på vest gavlen af acciseboden, der nu viser vej nedad trappen i retning mod Stubmøllen.

161 5 Acciseboden



Søren Wolstrup


Foto: Holbæk stadsarkiv
         Fonden Sidesporet
         Søren Wolstrup