Stubmøllen
et landbrug og kulturhistorisk minde
Holbæks vartegn
I flere hundrede år har der været møller tæt på Holbæk by, og disse "fortidsminder" kan jo være en af grundene til stubmøllens placering på plænen i Strandparken. Møllen blev bygget i begyndelsen af 1700-tallet, og stod oprindeligt i Butterup nær Tuse sydvest for Holbæk. Da den nye togforbindelse Nordvestbanen, strækningen mellem Roskilde og Holbæk, blev åbnet i 1874, og senere ført videre til Kalundborg, var det nødvendig at flytte rundt på nogle møller i det åbne landskab sydvest for
Holbæk.
Stubmøllen i Butterup blev flyttet nogle km sydligere til Søndersted. Ejeren købmand Christian Kryger udvidede sin forretning med mølledrift, men de nye ejere i 1893 havde ikke interesse i møllen og uden pleje og vedligeholdelse gik møllen
efterhånden i forfald. En kreds af lokale borgere i Søndersted forsøgte at bevare den gamle mølle, men det lykkedes ikke at skaffe de nødvendige midler eller arbejdskraft for at bevare egnens ellers så smukke mølle.
Nu kom de to større nordvestsjællandske købstæder, Kalundborg og Holbæk ind i billedet, og det var Holbæk der kom med det bedste bud, så i 1938 blev den gamle stubmølle flyttet til Strandparken.
Stubmøller var i 1700-tallet den mest almindelige form for vindmøller til maling af korn, indtil den såkaldte hollandske mølle fortrængte stubmøllen. Navnet har møllen efter "stubben", et kraftigt opretstående tømmerstykke, der står på en korsformet sokkel af kampesten, hvorpå hele møllehuset kan drejes alt efter vindretningen. Møllehuset er firkantet og beklædt med spån og lodrette brædder. Hatten er bådformet og udført i træ på klink.
Møllen i Strandparken er placeret på den vestlige højt beliggende plæne med udsigt til Holbæk fjord og Tuse Næs. Møllens kulturhistoriske værdi knytter sig i høj grad til landbruget og fortæller om en lang periode før det industrielle landbrug tog sin begyndelse. Stubmøllen er på den måde et værdifuldt eksempel på denne tidlige og ret sjældne mølletype i vindteknologiens lange historie.
Bål og brand
I maj måned 2017 kravlede to unge mænd op i møllen, tændte et bål inde i møllen. Flammerne bredte sig hurtigt til en større brand, og det meste af beklædningen på møllens top samt store dele af den indvendige konstruktion var ikke til at redde.
Det store tandjul, der i sin tid førte kraften fra møllevingerne til møllestenen, blev totalt ødelagt, og en gennemgribende restaurering, til en pris af godt 5 mio. kr. var nødvendig.
Det tog godt et år for møllebygger Michael Jensen fra Vig i Odsherred, at restaurere møllen, men nu står Holbæks vartegn igen på sin sokkel og vidner om en længst svunden periode, hvor vindmøller var et ganske naturligt billede i det danske landskab.
Stubmøllens nye møllehus og nye vinger
Holbæks smukke bypark, med stubmøllen fra Søndersted, er et værdifuldt eksempel på en relativ sjælden mølletype, men med sin centrale placering er den i høj grad blevet en del af Holbæks historie, som et smukt vartegn for byen, og mange holbækkere føler at møllen altid har stået i "Tidemands park".
Eliassons kunstværk
Tæt på stubmøllen, fra udsigtspladsen mod Holbæk fjord, ser man ned på den Islandske kunstner Olafur Eliassons kunstværk, en skulpturel "5-dimensionel Pavillon". Kunstværket er udført i fladstål placeret over det gamle spejlbassin, der tidligere gav et springvand fra en naturlig kilde. Eliasson fik opgaven under Strandparkens 100-års jubilæum i 1998 og blev opført på stedet med støtte fra Holbæk Kommune og fra Statens Kunstfond.
Søren Wolstrup
Fotos:
Michael Johannessen, (holbaekonline)
Holbæk Kommune
Holbæk Stadsarkiv
Søren Wolstrup