fjordfiskerne
fiskerkonen Marie
fællessalget
Så længe der har boet folk ved Holbæk Fjord har der været fiskeri, det var jo hvad man
levede af helt tilbage i middelalderen. Generationer har levet af fiskeri, småt for mange,
men man fik da til dagen og vejen. Fjordfiskerne satte i høj grad sit præg på fjord og havn.
Langs Isefjordens kyster lå små både, og på stranden stod hytter og redskabsskure, hvor
de lokale fiskere hver eneste dag gjorde garn klar til de sædvanlige ture på fjorden efter
sild, skrubber, ål eller torsk. Ja, der var jo mange slags fisk i de gode gamle dage. Bundgarnsfiskeriet var vel det meste almindelige og man kunne hele vejen langs kysten
fra Orø til Holbæk se stolper rage op, hvor fiskerne gennem års erfaring vidste der kunne
fanges flest ål. Flere steder var man fælles om garnene og når fangsten var i land, kom
bønderne til fiskepladsen og flydte deres baljer og kar, men ellers tog fiskerne afsted
med kurv og spand til landsbyen, fiskene skulle jo helst afsættes hver dag.
Med tiden blev bådene større, fik sejl og styrepind, senere motor indenbords
med et lille styrehus. I 1900-tallet kom de større kuttere der gav muligheder for
fangst længere ude i Isefjorden. Om sommeren rejer, sild, ål, hornfiks og torsk,
om efteråret makrel, blankål og laks.
Skibstrafikken på Holbæk på havn var i rivende udvikling. Den gamle skibsbro fra
middelalderen var for længst blevet til en lukket havn. Havnekommissionen fik
bygget en ny østlig bro arm vinkelret ud fra standen, der gav det ønskede lukkede
havnebassin med læ for vind og vejr.
Fjordfiskerne var ikke tilfreds med forholdene ved den nye havn. Deres små både var nu
henvist til pladser udenfor den lukkede havn, hvor der hverken var bolværk eller læ.
Fiskerne ønskede egen havn, og efter flere års forhandlinger blev der i 1883 anlagt en
fiskerihavn øst for havnen. Den vestlige mole blev forlænget, og på det opfyldte
areal blev der plads til små huse til fiskernes garn, net og åleruser.
Fiskerkonens store planer
Det var en ikke en helt almindelig kvinde der i slutningen af 1800-tallet, satte gang
i salg af fisk fra Holbæk havn. Den unge pige kom fra Jylland, blev elev på Vallekilde
Højskole i Odsherred og fortsatte som lærerinde på skolen, inden hun giftede sig
med fisker, Niels Olsen fra en særdeles kendt fisker-slægt på Tuse Næs. Marie hed
hun og som nygift forlod hun ganske overraskende sin lærergerning og tog på
fiskeri med sin mand.
Marie Olsen landets første "Madammen” ved det første
kvindelige iværksætter fiskehus med røgeri og is hus
Som fiskerkone så Marie hurtig hvor lidt fjordfiskerne fik for deres fisk, når de på
Holbæk havn solgte dagens fangst til egnens fiskehandlere. Marie overtalte sin
mand til at åbne en lille butik ved havnen, og opkøbte efterhånden fisk fra de fleste
fjordfiskere.
Marie og Niels fandt lokaler ved havnepladsen og
byggede en tjæregryde til fiskernes garn, samt et mindre isværk.
Noget usædvanlig for en kvinde på den tid, at forlade lærergerningen for at drive
fiskeri med sin mand og til stor overraskelse for alle, fortsatte Marie alene med
fiskeri og butik efter sin mands alt for tidlige død. Niels fik revet sine fingre på en
fiskekrog, der gik blodforgiftning i såret, og det kunne den ellers stærke unge mand
ikke overleve. Marie fik efterhånden organiseret sin handel med så godt som alle
der landede fisk på havnen, hun kendte jo alle fjordfiskerne og gik selv ned i bådene
for at byde på de daglige fangster.
”Madammen”, som fiskerne kaldte Marie, behandlede ”sine” fiskere godt, gav gode
priser og med sit helt særlige forretningstalent lagde fiskerkonen store planer.
Omsætningen steg og forretningen gik nu under firmanavnet: Niels Olsen´s Enke.
De lokale fiskehandlere samlede sig hver morgen på havnen hos Marie, hvor de købte
”dagens fisk” og tog på deres sædvanlige salgsture rundt i byens gader og stræder.
Marie åbnede endnu en butik i Holbæk ”Fiskehallen” i den store ejendom ”Vagten”
på hjørnet af Ahlgade og Smedelundsgade.
Fiskehandlerne på havnen Butik på Ahlgade i Holbæk
Fiskernes Fællessalg
Store dele af fangsten blev kørt op på jernbanestationen og sendt til København eller Skagen,
og i de gode silde år nåede omsætningen op på et par millioner, en ganske stor omsætning på
den tid. Marie Olsen var vel en af landets første kvindelige iværksættere, og det kom i høj
grad fiskerne på fjorden til gode, men i 1923 døde Marie Olsen pludselig midt i hendes fiskeeventyr. Nu stod egnens mange fiskere, der alle var medlem af Isefjordens Fiskeriforening, uden ”madammen” der havde handlet for dem alle. Hvordan fremtiden ville forme sig var i
øjeblikkets stund ikke til at overse. Fjordfiskerne samlede sig imidlertid i en andelsbevægelse, nøjagtig som landbruget for længst havde gjort. De omkring 150 medlemmer af Isefjordens Fiskeriforeningen dannede Andelsselskabet ”Fiskernes Fællessalgsforening” og byggede
samtidig et langt større fiskehus.
I 1973 fejrede fællessalget sit 50 års jubilæum og det var her bestyrer Sv. Aage Andersen
udtalte: ”Der vil nok i den nærmeste fremtid ske større forandringer. Vi må erkende at tiderne
har været bedre, og med kommunens nye vejplaner ved gammel havn bliver fællessalgets
bygning vel revet ned, og vi kan kun håbe kommunen leverer en tilfredsstillende løsning”.
Sv. Aage fik ret, samme år blev fællessalgets hal og butik revet ned, men fællesforeningen
blev tilbudt en grund på arealet lige ved fiskerihavnen, og her byggede Andelsforeningen
et nyt og langt større fællessalg.
Fiskerihavnen i de gode tider Fiskernes Fællessalg 1978
begge tegnet af den lokale kunstnermaler Asgar Faber
Da der endnu var Måske den sidste
fjordfiskere i Holbæk erhvervsfisker i Holbæk
De hårde tider
Det blev som årene gik og forudset svært for fiskerne at få noget ud af fiskeriet,
og fremtiden så ikke alt for lys ud. Fjorden havde det skidt, spildevand og en stor del
af landbrugets kunstgødning blev skyllet ud i fjorden, vandet var næringsrigt og
algerne groede som aldrig før. Der var uro hos fiskerne, nogen stoppede fiskeriet fordi
de var gammel nok til folkepension, mens andre søgte andet arbejde der gav en bedre
dagsløn. Hvor længe kunne de få fiskere der var tilbage på havnen holde liv i fiskeret,
der tidligere var en særdeles god forretning. Den fortsatte afmatning gjorde det
efterhånden overflødigt med et fælles slagssted (Fiskernes Fællessalg), og i 1992 kom
foreningen i store økonomiske vanskeligheder. Københavns Åleeksport overtog
fællessalget i Holbæk, men det så snart ud til at være en dårlig forretning.
Erhvervsfiskeriet på fjorden havde ingen fremtid og Fiskernes Fællessalg lukkede omkring årtusindeskiftet. I januar 2004 købte Helge Fredslund og restauratør Henrik Nielsen der
ejede restaurant Linden i Holbæk, Fiskernes Fællessalg. En del af ejendommen blev revet
ned, men en ny og større bygning blev opført under navnet SURI, indrettet til restaurant
med udendørs servering, lige midt i det maritime havnemiljø og udsigt til havnens smukke træskibe.
SURI med servering lige ud mod den gamle fiskerihavn
Fiskerihavnen er i dag fyldt godt op med lystbåde og mindre joller, og ligger
tæt ved det tidligere skibs- og bådebyggeri der i mange år var byens stolthed.
Væftet lukkede i 2007, men heldigvis reddede lokale ildsjæle de to beddinger der er
afgørende for en levende træskibshavn, og Holbæk har bevaret sin maritime status.
Den gamle havn i Holbæk har stadig maritim stemning med træ, sejl, tov og tjære, og er nu
hjemsted for ældre bevaringsværdige træskibe. De mange høje master får havnen til at minde
om vor sejlende maritime kulturarv, dengang Holbæk var en af de større søfartsbyer. De nuværende ejere af de smukke gamle træskibe er flittige til at holde deres skibe sejlklare,
og alle der besøger havnen nyder at se når sejlene hejses i de høje master for en tur på fjorden.
Søren Wolstrup
2021
Foto:
Holbæk Stadsarkiv
Holbæk Museum
Richard Steinke
Søren Wolstrup