HOLBÆK HAVN
Værftet byens stolthed
Der var travlt i den nye erhvervshavn der blev indviet i 1923. Større skibe fandt vej ned
gennem Isefjorden. I perioder lå flere skibe til ankers ude i fjorden eller i lag ved kajen.
Den gamle havn var overtaget af fjordfiskerne, og nu manglede kommunen blot at få
udlejet et areal af den store havneplads gerne til et skibs- og bådebyggeri.
Det var her skibsbygger Hans Peter Mortensen og hans yngre broder Christian i midten
af 1800-tallet havde deres bådebyggeri. I lige ved 20 år (1855-1874) blev der bygget 13 større
fartøjer, de fleste skonnerter, men også mindre sejlbåde.
Hans Peter Mortensens Skibs- og Bådebyggeri
på Holbæk Havn 1858
Fik et godt tilbud
Holbæk Byråd brugte både tid og kræfter på at finde en skibsbygger der ville etablere sig
i Holbæk, og byens borgmester Alfred Hansen (S) udtalte ofte: Hvad er en havn uden et værft.
Under et besøg i Korsør lykkedes det. Her mødte borgmesteren skibsbygger Anton Nielsen
der fik et godt tilbud fra Holbæk kommune. Anton og fru Elna Marie flyttede i 1938 til
Holbæk og med sig havde de deres to sønner, Carlo udlært skibstømrer og Erling udlært
maskinarbejder på B & W i København. Skibsbyggeren opførte nye monteringshaller og
installerede blok- og båndsave, så Anton Nielsen investerede en god sum penge i værftet.
Skibsbygger Anton Nielsen i midten Den store monteringshal
med sine sønner Erling og Carlo
Det var nu ikke det allerbedste tidspunkt at starte virksomhed på. Den tyske krigsmaskine
gik 1. september 1939 over grænsen og indtog Polen, der resulterede i starten på 2.
verdenskrig. Ingen havde lyst til at bygge skibe, men få måneder før den tyske
besættelse af Danmark, den 9. april 1940, skrev Anton Nielsen under på tre minestrygere
til Søværnet af en samlet ordre på 10 fartøjer, fordelt på fire danske værfter.
Skibene fik numre efter leveringsdatoen og en glad og tilfreds skibsbygger kunne male
MS 1, MS 2 og MS 5 på sine tre ”strygere”. De blev leveret i april og juni 1941, og det lod
sig kun gøre da den danske regering valgte at samarbejde med Hitlers Tyskland.
De to første minestrygere MS 1 og MS 2 i monteringshallen
og på sejlads i Storebælt
De tre minestrygeres skæbne.
I sommeren 1943 udførte den danske modstandsbevægelse flere og flere sabotager mod
fabrikker der arbejdede for tyskerne og foretog en lang række sprængninger mod tyske
transporter på det jyske jernbanenet. Hitler gav direkte ordre til den danske regering om
at indføre dødsstraf mod danske frihedskæmpere, men regeringen nægtede at adlyde og
valgte derfor at træde tilbage. Tyskerne tog den 29. august ledelsen af Danmark,
afvæbnede det danske forsvar og overtog flådens skibe.
Minestrygeren MS 1
havde station i Køge, og var 28. august på vej mod Horsens, men på grund af kraftig storm
med høj sø søgte løjtnant Henry Gad ly i Skælskør havn. Næste dag kom ordren fra viceadmiral
Aage Vedel: Alle flådens skibe skal søge neutral havn eller sænke fartøjerne. MS 1 tog nu kurs
mod den lille Ø Agersø, hvor risikoen for at møde tyskerne var betydelig mindre. I løbet af
natten og med stor hjælp fra de lokale fiskere, malede besætningen skrog og skorsten kulsort,
og med store bogstaver skrev man Sorte Shara. Skibets kanon gemt, masten fjernet.
Næste morgen tog MS 1 flugten mod neutral havn og nåede sent aften Trelleborg havn i det
sydlige Sverige.
Efter krigen blev skibet solgt til rederiet ”Sundfarten” der efter en større ombygning og nyt
navn ”Sundpilen, blev indsat på ruten mellem København og Bellevue i Øresund. Senere købte
det tyske rederi Adolf Kruse ”strygeren” der fik navnet ”Flensborg” og sejlede med toldfrie varer
på Flensborg fjord mellem Danmark og Tyskland de såkaldte ”spritruter”.
På sønderjysk: ”ta æ tur mæ æ spritter”.
I 1970 solgt til ”Germania Reederie” og døbt Orion 1, men blev 14. februar 1975 sejlet ned
af et større tankskib ved Keiler Fjord og sank. Alle ombord blev reddet.
Minestrygeren MS 2
blev taget af tyske styrker i Kalundborg havn, men blev igen i juni måned 1945 en del af den
danske flåde. I 1966 overdraget til Hjemmeværnet under navnet MHV 81. I 2005 modtog
Museum Langelandsfortet, som en gave fra Marinehjemmeværnet, MS 2 Askø der på
den måde er sikret som et minde fra besættelsestiden.
MS 2 Askø har sin egen hal på Langelandsfortet
Minestrygeren MS 5
tog tyskerne i Nyborg havn, og ”strygeren var i tysk tjeneste frem til juni 1945,
hvor skibet blev fundet i Kiel, bragt til Danmark, og udlånt som øvelsesfartøj til
hjemmeværnets befalingsmandsskole, for i 1965 at overgå til Marinehjemmeværnet
som MHV 82.
I 2000 blev skibet solgt til Freddy Nielsen fra Holbæk, som gav skibet navnet
Marianne-F, der nu har hjemmehavn i Holbæk. Freddy og hans Marianne-F sejler
med lystfiskere og turister i Isefjorden, Kattegat og Øresund.
Marianne F smukt vedligeholdt og har hjemme i Holbæk
Tom ordrebog
Efter leveringen af de tre minestrygere og Tysklands håndfaste kurs mod det danske samfund,
kom der ikke flere opgaver til værftet. Anton overvejede ganske alvorligt at forlade Holbæk,
men det var umuligt at sælge de røde haller, hvor Anton havde lagt en del penge og et større lån.
Krigen sluttede i maj 1945, og fra en beskeden start voksede virksomheden, der hurtigt fik nye
og større opgaver.
Nyt tilbud
Skibsbygger Anton Nielsen fik i 1946 endnu et godt tilbud af borgmester Alfred Hansen
og lejede et areal på 310 m2. for 310 kr. om året. Grunden lå lige ved værftets monteringshaller
og havde sit eget matr. nr. Havnepladsen 38. Anton byggede et maskin- og snedkerværksted
der blev arbejdsplads for hans yngste søn Erling.
Maskinværkstedet
KgH den store kunde
De fleste skibe blev leveret til Kongelige grønlandske Handel (KgH). Det er vel ikke for meget
sagt at mange kaldte Holbæk Skibs- og Bådebyggeri for ”Grønlandsværftet”. I perioden fra 1949
til midten af 1970-erne var værftet ”storleverandør” til (KgH). Fra mindre joller/skydepramme og fiskekuttere, til store distrikts- og kystfartøjer, samt fartøjer til rigsombuddet og landshøvdingen.
I perioden 1953 til 1963 leverede værftet 63 fiskekuttere til Grønland, ja det var næsten som på samlebånd, sagde skibsbygger Anton Nielsen.
Det største stykke håndværk
Den helt store ordre fra KgH kom allerede i 1947 da Anton Nielsen fik besøg af en mindre
delegation med tegninger og beskrivelser af et ganske stort kystfartøj. Det var en stolt skibsbygger
der på allernærmeste hold så sin nybygning nr. 167 glide ned i sit våde element, den dag i oktober 1949. Mens værftsarbejderne energisk hamrede de sidste kiler væk under det store skib, ventede omkring 3000 mennesker med statsminister Hans Hedtoft og frue i spidsen på det højtidelige
øjeblik, hvor skibet løb fra slisken og langsomt glid ud i vandet. Forinden havde fru Ella Hedtoft
udtalt: Jeg døber dig Tikerak (på dansk: Den der kommer på besøg) og knust champagneflasken
mod skibets stævn.
Tikerak i vandet ved Holbæk Fru Ella Hedtoft, gud moder
gammel havn efter
dagens søsætning
Det store skib på 505 (BRT), målte 47 m i længden, en bredde på 9 m. og en dybdegang
på 4,2 meter. Besætningen var på 21 mand og kunne medføre 46 passagerer. Skibet fik en
360 hk dieselmotor og blev ellers udstyret med alle tænkelige hjælpemidler som ekkolod,
radio og radar. Tikerak var det største træskib, der hidtil var bygget på noget dansk værft
i 1900-tallet, men senere byggede værftet i Frederikssund, m/s Amdrup, der var nogle
tons større.
Dagen efter søsætningen blev der igen hamret, boret og banket. Overbygningen blev hejst
på plads af havnens store kulkran. Masterne blev sat, og maskinen sænket ned i skibets bund.
Alle tekniske installationer blev omhyggeligt installeret, inventaret kom ombord, malerne
gav skroget den velkendte røde farve for alle skibe til Grønland. Dagen hvor Tikerak forlod
Holbæk var der flag på havnen, og mange mennesker var igen på kajen for at se det flotte skib
på vej ud af fjorden til Københavns havn og dernæst på sin lange rejse til Grønland.
Tikerak sejlede i 17 år på den grønlandske vestkyst, men den 3. august 1966, under sejlads fra Qeqertarsuaq (Godhavn) Aasiaat (til Egedesminde) opstod der brand i maskinrummet. Alle
passagerer og besætningen på 20 mand blev reddet ombord på et skib fra Egedesminde.
Kaptajn Carl Georg Jensen var sidste mand som forlod Tikerak der stadig ligger på havets bund
ud for Diskobugten. Carl Georg blev senere skibsinspektør i Kongelige grønlandsske Handel
og havde tilsyn med alle fartøjer KgH lod bygge på Holbæk Skibs- og Bådebyggeri.
Tikerak pløjer sig gennem isen Flammerne fik hurtig fat i hele skibet
på Grønlands vestkyst. og efter forsøg på bugsering sank ved
øen Disko.
De næste afsnit fortæller
om en række af de største
og mest spændende opgaver
i værftets historie.
Udover de ”faste” kunder, blev der også plads til et par færger for Rørvig-Hundested overfarten.
Færgen ”Skansehage” blev søsat 7. maj 1959 og efterfølgeren fik sin dåb i 1964 med navnet ”Korshage”.
Korshage på værftets bedding Korshage og Skansehage mødes
mellem Rørvig og Hundested
Mester fylder rundt
Den 9. oktober 1959 var der fest på havnen. Anton Nielsen der til daglig blev kaldt ”mester”
fyldte 70 år, og kunne se tilbage på godt 20 år, hvor værftet voksede til et af de største
træskibsværfter i Danmark. Året efter overdrog Anton værftet til sønnerne Carlo og Erling.
”Drengene har jo gået i en ”god skole” så nu må de stå på egne ben”, sagde en tilfreds
skibsbygger der havde købt sit eget skib, ”Kongsøre”. Nu skal skibsbyggeren selv ud at sejle
for det har der ikke været tid til, sagde Anton med sine egne ord.
I november 1963 fejerede Anton Nielsen og hans hustru guldbryllup, men det var tydeligt at
kræfter og helbred ikke var som tidligere, og 21. januar 1964 døde ”mesteren” 74 år gammel.
Nu stod Carlo og Erling alene om værftet, men med værftets dygtige medarbejdere var det ikke
et spørgsmål om ordrer på nybygninger. Carlo var nu chef for det hele virksomheden og fortsatte
med samme ord som sin far: Tilfredse kunder er faste kunder.
Ordrebogen fyldt
De følgende år blev der søsat over 20 nye skibe og Kongelige grønlandske Handel (KgH).var
stadig den største kunde. Et af de helt store fartøjer var passagerskibet ”Taterak” på,
(146 BRT) med plads til 85 passagerer. Et par år efter ”Taterak” var sejlet fra Holbæk fik
værftet ordrer på en storsøster, et 150 tons kystfartøj med plads til 100 passagerer.
Den 7. februar 1967 var der søsætning hvor skibet fik navnet ”Tugdlik”, der af mange blev
Betegnet som den tids smukkeste. Tugdlik sejlede ved Disko øen frem til 1999, hvor skibet
blev solgt til en ungdoms-institution.
Tugdlik under bygning og få minutter før søsætningen
Det smukke fartøj klar til rejsen mod Grønland
Alle mand på ”bedding” med skibsbygger Carlo Nielsen
yderst til højre, som sædvanlig med ”høj cigarføring”
Filmstjernen fra Holbæk
Holbæk Skibs- og Bådebyggeri var for længst kendt ud over landets grænser og det var uden
tvivl årsagen til den helt specielle opgave værftet fik i 1964.
Det amerikanske filmselskab United Artists var på vej med den tids dyreste film som handlede
om en gruppe missionærer der sejler fra den nordamerikanske kyst til ved New England ned til
den eksotiske ø Hawaii opsat for at konvertere de indfødte til kristendommen. Filmen har sin
baggrund i James Micheners roman af samme navn.
Filmselskabet havde bedt den verdensberømte sømand, kaptajn Alen J. Villiers om at finde et
skib der skulle være en slags ”hovedfigur” på den lange sejllads. Villiers pegede på Danmark
som stedet for de bedste træskibe, og det var ikke uden grund. Da verdens ældste skoleskib fuldriggeren Georg Stage, bygget i 1882 på B & W i København, gik på pension i 1934, købte
Alan Villies skibet og tog på jordomsejling, der varede i godt 2 år.
Efter besøg på tre danske værfter var kaptajn Villiers ikke i tvivl. Anton Nielsens skibsbyggeri
i Holbæk fik opgaven, at ombygge og rigge galeasen Grethe af Svendborg til en brigantine fra
omkring 1820. Filmselskabet tog kaptajn Villies som sagkyndig under ombygningen, intet måtte
gå galt, og det var samme kaptajn der førte skibet gennem Kielerkanalen og Panamakanalen
til Hawaii.
Der blev ikke sparet nogen steder, de dyreste træsorter blev indkøbt, og den samlede pris for
ombygningen blev på omkring 2 mio. (i 1964 kroner). Instruktøren George Roy Hill fra
filmselskabet var flere gange på værftet for at følge arbejdet. Den 19. januar blev skibet døbt
og søsat med dansk snap og hawaiiansk likør – efterfulgt af ordene: Jeg døber dig ”THETIS”.
Filmen med titlen ”Hawai” med så kendte skuespillere i hovedrollerne som: Julie Andrews,
Max von Sydom og Richard Harris, blev set over den ganske verden, og Holbæk var blandt
de første der fik filmen på det store lærred.
Brigantinen der fik navnet ”Thetis” Plakaten for filmselskabets
på vej over det store hav hidtil dyreste film
Instruktøren, George Roy Hill fik den ide, at skibet under en prøvesejlads på Holbæk Fjord
skulle filmes som om skibet sejlede ud fra den nordamerikanske kyst på vej til Caribien.
George Roy sagde med et skævt smil: Kysten på den anden side af Holbæk Fjord kunne da
godt ligne kysten ”over there”.
Erhvervs- og turistkontoret fik til opgave at finde et halvhundrede statister, der helst skulle komme
i mørke klædninger, som de så ud i begyndelsen af 1800-tallet. Holbæk Museum var til stor hjælp
og flere foreninger sluttede op om opgaven. Der blev syet flittigt i de små hjem, og ganske mange holbækkere blev ”filmstjerner” for en dag.
Skibsbygger Anton Nielsen i midten Den store monteringshal
med sine sønner Erling og Carlo
Det var nu ikke det allerbedste tidspunkt at starte virksomhed på. Den tyske krigsmaskine
gik 1. september 1939 over grænsen og indtog Polen, der resulterede i starten på 2.
verdenskrig. Ingen havde lyst til at bygge skibe, men få måneder før den tyske
besættelse af Danmark, den 9. april 1940, skrev Anton Nielsen under på tre minestrygere
til Søværnet af en samlet ordre på 10 fartøjer, fordelt på fire danske værfter.
Skibene fik numre efter leveringsdatoen og en glad og tilfreds skibsbygger kunne male
MS 1, MS 2 og MS 5 på sine tre ”strygere”. De blev leveret i april og juni 1941, og det lod
sig kun gøre da den danske regering valgte at samarbejde med Hitlers Tyskland.
De to første minestrygere MS 1 og MS 2 i monteringshallen
og på sejlads i Storebælt
De tre minestrygeres skæbne.
I sommeren 1943 udførte den danske modstandsbevægelse flere og flere sabotager mod
fabrikker der arbejdede for tyskerne og foretog en lang række sprængninger mod tyske
transporter på det jyske jernbanenet. Hitler gav direkte ordre til den danske regering om
at indføre dødsstraf mod danske frihedskæmpere, men regeringen nægtede at adlyde og
valgte derfor at træde tilbage. Tyskerne tog den 29. august ledelsen af Danmark,
afvæbnede det danske forsvar og overtog flådens skibe.
Minestrygeren MS 1
havde station i Køge, og var 28. august på vej mod Horsens, men på grund af kraftig storm
med høj sø søgte løjtnant Henry Gad ly i Skælskør havn. Næste dag kom ordren fra viceadmiral
Aage Vedel: Alle flådens skibe skal søge neutral havn eller sænke fartøjerne. MS 1 tog nu kurs
mod den lille Ø Agersø, hvor risikoen for at møde tyskerne var betydelig mindre. I løbet af
natten og med stor hjælp fra de lokale fiskere, malede besætningen skrog og skorsten kulsort,
og med store bogstaver skrev man Sorte Shara. Skibets kanon gemt, masten fjernet.
Næste morgen tog MS 1 flugten mod neutral havn og nåede sent aften Trelleborg havn i det
sydlige Sverige.
Efter krigen blev skibet solgt til rederiet ”Sundfarten” der efter en større ombygning og nyt
navn ”Sundpilen, blev indsat på ruten mellem København og Bellevue i Øresund. Senere købte
det tyske rederi Adolf Kruse ”strygeren” der fik navnet ”Flensborg” og sejlede med toldfrie varer
på Flensborg fjord mellem Danmark og Tyskland de såkaldte ”spritruter”.
På sønderjysk: ”ta æ tur mæ æ spritter”.
I 1970 solgt til ”Germania Reederie” og døbt Orion 1, men blev 14. februar 1975 sejlet ned
af et større tankskib ved Keiler Fjord og sank. Alle ombord blev reddet.
Minestrygeren MS 2
blev taget af tyske styrker i Kalundborg havn, men blev igen i juni måned 1945 en del af den
danske flåde. I 1966 overdraget til Hjemmeværnet under navnet MHV 81. I 2005 modtog
Museum Langelandsfortet, som en gave fra Marinehjemmeværnet, MS 2 Askø der på
den måde er sikret som et minde fra besættelsestiden.
MS 2 Askø har sin egen hal på Langelandsfortet
Minestrygeren MS 5
tog tyskerne i Nyborg havn, og ”strygeren var i tysk tjeneste frem til juni 1945,
hvor skibet blev fundet i Kiel, bragt til Danmark, og udlånt som øvelsesfartøj til
hjemmeværnets befalingsmandsskole, for i 1965 at overgå til Marinehjemmeværnet
som MHV 82.
I 2000 blev skibet solgt til Freddy Nielsen fra Holbæk, som gav skibet navnet
Marianne-F, der nu har hjemmehavn i Holbæk. Freddy og hans Marianne-F sejler
med lystfiskere og turister i Isefjorden, Kattegat og Øresund.
Marianne F smukt vedligeholdt og har hjemme i Holbæk
Tom ordrebog
Efter leveringen af de tre minestrygere og Tysklands håndfaste kurs mod det danske samfund,
kom der ikke flere opgaver til værftet. Anton overvejede ganske alvorligt at forlade Holbæk,
men det var umuligt at sælge de røde haller, hvor Anton havde lagt en del penge og et større lån.
Krigen sluttede i maj 1945, og fra en beskeden start voksede virksomheden, der hurtigt fik nye
og større opgaver.
Nyt tilbud
Skibsbygger Anton Nielsen fik i 1946 endnu et godt tilbud af borgmester Alfred Hansen
og lejede et areal på 310 m2. for 310 kr. om året. Grunden lå lige ved værftets monteringshaller
og havde sit eget matr. nr. Havnepladsen 38. Anton byggede et maskin- og snedkerværksted
der blev arbejdsplads for hans yngste søn Erling.
Maskinværkstedet
KgH den store kunde
De fleste skibe blev leveret til Kongelige grønlandske Handel (KgH). Det er vel ikke for meget
sagt at mange kaldte Holbæk Skibs- og Bådebyggeri for ”Grønlandsværftet”. I perioden fra 1949
til midten af 1970-erne var værftet ”storleverandør” til (KgH). Fra mindre joller/skydepramme og fiskekuttere, til store distrikts- og kystfartøjer, samt fartøjer til rigsombuddet og landshøvdingen.
I perioden 1953 til 1963 leverede værftet 63 fiskekuttere til Grønland, ja det var næsten som på samlebånd, sagde skibsbygger Anton Nielsen.
Det største stykke håndværk
Den helt store ordre fra KgH kom allerede i 1947 da Anton Nielsen fik besøg af en mindre
delegation med tegninger og beskrivelser af et ganske stort kystfartøj. Det var en stolt skibsbygger
der på allernærmeste hold så sin nybygning nr. 167 glide ned i sit våde element, den dag i oktober 1949. Mens værftsarbejderne energisk hamrede de sidste kiler væk under det store skib, ventede omkring 3000 mennesker med statsminister Hans Hedtoft og frue i spidsen på det højtidelige
øjeblik, hvor skibet løb fra slisken og langsomt glid ud i vandet. Forinden havde fru Ella Hedtoft
udtalt: Jeg døber dig Tikerak (på dansk: Den der kommer på besøg) og knust champagneflasken
mod skibets stævn.
Tikerak i vandet ved Holbæk Fru Ella Hedtoft, gud moder
gammel havn efter
dagens søsætning
Det store skib på 505 (BRT), målte 47 m i længden, en bredde på 9 m. og en dybdegang
på 4,2 meter. Besætningen var på 21 mand og kunne medføre 46 passagerer. Skibet fik en
360 hk dieselmotor og blev ellers udstyret med alle tænkelige hjælpemidler som ekkolod,
radio og radar. Tikerak var det største træskib, der hidtil var bygget på noget dansk værft
i 1900-tallet, men senere byggede værftet i Frederikssund, m/s Amdrup, der var nogle
tons større.
Dagen efter søsætningen blev der igen hamret, boret og banket. Overbygningen blev hejst
på plads af havnens store kulkran. Masterne blev sat, og maskinen sænket ned i skibets bund.
Alle tekniske installationer blev omhyggeligt installeret, inventaret kom ombord, malerne
gav skroget den velkendte røde farve for alle skibe til Grønland. Dagen hvor Tikerak forlod
Holbæk var der flag på havnen, og mange mennesker var igen på kajen for at se det flotte skib
på vej ud af fjorden til Københavns havn og dernæst på sin lange rejse til Grønland.
Tikerak sejlede i 17 år på den grønlandske vestkyst, men den 3. august 1966, under sejlads fra Qeqertarsuaq (Godhavn) Aasiaat (til Egedesminde) opstod der brand i maskinrummet. Alle
passagerer og besætningen på 20 mand blev reddet ombord på et skib fra Egedesminde.
Kaptajn Carl Georg Jensen var sidste mand som forlod Tikerak der stadig ligger på havets bund
ud for Diskobugten. Carl Georg blev senere skibsinspektør i Kongelige grønlandsske Handel
og havde tilsyn med alle fartøjer KgH lod bygge på Holbæk Skibs- og Bådebyggeri.
Tikerak pløjer sig gennem isen Flammerne fik hurtig fat i hele skibet
på Grønlands vestkyst. og efter forsøg på bugsering sank ved
øen Disko.
De næste afsnit fortæller
om en række af de største
og mest spændende opgaver
i værftets historie.
Udover de ”faste” kunder, blev der også plads til et par færger for Rørvig-Hundested overfarten.
Færgen ”Skansehage” blev søsat 7. maj 1959 og efterfølgeren fik sin dåb i 1964 med navnet ”Korshage”.
Korshage på værftets bedding Korshage og Skansehage mødes
mellem Rørvig og Hundested
Mester fylder rundt
Den 9. oktober 1959 var der fest på havnen. Anton Nielsen der til daglig blev kaldt ”mester”
fyldte 70 år, og kunne se tilbage på godt 20 år, hvor værftet voksede til et af de største
træskibsværfter i Danmark. Året efter overdrog Anton værftet til sønnerne Carlo og Erling.
”Drengene har jo gået i en ”god skole” så nu må de stå på egne ben”, sagde en tilfreds
skibsbygger der havde købt sit eget skib, ”Kongsøre”. Nu skal skibsbyggeren selv ud at sejle
for det har der ikke været tid til, sagde Anton med sine egne ord.
I november 1963 fejerede Anton Nielsen og hans hustru guldbryllup, men det var tydeligt at
kræfter og helbred ikke var som tidligere, og 21. januar 1964 døde ”mesteren” 74 år gammel.
Nu stod Carlo og Erling alene om værftet, men med værftets dygtige medarbejdere var det ikke
et spørgsmål om ordrer på nybygninger. Carlo var nu chef for det hele virksomheden og fortsatte
med samme ord som sin far: Tilfredse kunder er faste kunder.
Ordrebogen fyldt
De følgende år blev der søsat over 20 nye skibe og Kongelige grønlandske Handel (KgH).var
stadig den største kunde. Et af de helt store fartøjer var passagerskibet ”Taterak” på,
(146 BRT) med plads til 85 passagerer. Et par år efter ”Taterak” var sejlet fra Holbæk fik
værftet ordrer på en storsøster, et 150 tons kystfartøj med plads til 100 passagerer.
Den 7. februar 1967 var der søsætning hvor skibet fik navnet ”Tugdlik”, der af mange blev
Betegnet som den tids smukkeste. Tugdlik sejlede ved Disko øen frem til 1999, hvor skibet
blev solgt til en ungdoms-institution.
Tugdlik under bygning og få minutter før søsætningen
Det smukke fartøj klar til rejsen mod Grønland
Alle mand på ”bedding” med skibsbygger Carlo Nielsen
yderst til højre, som sædvanlig med ”høj cigarføring”
Filmstjernen fra Holbæk
Holbæk Skibs- og Bådebyggeri var for længst kendt ud over landets grænser og det var uden
tvivl årsagen til den helt specielle opgave værftet fik i 1964.
Det amerikanske filmselskab United Artists var på vej med den tids dyreste film som handlede
om en gruppe missionærer der sejler fra den nordamerikanske kyst til ved New England ned til
den eksotiske ø Hawaii opsat for at konvertere de indfødte til kristendommen. Filmen har sin
baggrund i James Micheners roman af samme navn.
Filmselskabet havde bedt den verdensberømte sømand, kaptajn Alen J. Villiers om at finde et
skib der skulle være en slags ”hovedfigur” på den lange sejllads. Villiers pegede på Danmark
som stedet for de bedste træskibe, og det var ikke uden grund. Da verdens ældste skoleskib fuldriggeren Georg Stage, bygget i 1882 på B & W i København, gik på pension i 1934, købte
Alan Villies skibet og tog på jordomsejling, der varede i godt 2 år.
Efter besøg på tre danske værfter var kaptajn Villiers ikke i tvivl. Anton Nielsens skibsbyggeri
i Holbæk fik opgaven, at ombygge og rigge galeasen Grethe af Svendborg til en brigantine fra
omkring 1820. Filmselskabet tog kaptajn Villies som sagkyndig under ombygningen, intet måtte
gå galt, og det var samme kaptajn der førte skibet gennem Kielerkanalen og Panamakanalen
til Hawaii.
Der blev ikke sparet nogen steder, de dyreste træsorter blev indkøbt, og den samlede pris for
ombygningen blev på omkring 2 mio. (i 1964 kroner). Instruktøren George Roy Hill fra
filmselskabet var flere gange på værftet for at følge arbejdet. Den 19. januar blev skibet døbt
og søsat med dansk snap og hawaiiansk likør – efterfulgt af ordene: Jeg døber dig ”THETIS”.
Filmen med titlen ”Hawai” med så kendte skuespillere i hovedrollerne som: Julie Andrews,
Max von Sydom og Richard Harris, blev set over den ganske verden, og Holbæk var blandt
de første der fik filmen på det store lærred.
Brigantinen der fik navnet ”Thetis” Plakaten for filmselskabets
på vej over det store hav hidtil dyreste film
Instruktøren, George Roy Hill fik den ide, at skibet under en prøvesejlads på Holbæk Fjord
skulle filmes som om skibet sejlede ud fra den nordamerikanske kyst på vej til Caribien.
George Roy sagde med et skævt smil: Kysten på den anden side af Holbæk Fjord kunne da
godt ligne kysten ”over there”.
Erhvervs- og turistkontoret fik til opgave at finde et halvhundrede statister, der helst skulle komme
i mørke klædninger, som de så ud i begyndelsen af 1800-tallet. Holbæk Museum var til stor hjælp
og flere foreninger sluttede op om opgaven. Der blev syet flittigt i de små hjem, og ganske mange holbækkere blev ”filmstjerner” for en dag.
De mange lokale statister fik en Filminstruktøren Georg Roy Hill
oplevelse de aldrig glemte fulgte fra kajen dagens optagelser
Efter storfilmen havde haft sin verdenspræmiere med sine hele syv Oscar nomineringer, blev ” ”Thetis” sat til salg. Det hørte kaptajn Kimberly og hans unge brud Gloria og de opsøgte straks skibsmægleren og efter et par telefonsamtaler købte de skibet der efter overtagelsen blev døbt ”Romance. I mange år sejlede Kimber med godt betalte gæster i det sydlige Stillehav udfor Caribien og Jomfru-ørerne, krydsede flere gange det sydlige Atlanterhav, og var en enkelt gang på jordomsejling. Romance modstod de største storme, kæmpede utrolige kampe mod havets uhyggelige kræfter, men kom altid hjem. Et fantastisk sødygtigt skib der altid kom sikkert i havn skrev Kimberly til bogholder Børge Lind på Holbæk Skibs- og bådebyggeri. I flere år skrev de to sammen, og i 1974 bad Kimberly om de originale tegninger da rigningen nu trængte til nye sejl. Børge fandt tegningerne på loftet og de blev sendt til St. Thomas så ”Romance” med nye sejl kunne fortsætte sine sejladser under de sydlige himmelstrøg.
I 1995 blev Romance ramt af den kraftige orkan ”Luis” mens skibet lå ved kajen i West End i Torto
la ved St. Thomas. Skaderne var så omfattede at det var umuligt at få skibet ”på ret køl”, og Thetis/Romance kom aldrig ud på de store oceaner. En sen aftentime under honnør og sang blev ”Romance” slæbt ud på havet, og da slæbebådene gav slip, lod skipper Kimberly sin ”Romance”
gå til bunds. ”Thetis” vi holbækkere kender hviler nu et sted ude ved De britiske Jomfruøer.
Dansk initiativ-diplom
Efter opgaven med filmskibet ”Thetis” og de mange omtaler i aviser, radio og TV stod det
klart at brødrene Carlo og Erling skulle hædres for godt dansk håndværk. Lokalafdelingen
for Landsforeningen DANSK ARBEJDE holdt den 12. maj 1965 sin årlige generalforsamling
på Hotel Strandparken. Formanden dir. Glavind Rasmussen (Holbæk Jernstøberi) overrakte
DANSK ARBEJDEs initiativdiplom der gives for fremragende produktion og håndværk.
Glavind udtalte: Hollywood-skibet ”Thetis” er et stykke veludført dansk håndsværk der har
bragt Holbæks navn viden om i denne verden. I brødre tager imod alle opgaver som
kun lykkes når værftet har nogle af landets bedste håndværkere med høj faglig uddannelse.
Skibsbygmester Anton Nielsen grundlagde i 1938 Holbæk Skibs og Bådebyggeri der nu føres
videre af hans to sønner, Carlo og Erling og det er mig en ære at overrække landsforeningens
diplom samt en kopi af ”Thors hammer” som er foreningens varemærke.
Stor anerkendelse til værftet, den eftermiddag på Hotel Strandparken,
da virksomheden, kendt fra Grønland i nord til Caribien i syd, fik sin pris.
Polarforskeren får sit skib
I 1970 skrev KGH kontrakt på det næststørste fartøj i værftets historie. Et 185 (BRT) stort kystfartøj,
en længde på 31 m og en bredde på 7,5 m. Det var en ny type kystfartøj, forstærket til sejlads i den kraftige polar is på Grønlands østkyst, for besøg i de små bopladser mellem Scoresbysund og Angmagssalik. Det var stolte brødre, Carlo og Erling, der ved søsætningen i april 1972, hørte enken efter polarforsker Ejnar Mikkelsen, fru Ella på 84 år udtale: Jeg døber dig: Ejnar Mikkelsen, en af
vores allerstørste polarforskere, kendt for sine mange ekspeditioner i de arktiske egne, skibsfører, forfatter, og i mange år inspektør på Østgrønland.
Fru Ella Mikkelsen har netop kastet champagneflasken,
og det navngine fartøj glider stille fra værftets bedding.
Distriktsfartøjet forlader Holbæk havn
Ejnar Mikkelsen var initiativtager og leder af Alabama ekspeditionen (1909-1912) der gik til Nordøstgrønland med håb om at finde de to omkomne fra danmarkshistoriens største ekspedition:
Danmark Ekspeditionen (1906-1908). Ekspeditionens leder, premierløjtnant/journalist Ludvig Mylius Erichsen og premierløjtnant/kartograf, Niels Peter Høegh Hagen, sidstnævnte opvokset i
Holbæk med præliminær eksamen fra Holbæk private Realskole omkom på hjemrejsen fra Independence Fjorden til Danmarkshavn på den grønlandske østkyst og er aldrig blevet fundet.
På kirkegården ved Tveje Merløse kirke, lige syd for Holbæk, satte Høegh Hagen-familien en mindeplade der i dag sidder på kirkegårdens sydmur. Et minde om deres søn Niels Peter der kun
blev 30 år.
Den sidste nybygning
Værftet i Holbæk havde sine begrænsninger. Pladsen var trang og udvidelser var ikke muligt.
Skibene blev større og større og efterhånden ønskede kunderne ikke blot større fartøjer men
også skroget gjort i stål, og det var ikke noget brødrene Carlo og Erling kunne se en fremtid i.
Kongelige Grønlandske Handel blev splittet op i flere selskaber, og den del der havde med
skibene at gøre blev flyttet til Ålborg under navnet: Royal Arctic Line, så med nybygning
nr. 342 var det slut med nye træskibe fra Holbæk.
Det var i efteråret 1974, den 8. november, kontrakten blev underskrevet, og som sædvanlig
kan man tilføje, blev papirerne underskrevet i værftets lille mødelokale, Ved det polerede
mahogni bord sad, (se foto): For bordenden, Erling Nielsen Holbæk Skibs & Bådebyggeri,
der med et håndtryk takker for ordren til vicedirektør J. Fynbo KGH. Dernæst skibsinspektør,
Carl Georg Jensen, der havde tilsyn med de mange nybygninger KGH lagde i Holbæk.
Yderst til venstre skibsbygger Carlo Nielsen, Holbæk Skibs- og Bådebyggeri. Carlo havde
som far Anton ofte en cigar i munden eller mellem fingrene. Til sidst på billedet mellem de
to brødre, trafikchef, N. Duysen, KgH.
Værftet i Holbæk havde sine begrænsninger. Pladsen var trang og udvidelser var ikke muligt.
Skibene blev større og større og efterhånden ønskede kunderne ikke blot større fartøjer men
også skroget gjort i stål, og det var ikke noget brødrene Carlo og Erling kunne se en fremtid i.
Kongelige Grønlandske Handel blev splittet op i flere selskaber, og den del der havde med
skibene at gøre blev flyttet til Ålborg under navnet: Royal Arctic Line, så med nybygning
nr. 342 var det slut med nye træskibe fra Holbæk.
Det var i efteråret 1974, den 8. november, kontrakten blev underskrevet, og som sædvanlig
kan man tilføje, blev papirerne underskrevet i værftets lille mødelokale, Ved det polerede
mahogni bord sad, (se foto): For bordenden, Erling Nielsen Holbæk Skibs & Bådebyggeri,
der med et håndtryk takker for ordren til vicedirektør J. Fynbo KGH. Dernæst skibsinspektør,
Carl Georg Jensen, der havde tilsyn med de mange nybygninger KGH lagde i Holbæk.
Yderst til venstre skibsbygger Carlo Nielsen, Holbæk Skibs- og Bådebyggeri. Carlo havde
som far Anton ofte en cigar i munden eller mellem fingrene. Til sidst på billedet mellem de
to brødre, trafikchef, N. Duysen, KgH.
Den sidste kontrakt med Kongelige grønlandske Handel underskrives
omkring mahogni bordet, i måske landets mindste mødelokale.
Det sidste træskib fra værftet var et søsterskib til Ejnar Mikkelsen og igen til sejllads på den
barske grønlandske østkyst. Kølen blev lagt tidligt på foråret 1975 og byggetiden blev sat til 14 måneder. Den 2. april 1976 kl.11.15 døbte fru Julie Jensen fra Qaqortoq (Julianehåb), gift med kommunal-bestyrelsesmedlem Enok Jensen, det store skib, Anders Olsen. Den 12. juli forlod
det sidste grønlandsfartøj Holbæk Havn på sin lange rejse til den grønlandske østkyst.
Der var mange holbækkere på kajen den dag, men kun få var klar over at byens stolthed ”Grønlandsværftet”, nu havde leveret sit sidste træskib. Lige ved 40 års godt håndværk i
bedste kvalitet var nu kun historie.
Sidste træskib på værftets bedding.
Fru Julie Jensen efter dåb og søsætning .
”Anders Olsen” klar til at forlade Holbæk .
De var dygtige de ”drenge”
Carl Georg Jensen, skibsinspektør hos Kongelige danske Handel var en særdeles vigtig person
når aftaler og kontrakter var i hus. Carl Georg fulgte løbende arbejdet på værftet og flere år
efter den sidste nybygning til KgH, spurgte jeg hvorfor værftet i Holbæk fik tildelt så mange nybygninger til Kongelige grønlandske Handel? Carl Georg svarede straks: De var dygtige de drenge, og mente Carlo og Erling, og så havde værftet de bedste skibstømre man kan tænke sig. Skib til tiden, til den fastsatte pris, et godt stykke håndværk er jo vigtigste ingredienser, fortsatte Carl Georg, og så gav brødrene for øvrigt nogle ualmindelige gode frokoster på hotel Strandparken, og så sluttede skibsinspektøren: Og så er der jo ikke så langt til Holbæk som til Hvide Sande på den jyske vestkyst, når KGH ligger i Strandgade i København.
Den 21. oktober 1978 døde Carlo Nielsen. En alvorlig sygdom satte punktum for et langt liv
som skibsbygger, der sammen med sin broder Erling havde videreført et af landets førende træskibsværfter.
Værftet sælges
Den yngre broder Erling overtog nu alene værftet, men havde vel ikke de store tanker om at fortsætte med skibs- og bådebyggeri. Jeg er jo ikke skibsbygger, men smed, sagde Erling flere gange. I november 1980 solgte Erling værftet til smedemester Leif Mortensen fra Osted ved Ringsted. Leif manglede plads til sin produktion af store tanke til de norske boreplatforme, og her havde værftet jo lige den plads han kunne bruge. Leif fortsatte dog virksomheden som reparationsværft for træskibe, men der blev færre
og færre kunder, og efterhånden var det ikke den bedste forretning. I 2007, efter 27 år i Holbæk, valgte Leif Mortensen at sælge virksomheden til HRS i Kalundborg, og samtidig nedlagde han værftet. Den 15. november var det slut for en af havnens største og mest kendte virksomheder. Steffen Jørgensen der havde arbejdet 37 år på Holbæk Skibs- og Bådebyggeri, gik som sidste mand fra ”bedding”, da værftets horn som altid præcis kl. 12 varslede frokostpause. Dagen sluttede med en frokost på værftet til
de sidste syv ansatte, og Leif Mortensen takkede dem der blev til lukketid.
Skibsbygger Anton Nielsen skabte, sammen med sønnerne Carlo og Erling, en af Holbæks
største virksomheder, en overgang med over 100 medarbejdere. Byens stolthed lyd det tit,
når holbækkere lagde vejen forbi gl. havn. Der skete altid noget, fra den ene dag til den anden
ændrede skibene karakter. Kølen blev strakt, spanter rejst, planker sat på, master rejst og
overbygninger hejst på plads. Et skue uden lige. Den store dag med dåb og søsætning var
som regel en hel folkefest med masser af mennesker på havnen, og så kom dagen hvor
mange vinkede farvel til det nye skib på vej ud af fjorden mod ”verdenshavene”.
Holbæk skibs- og bådebyggeri blev kendt langt udover landets grænser.
Fra Grønland i nord til Caribien i syd.
Erling Nielsen døde den 25. marts 1991.
Holbæk var nu blevet en virksomhed fattigere.
Hvad skulle man nu med gammel havn og værftet?
Det havde borgmester Jørn Sørensen (R) allerede lagt planer for.
Borgmesterens planer
Kommunen overtog værftets bygninger, Silvan byggemarked og Stark tømmerhandel fik
ikke deres lejemål forlænget, så nu havde borgmesteren frit slag til nye store byggerier
Der var holdt flere møder med formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger DGI)
Søren Møller der resulterede i et DGI center på Holbæk Havn. Et multifunktionshus, et
vandkulturhus, ja der blev endda talt om hotel og biograf. Nu kom projektmageren fra Sorø,
Christian Correll med forslag om et storhotel på Blegstrædehagen lige ud til fjorden. Et
projekt på 11 etager, 160 værelser og kongres faciliteter. Correll havde tegninger og
farveskitser med fra arkitekt Bjarke Engels, der senere med BIG (Bjarke Engels Group)
blev kendt over det meste af verden. Correll tog en tur til Amerika og alle ventede kun på
et positivt svar fra den amerikanske hotelkæde Marriott. Der kom dog aldrig noget svar.
På et borgermøde i Musikhus Elværket, stillede havnens brugere spørgsmålet: kulturhavn eller
DGI-by? Borgmesteren fik klar besked. Forsvinder værftets bygninger og fjerner kommunen
de to beddinger er det slut med Holbæks maritime historie. Uden beddinger ingen havn, og det
får hele byrådet ansvaret for, sagde en særdeles skarp Merete Ettrup som repræsentant for træskibssammenslutningen i Danmark.
Arkitekterne Schmidt Hammer Arkitekt Bjarke Engels hotel plan
Lassens forslag til DGI-by
Efter byrådsvalget 2009 fik Holbæk ny borgmester, Søren Kjærsgaard (V) og diskussionen
i byrådet fortsatte om værftets fremtid. Resultatet blev at alle store planer blev lagt i skuffen,
og med støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kenney Møllers fond på 11.mio.kr.,
Realdania gav 6. mio. kr. og 2,6 mio. kr. fra det nedlagte HF-kollegie, blev værftets røde haller renoveret og indrettet til cafe og klatreborg for den lokale klatreklub.
På opfordring af A. P. Møller fonden blev der opført et mindre værksted, en monteringshal,
til folkene bag havnens beddinger, foreningen Holbæk Gammel Havns Beddinger. Foreningen
fik kontrakt med Holbæk kommune om driften af de to beddinger, og dermed er Holbæk
fortsat stedet for reparation, vedligeholdelse og årlige eftersyn af bevaringsværdige gamle
træskibe, og det maritime Holbæk lever videre.
Maskinværkstedet
I flere år lå maskinværkstedet, der ikke var med i renoveringsplanerne, lidt ensomt op ad
Holbæk Havneby, det nye boligkompleks, opført på det tidligere Silvan byggemarked.
Holbæk kommune ville gerne sælge værkstedet, men der var ikke den store interesse for
den gule murstensbygning, da kommunen i salgsbetingelserne skrev at ejendommen ikke må
nedrives og facaderne ikke ændres, da den historiske og bevaringsværdige bygning fortsat
skal fremstå som et maskinværksted fra værftets store dage.
Redningen kom imidlertid da Henrik Nielsen, ejer af havnerestauranten SURI, i 2016 købte
det gamle maskinværksted fra 1947, der efter en større istandsættelse er indrettet til kurser, konferencer, foredrag og mindre koncerter.
Maskinværkstedet, restaurant og mødested, istandsat
under hensyn til stedets historie og tidligere brug, da
bygningen var en del af Holbæk Skibs- og Bådebyggeri
Til ære for Anton
Havnepladsen foran værftet og de to beddinger, fik den 26. juli 2016 sit nye officielle navn. Viceborgmester John Harpøth (DF) afslørede navnet og fortalte historien bag Holbæk Skibs
og Bådebyggeri. Når kommunen har valgt navnet Anton Nielsens Plads er det en tak til
skibsbyggeren der valgte Holbæk til sin virksomhed. Anton Nielsen var en stor del af Holbæks erhvervsliv, og sammen med sine to sønner Carlo og Erling skabte han Holbæk Skibs- og
Bådebyggeri der blev kendt langt ud over landets grænser. Antons engagement for det maritime håndværk høstede stor anderkendelse og det vil Holbæk kommune gerne hædre i dag.
Anton Nielsens Plads og ”mester” tæt på hat, telefon
og en god cigar, før den daglige
tur rundt på værftet.
I dag er Antons Nielsens kontor overtaget af Fonden Sidesporet,
hvor man i HØKEREN køber øl, kaffe eller et par håndmadder
Søren Wolstrup
2022
Foto:
Hjemmeværnets fotoarkiv
Arctic museum
Holbæk Stadsarkiv
Holbæk Museum
Familien Nielsen
Ricky Molloy
Holbæk Amts Venstreblad
Søren Wolstrup
Søren Wolstrup
2022
Foto:
Hjemmeværnets fotoarkiv
Arctic museum
Holbæk Stadsarkiv
Holbæk Museum
Familien Nielsen
Ricky Molloy
Holbæk Amts Venstreblad
Søren Wolstrup