101019 Lis Haase

Salmer: 729 770 26 787 784

Mor 1 år og mor i 2018

Der var mange salmer, vi kunne have sunget i dag. Der er jo så mange gode. Og Lis kunne dem. Nærmere Gud til dig, som vi synger i dag, hørte I sammen, mens hun var syg.
Måske var der også mange salmer, vi kunne have sunget i dag, fordi vi på en eller anden måde gerne vil sige det hele. Men det kan vi jo ikke. For et menneske er mere end det, der bliver sagt ved kisten og sunget til begravelsen.
Det, vi delte og fik med den, der er død, er mere end, hvad salmer kan sige og blomster fortælle. Sådan er det også med Lis. Alligevel må vi sige og gøre noget. For det er sådan, vi er til i verden. Så vi siger og gør noget i dag. Også selvom vi ved, at det ikke helt slår til. For det er jeres Lis, der ligger i kisten

Kisten i kirken

På en måde gør det kisten til en slags skattekiste. For hun er dyrebar. Ikke fordi hun er mange penge værd eller har gjort noget særligt. Men fordi hun er jeres, og fordi hun er Guds.
Det er jo de mennesker, vi kommer til at dele liv med, som bliver vores verden. Det er med dem, vi kan lære noget af alt det bedste i livet at kende: Omsorg, samhørighed, hjemlighed, overbærenhed, forståelse, kærlighed. Alt det, vi ikke kan arbejde os til eller betale os fra. Alt det, vi ikke kan tage med magt eller forlange. Alt det, vi er fælles om og kun kan få sammen med nogen. Alt det, der har med Gud at gøre.
I sidder i kirken i dag og vidner om, at Lis har levet. Hun nåede lige at være med til din fødselsdag, Klaus. Dagen efter, for en uge siden, åndede hun ud derhjemme på Silkeborgvej.
I var der. Tæt på. Sammen. Hun var syg. Hun havde det så dårligt, at hun havde brug for hjælp. Siden februar var hun ikke meget hjemme. Hun brød sig ikke om sygehuse og hospitaler, så I gjorde, hvad I kunne for, at hun ikke var alene.

Så vidt jeg ved, var Lis sådan en, der ikke vil være til besvær. Den type, der helst ikke gør stort væsen af sig, men hellere lader være med at gøre noget, hvis det kunne være ubelejligt for nogen. Det kom også til udtryk, når hun lå i hospitalssengen og ikke ville kalde efter nogen. Det var godt, I var der. Jeg ser hende for mig i hospitalstøj med jer på skift ved sengekanten.

Jeg forestiller mig, at det har betydet langt mere, end vi helt forstår. At være der. Ja, det er da det, det går ud på. At være der for hinanden. Det kan nogle gange være det sværeste. Især hvis vi ikke kan gøre noget ved det, der er hårdt for den anden. Når vi ikke kan fjerne sygdommen og gøre den anden rask. Og det kan være hårdt at bruge al tid i verden på en, der har sådan brug for, at vi er der
Men for den, der så ikke er alene, men har en hånd at holde i og en at tale med, ja, bare et andet menneskes nærvær, nogen, der ser dig, ja, for det menneske gør det en verden til forskel. At være der.
For vi hænger jo sammen og har brug for hinanden. Det er det, der er meningen. At vi er nogens. Lis var nogens.

Edel og Sven med Lis, Nina, Palle (konfirmand) og Nancy.

Hun var skomagerens, skotøjsarbejderens, datter. Hun var jeres søster. Og så blev hun din, Polle. Din Lise. Ja, en december-dag i Aarslev Kirke for snart 60 år siden blev hun til fru Haase. Nogen af jer husker måske bryllupsfesten på kroen.

Bryllupsbillede
Og så blev I en familie. Karsten blev født. Lis blev mor. Og I kom til, Kari, Käte og Klaus.

Familien i 1977

Lige så glad hun må have været over at få jer børn, ligeså ked af det må hun have været, da Karsten pludselig døde. Det har været tungt at sidde her på kirkebænken og skulle begrave sit barn.
Jeg ved ikke, hvordan det så ud den dag, hvor I begravede Karsten. Men jeg forestiller mig, at der også den dag var blomster på kisten.

Det er selvfølgelig tradition. Men fra hvad jeg har hørt om Lis, var hun også glad for blomster. Ja, jeg ved i hvert fald, at hun også har en buket med i kisten. Ja, blomster var vigtige for hende. Så I havde tit buketter med til hende.
Derhjemme i stuen står orkideer i vindueskarmene. En af hendes yndlingsblomster. I forskellige farver. For det kunne hun lide. Ikke prangende. Men farverigt.
Bagved huset breder haven sig ud. Med foderbræt til fuglene. Anbragt sådan, at Lis fra sin stol i køkkenet kunne se alle deres mange fuglesving.
Se, himlens fugle! Læg mærke til markens liljer! Hedder det i Bibelen. Det gjorde Lis. Det var ellers ikke, fordi hun sad så meget ned. Hun var vist svær at få til at sætte sig. Hun var i gang. Hele tiden. Hun var egentlig uddannet frisør men måtte stoppe pga allergi. Hun lavede mange ting, var på fabrik, gjorde rent for andre. Var eminent til håndarbejde: Sy, strikke, hækle, brodere osv.
I 1978 begyndte hun at gå i skole igen. I 1982 uddannede hun sig til teknisk assistent -en stor drøm gik i opfyldelse, og hun fik job ved amtet.
Og så havde hun travlt med at sørge for, at I havde det godt. Dig, Polle. I, hendes børn. Og jer, svigersønner, børnebørn og oldebørn. Ja, hun fik det hele. I blev hendes, og hun blev jeres.

Børnebørn

Mennesker at leve med. Det er det, vi har brug for. Både på de gode dage og på de dårlige dage. I har haft flere hjem, Polle. Men det var på Silkeborgvej, at der blev ordentlig plads til jeres legetøjssamling. En fælles interesse. Et familieforetagende. Lis stod især for dukkerne. De blev sirligt restaureret og klædt i de fineste klæder..

Mor med dukker

Ja, det var hjemme i jeres stue, at foreningen ’Legetøjssamlere af 1988’ begyndte med medlemmer fra flere nationer og eget blad. Og selvom Lis vist ikke sad i bestyrelsen på noget tidspunkt, så stod døren ud til køkkenet på klem, og hun gav sit besyv med. Sådan husker I hver især situationer fra jeres liv med Lis. Ja, jer, der blev en del af Lis’ liv, venner og familie, hver især kender og husker I hende. På jeres måde. Hvordan hun så på verden. Hvad hun kunne finde på at sige. Hvornår hun havde det bedst, og hvad hun bestemt ikke brød sig om. Hvad hun var god til, og hvad hun havde brug for hjælp til.
I ved, hvordan hun så ud, når hun sad med sin Sudoku. I husker, at hun godt kunne lide lakrids. I kan fortælle, at hun sjældent gik i sort, fordi hun bedst kunne lide farver.
Nu kommer der så ikke mere til.
Hendes dage er talte.
Men jeres liv hænger stadig sammen med hendes. Sådan er det med kærligheden. Vi kan mærke, føle, fornemme, hvordan vi fysisk og følelsesmæssigt hænger sammen med nogen. Selv når de dør fra os, så vi ikke længere kan se deres øjne og tage deres hænder, så stopper vi ikke med at elske dem.
I vores erindring er de døde levende. I vores fortællinger og i billederne på nethinden går, griner, lytter og danser de. Sammen kan vi tale dem lyslevende frem.
Og det er også, derfor vi går i kirke i dag. Fordi Lis har levet. Og fortsat vil leve i kærligheden. Det blev sagt, da Lis blev døbt.

Mor til påskegudstjeneste i Gl Ry kirke 2019

Hun har hørt det, når hun var i kirke. Det, som vi også hører i dag: At vor Herre er med os hver især alle dage indtil verdens ende. I tykt og tyndt. I sorg og glæde. I liv. Og i død. Det er det, evangeliet drejer sig om. Barnet i krybben. Manden på korset.
Hele Guds fortælling med os handler om, at vi hænger sammen. Og at det er kærlighed, der driver værket. At Kærlighedens Ånd har os. Og vi kender jo kærligheden. Den er virkelig. Den kan ændre vores liv. Den kan redde os. Den kan få os til at gøre utrolige ting. Og den lader os leve i evighed.

For når vi ringer med klokkerne og samles om kisten i kirken i dag. Så hører vi, at vi har fået det håb, at den kærlighed, der gør livet stort og godt, endda på trods af det, der gør ondt, at den kærlighed fortsætter med os uanset hvad. I død og i liv. Så vores døde som er gået i forvejen må feste sammen i kærligheden hos Gud. Så vi allerede nu i livet med hinanden, må få nye kræfter til at leve kærligt sammen.

Fred være med Lis.

Fred være med os alle.

Amen

RAV

Mor med sine søstre i haven 2018

Mor og far forår 2017

En rose i hækken ved gravstedet