Carl Anton Jepsen
Carl Anton Jepsen blev født i 1938 på gården, der ligger lige vest for Holmstrup Kirke, som eneste meget ønskede barn af Valborg og Anton Jepsen.
Carl Anton gik i Holmstrup Skole 3 år i lille klasse og 4 år i store klasse. Hovedet var godt, men Carl Anton ville være landmand, så trods både lærer og forældres mange opfordringer, kom han ikke på realskolen. Efter sin konfirmation i 1952 tog han på Ubby Efterskole og uddannede sig efterfølgende til landmand ved Kærhave Landbrugsskole.
Allerede som barn under krigen, lærte Carl Anton at holde på en hemmelighed, da hans forældre hjalp jødiske venner med at komme væk fra besættelsesmagten og senere ud af landet. Den jødiske familie og deres efterkommere holdt Carl Anton sammen med sin hustru Ingeborg kontakten med gennem hele livet.
Carl Anton blev aktiv i Venstres Ungdom - ikke kun på grund af de gode fester, men fordi han gennem hele sit liv var liberal med en indædt tro på frisind og folkestyre. Carl Anton viste sammen med sin hustru Ingeborg gennem hele sit liv, at når man er ægte liberal, så har man frihed og pligt til at hjælpe folk omkring sig, når de oplever modgang og har brug for omsorg og hjælp.
Det var også i Venstres Ungdom at Carl Anton mødte sin Ingeborg. De giftede sig i 1967 og flyttede til Aggersvold på et lille landbrug, hvor døtrene Anne og Mette blev født.I 1977 købte de Vængegården i Tornved, og skabte her deres blivende hjem for børn og børnebørn.
Ved siden af landbrug og familieliv, var Carl Anton aktiv i Venstre, som kredsformand i Holbækkredsen og som amtsformand i Vestsjællands Amt. I rollen som amtsformand var han hovedbestyrelsesmedlem, og derfor tættere end de fleste på beslutningen om at lave SVregeringen i 1977. Som politiker var hans tilgang til samarbejde pragmatisk og han troede på politisk samarbejde over midten i dansk politik, uden nogensinde at give køb på sin liberale tankegang.
Den liberale tankegang og ønsket om bredt samarbejde blev også kendetegnende for hans mere end 20 år som kommunalbestyrelsesmedlem i Tornved Kommune. Her arbejdede Carl Anton især i socialudvalg samt med skole-og kulturpolitik. I 1993 blev han valgt som borgmester. Tornved Kommune havde på det tidspunkt landets højeste skatteprocent og høj arbejdsløshed. Efter 4 år måtte han give stafetten videre, men havde med sit gode hoved og sit vindende væsen bidraget til at Tornved ikke længere havde den kedelige skatterekord, samt etableringen af Sølyst og Bødkervej som vækst- og erhvervsområder, der i dag fortsat er hjørnesten i lokalområdets virkelyst og udvikling.
Efter borgmestertiden arbejdede Carl Anton for Danstein med base i Jyderup. Arbejdsmæssigt blev det hans lykkeligste år med godt kollegialt fællesskab, nyt fagområde og mange spændende opgaver som forretningsfører for nye stenhuggerbutikker rundt omkring på hele Sjælland. Som 75-årig gik han ned på en 4 dages uge, og arbejdede derfor kun 37 timer om ugen. Carl Anton stoppede definitivt sit virke hos Danstein som 83-årig i 2021.
Som familiemenneske og ven har Carl Anton sat dybe spor i alle, der har været så heldige at kende ham godt. Sammen med Ingborg skabte han et varmt og åbent hjem for døtre, svigerbørn og ikke mindst børnebørn, og for den tætte vennekreds, der aldrig gik forgæves tii Vængegården. Vi mindes Carl Anton som en begavet, kærlig, humoristisk og omsorgsfuld mand, der med sin ydmyghed og venlighed mestrede at være i centrum uden at tage plads fra andre.
Carl Antons måde at forvalte sit liv og sine relationer på, vil altid være et forbillede for børn og børnebørn.
Vi slutter med barnebarnet Davids ord :
Morfar er på sin måde en sten. Stærk og evig er han, sætter mærker i hjerter af sten. Morfar
sætter sten i menneskers hjerter. Jeg ønsker at morfars mærker i hjerter og sten altid vil stå.”