På dette gravsted, hvis størrelse med tiden er blevet halveret, hviler familiemedlemmer fra slægtsgården Hestholm, som har været i slægtens eje i seks generationer siden 1811.

1. Den første ejer var Jens Pedersen, som blev gift med Kirsten Jacobsdatter 27/1-1798 i Skibby Kirke. Da Jens kom fra Orø boede parret der, indtil Jens den 15. januar 1811 overtog Hestholm. Deres tre børn Peder, Karen og Sidse blev født på Orø, men de to piger blev konfirmeret i Skuldelev Kirke. Både Sidse og Karen blev gift og bosatte sig i Slangerup, hvor Sidse fik fire børn.

2. Den 11. september 1827 blev gården overtaget af sønnen Peder Jensen født 27/9-1798 – død 27/11-1852. Han var gift med Ane Henriksdatter fra Allerslev – død 10/6-1874. De fik tre sønner Henrik f. 11/8-1831, Jacob f. 27/3-1833, men han døde efter en uge, Jacob f. 9/9-1835. Efter Peders død sad Ane i uskiftet bo og den ældste søn Henrik var gårdbestyrer i nogle år. Henrik var blevet gift med Kirsten Pedersen den 7/4-1854 og de fik samme år en søn Peder Jensen Pedersen. Denne familie flyttede i 1857 til Sandbjerg i Birkerød, hvor familien øgedes med to døtre Henriette 1857 og Boline 1859 samt Jens Ludvig 1865 og Ane Marie 1866.

3. Sønnen Jacob Pedersen overtog gården den 4. september 1857. Han døde 20/3-1905. Han var blevet gift 17/7-1856 med Ane Larsdatter født 9/4-1837 – død den 6/1-1905. De fik fem børn: Anna Marie f. 18/6-1858, Lars f. 18/1-1860, Peder f. 8/2-1866, Jens f. 25/12-1870 og Karen Boline f. 3/3-1879. Fra 1900 til deres død boede Jacob og Ane i Frederikssund på aftægt hos Anna Marie og hendes mand. Lars blev gift med datteren på Børregård, som han blev ejer af. De fik seks børn Laura Christine,1879, Henriette Christine 1881, Anna Karoline 1885, Jens Axel 1891, Just 1898 og Olga Henriette 1901. Peder stiftede familie og flyttede til Hørup, hvor han fik tre døtre Valborg 1894, Agnes 1896 og Elna 1898. Senere flyttede han sin vognmandsforretning til Frederikssund. Karen Boline blev gift med en bror til Anna Maries mand og flyttede til København, hvor hun fik en datter Viola 1900.

4. Den 10. januar 1900 blev sønnen Jens Pedersen ejer af Hestholm. Han var født den 25/12-1870 og var blevet gift med Ingeborg Athalia Kathinka Christensen den 20/3-1896 i Sankt Mathæus Kirke. Hun var født i København den 10/5-1871. Jens og Ingeborg fik otte børn: Knud f. 24/8-1896, – Vilhelm f. 30/5-1898, - Helga f. 6/3-1900, - Poul f. 27/5-1901, - Carla og Dora f. 21/4-1906, Jacob f. 30/6-1909 og Karl f. 22/2-1911. Ingeborg døde den 25/2-1930 – Jens blev boende på Hestholm til sin død 29/5-1955.

5. Den 11. juni 1947 overtog sønnen Jacob Pedersen gården. Han blev født den 30/6-1909 og døde den 3/4-1982. Han blev gift med Esther Margrethe Simonsen den 14/9-1940. Hun var født i Lyngerup den 7/12-1920 og døde 9/8-2007. Jacob og Esther fik seks børn: Kirsten f. 1941, Hanne f. 1943, Svend Erik f. 1948, Niels Jørgen f.1949, Jens Otto f. 1956 og Hans Simon f. 1959.

6. Deres yngste søn Hans Simon Pedersen overtog gården den 31. december 1980. Simon blev gift den 30/12-1989 med Lise Stevns Mogensen f. 1962. Simon og Lise har tre drenge: Jonas f. 1989, - Emil f. 1991 og Troels f. 1993

Følgende skrev Jacob i forbindelse med at han modtog ridderkorset september 1978:

Skuldelev d. 15. jan 1979 - Til Ordenshistoriografen, Amalienborg, København

Da det under 6. september 1978 allernådigst har behaget H.M. Dronningen at tildele mig Dannebrogordenens Ridderkors, skal jeg hermed fremsende min levnedsberetning til Ordenshistoriografen.

Jeg er født d. 30. juni 1909 på Hestholm Skuldelev By og Sogn Frederiksborg Amt, som søn af gårdejer Jens Pedersen og hustru Ingeborg født Christensen. Jeg var nr. 7 af en børneflok på 8. Min barndom tilbragte jeg i hjemmet og min skoleuddannelse fik jeg i Skuldelev Skole, som den gang var en 4 kl. skole, hvor skolegangen om sommeren begyndte kl. 7. Det var altid dygtige lærere, men jeg mindes dem altid som meget strenge.

Efter min konfirmation deltog jeg i landbrugsarbejdet på gården, det var tit hårdt arbejde. Man havde dengang ingen tekniske hjælpemidler og alt markarbejde foregik med heste som trækkraft.

Min far var i nogle år medlem af Skuldelev-Selsø sogneråd, i en periode som formand og det medførte at hele administrationen flyttede hjem på gården. Han var meget politisk interesseret og det medførte at mange af datidens kendte politikere, hvoraf flere beklædte statsministerposten, var gæster på Hestholm. Det var navne som Niels Neergaard, TH. Madsen Mygdal og Knud Kristensen m. fl.

Det bevirkede at mange af de ting, som skulle udføres med hensyn til gårdens drift, blev pålagt mig og da landbrug altid har været min store interesse så faldt det mig ikke svært. Min landbrugsuddannelse blev suppleret som elev på Ny Toftegård i Ølstykke og landbrugsskoleophold på Slangerup Landbrugsskole.

Det var meget svære tider da landbrugskrisen satte ind i trediverne, ingen kan vel i dag forestille sig hvor fattigt det var og hvordan man kun ved yderste sparsommelighed slap igennem de svære år, hvor mange landmænd måtte gå fra gårdene.

Det var et politisk vågent hjem jeg var opvokset i og det medførte at jeg hurtigt kom ind i det politiske ungdomsarbejde og blev valgt som formand for Venstres Ungdom for Frederikssund og Omegn. Der var i disse år stærke politiske spændinger inden for de politiske ungdomsforeninger særlig VU og KU stod meget skarpt over for hinanden. Det medførte en livlig mødevirksomhed hvor bølgerne under tiden gik højt.

Jeg interesserede mig meget for ridesporten og det var medvirkende til at vi var en flok ryttere, der fik startet Horns Herreds Rideklub, som sener fik opført sit eget ridehus i Lyngerup og jeg var i en periode formand for denne, ligesom jeg også i nogle år var formand for de Samvirkende danske Køre og Ride foreninger.

I 1940 blev jeg gift med Esther Magrethe Simonsen fra Lyngerup som er mig en god og uvurderlig støtte, idet jeg tit på grund af offentligt arbejde må være borte fra gården. I de første år efter vort giftermål bestyrede jeg gården, idet min mor var død allerede i 1930 og min far blev boende på ejendommen. I 1950 overtog vi så gården, hvor vi ret hurtigt gik i gang med en omfattende ombygning af driftsbygningerne for at skaffe plads til en udvidelse af besætningen.

Også det landøkonomiske arbejde havde min interesse jeg blev indvalgt i bestyrelsen for Horns herreds og Frederikssundegnens landboforening, i en årrække som næstformand indtil der skete en sammenlægning med Frb. Amts Landboforening. Derefter var jeg i nogle år medlem af bestyrelsen for den nye nordsjællandske landboforening.

I 1952 blev jeg udnævnt til sognefoged for Skuldelev Sogn, det var et interessant job som bl.a. medførte at man skulle møde med de unge værnepligtige på session og være giftefoged. Derimod var en anden gren af hvervet, nemlig som pantefoged ikke altid så rart.

Interessen for politik førte efterhånden med sig at jeg kom med i vælgerforeningens arbejde og det medførte at jeg i 1958 blev indvalgt i Skuldelev-Selsø Sogneråd. I 1962 blev jeg valgt til sognerådsformand. Skuldelev-Selsø var kun en lille kommune på ca. 1400 indb. Hele personalet bestod af kommunesekretæren og en elev. Det skabte den nære kontakt med kommunens borgere som er af stor betydning.

Kommunalreformen var under forberedelse i disse år og da vore to nabokommuner Skibby og Ferslev-Vellerup var i gang med forberedelserne til sammenlægning, valgte man i Skuldelev-Selsø at gå med i det forberedende arbejde. Det gav til resultat at de 3 kommuner i 1966 blev sammenlagt til en Skibby kommune, hvor jeg blev valgt til viceborgmester. Der var gået et stort arbejde forud idet der blev bygget et nyt rådhus, hvor hele kommunens administration blev samlet, og man gik i gang med at svejse de tre kommuner sammen til en enhed.

Der er mange problemer der skal løses ved en ændring af kommunegrænsen, men det var sikkert godt at det skete 4 år før kommunalreformen i 1970, hvor jeg blev genvalgt til byrådet og samtidig blev jeg indvalgt i Frb. Amtsråd. Her blev jeg valgt til medlem af teknisk udvalg og sygehusudvalget, et meget interessant arbejde hvor jeg kom i kontakt med mange mennesker over hele Nordsjælland.

I 1974 blev jeg valgt til borgmester i Skibby Kommune og samtidig var jeg blevet genvalgt til Frb. Amtsråd. Det blev en overordentlig arbejdskrævende tid, hvor mange og store opgaver skulle løses. Frb. Amt havde en årlig tilvækst på ca. 10000 indb. det krævede en grundig planlægning og en stor arbejdsbyrde i udvalgene for at få alt til at køre.

I Skibby kommune var der foregået en stor udvikling. Et nyt plejehjem var blevet opført med plads til 30 beboere, en ny fløj havde man bygget til rådhuset for at skaffe plads til den voksende administration. Flere og større opgaver er lagt ud til kommunen og det kræver større personale. En stor idrætshal var opført til gavn og glæde for de heldigvis mange sportsinteresserede.

Et omfattende skolebyggeri var i gang ved Marbækskolen. Nye børnehaver var opført først i Skibby og senere i Skuldelev med plads til 40 børn hvert sted.

Pensionistboliger er opført både i Skibby, Skuldelev og Ferslev, ligesom der er opført beskyttende boliger ved Nordhøj i Skibby, alt sammen for at de ældre mennesker længst mulig kan blive i deres hjem og i den forbindelse er gennemført en omfattende madudbringning samt en hjemmehjælpsordning.

Efter at jeg ved kommunevalget i 1978 var blevet genvalgt som borgmester, men hvor jeg var udtrådt af Frb. Amtsråd, fortsatte arbejdet i byrådet. Der udarbejdes lokalplaner for de enkelte områder bl.a. for de små landsbyer hvoraf der findes flere i Skibby kommune.

Man arbejder nu på færdiggørelsen af kloakeringen i det vestlige område og påbegyndelse af et nyt renseanlæg og kloakering ved Skibby. Endvidere bygges manglende klasselokaler samt en ny idrætshal ved Marbækskolen. Skibby gl. skole bliver ombygget til bibliotek og ungdomsskole samt børnehave. Som man ser er der sket en voldsom udvikling inden for det kommunale område i disse år.

Jeg har i alt dette så vidt mulig søgt at nå frem ad forhandlingens vej, for at øve ret til alle sider og for at skabe så gode forhold som muligt for kommunens borgere.

Esther har selv skrevet følgende:

Glimt fra min barndom:
Jeg voksede op i Lyngerup, hvor vi havde et ualmindeligt godt sammenhold til hele min fars familie, som var jævne bønder. Min mors familie var bymennesker og som sådan mere højtidelige og "konservative".

Glimt fra min skoletid:
Begyndte i den stråtækte i Landerslev hos frk. Aspe, som var en streng og meget bestemt dame. Jeg følte mig altid lidt udenfor, da far var sognerådsformand, hvilket indebar mange vanskeligheder for mig hele skoletiden, for lærerne ville jo nok tækkes far, det var det samme som mobberi i dag. Efter tre år i Landerslev blev det fire år på Femhøj, der dog var teglhængt. På realen måtte jeg ikke komme, det var ligesom i mors øjne kun tiltænkt drenge, der skulle uddanne sig, en pige var ikke noget.

Glimt fra min uddannelse, læreanstalter, lærepladser osv.:
Efter mange forgæves forsøg på at komme i manufakturlære, fik far chancen for at blive postekspeditør i Krogstrup ved midtbanens nedlæggelse 15. maj 1936. Far sagde ja, hvis jeg ville passe kontoret, hvilket jeg sagde ja til.

Så jeg kom 14 dage på postkontoret i Frederikssund og så var det op til mig alt sammen. Far havde ikke en disse begreb om noget de første tre år, så da var jeg nok uofficielt Danmarks yngste postekspeditør. Jeg gik op i det med liv og sjæl og efter mit giftermål i 1940 fulgte jeg det ivrigt op, når der var lejlighed til det indtil Bendt sluttede i 1972.

Ak, ja det kære postvæsen hvor er det ynkeligt i dag, men det er tidens tegn.

Om min mor:
Hun var en meget streng og bestemt dame, og over for hende skulle det være kæft trit og retning. Et nej til noget var nej og der skulle meget til, for at få et ja fra hende, så det var en meget svær og tung både barndom og ungdom. Nu tillægger jeg det at hun var 40 år før hun fik mig - den ældste af to søskende. Jeg ved ikke engang om jeg respekterede hende, skulle vi noget og have hendes accept, måtte vi som regel lyve. Det, kan jeg se i dag, ikke rigtig var sagen, og det er nok det som har været medvirkende til min senere livsførelse, som hen ad vejen har medført mange problemer for mig.

Min mor skulle man ikke komme og sige du til. Hun blev meget forarget, når nogen ville være dus med hende:" Hvad bilder de sig ind", var gerne hendes svar.

Om min far:
Han var født bonde og blev aldrig andet, men han forstod at føre sig alle steder, og det var sikkert og vist en torn i mors øjne.

Far kunne altid følge os unge og forstå os, så der var ingen problemer. Han kunne også altid følge os i vores løjer og skarnstreger.

Om mine bedsteforældre:
Min farfar har jeg aldrig kendt, han overtog Lyngerup Mølle efter sin far og min farmor, som var fra Sæby. Hende har jeg kun hørt omtalt som en meget tung dame.

Min morfar forlod min mormor og fire små piger, som hans forældre så måtte sørge for, hvilket var noget af en tragedie dengang, det må have været ca. 1884-85. Min mormor kan jeg huske som en stille kone, altid i lang nederdel, overdel hvid mols-stykke, hue eller kyse hvad man vil. Hun boede hos min moster Karen i Oppe-Sundby Villaby, hun besøgte os et par gange om året og så skulle vi gerne have æbleskiver. Hun døde i 1926 måske 27.

Om min ægtefælle og børn:
Jeg blev gift 14-9-40 med Jacob, stolt var jeg, som på det tidspunkt havde kunnet få en mand som ham, der var efterstræbt af alle Frederikssund egnens piger.

Vi havde efter min vurdering et meget fint ægteskab, gnidninger kunne der vel være, men ellers er det vel ikke helt perfekt.

Jacob bar mig faktisk på hænder og forkælede mig, kan jeg se nu, over alt på jorden, en bedre ægtemand end ham skal man nok lede efter, jeg var bare meget, meget heldig.

En dejlig børneflok fik vi også, som vi var enige om, vi ikke ville være foruden, selvom det lige fra Kirsten og til Simon tit måtte give os nogle økonomiske afsavn. Dem kender man ikke til i dag - vær I glade for det.

De store oplevelser:
Det var vores første rigtige ferie til Norge i 1974, hvor var det skønt, men turen til Færøerne i 1981 var endnu mere overvældende (tag aldrig dertil uden at sejle) indsejlingen kl. 22 var så betagende, at det ikke kan beskrives. Vi så en masse deroppe i de otte dage det varede.

Senere har jeg været i Skotland, det var en skuffelse. Rusland, så havde man set det, men jeg ønskede ikke at komme der igen. Østrig var et dejligt land, Jugoslavien var bare alle tiders, men hvor trist, for nu må alt det skønne, som man så dengang dernede, være forbi, sådan som der er raseret og hærget over det hele.

Ovenstående er revideret december 2018