Gråbrødre Kirkegård

De begravede
På kirkegården ligger et bredt udsnit af Roskildes befolkning begravet. Der er folk med tilknytning til kathedralskolen, som rektorerne Søren Bloch og J.H. Tauber. Der er de store købmandsslægter Bruun, Brønniche, Kornerup og Borch, embedsmænd og politikere som Johannes Dam Hage og C.C.V. Liebe, håndværkere som murerdynastiet Schledermann, eller de til domkirken knyttede som domprovst Gude og kirkeværgen Steen Friis. Her er også krigergrave over unge mænd, der faldt ved Dybbøl i 1864. Dertil kommer kunstnere som forfatteren Gustav Wied, organisten Hans Matthison-Hansen og komponisten C.E.F. Weyse. Sidstnævnte boede ikke i byen, men hans tilknytning til Roskilde var så stærk, at han ønskede at blive begravet her.