Alfred Hansen

Borgmester A Hansen copy

 

Borgmester Christian Alfred Hansen

Alfred Hansen blev født den 14. maj 1882 i Holbæk som søn af skræddersvend Niels Christian Hansen og Maren Christine Nielsen. Begge hans forældre var slidsomme mennesker, som var stærkt optaget af samfundsforhold og det var i barndoms-hjemmet, Alfred Hansens socialpolitiske interesse blev grundlagt.

Det var vigtigt for hans forældre, at han og broderen fik en god skolegang, hvorfor de indmeldte begge i en privat betalingsskole. Alfred Hansen kom i lære som typograf på Holbæk-Posten. Efter endt læretid tog han på højskolerne i Frederiksborg og Askov, hvorefter han vendte tilbage til sættekassen og blev i 1911 formand for typografernes fagforening i Holbæk. En stilling han beklædte i 16 år.
I 1917 indvalgtes han i Holbæk byråd for socialdemokratiet, og allerede 2 år senere blev han Holbæks første folkevalgte borgmester, godt nok ved lodtrækning på grund af stemmelighed, men derefter blev han gang efter gang genvalgt til posten, ofte uden modkandidater, og sad i borgmesterstolen uafbrudt i 35 år.
Ved siden af borgmestergerningen havde Alfred Hansen en mængde andre tillidshverv både kommunalpolitiske som partipolitiske.

Alfred Hansens lange borgmesterperiode var nok en vanskelig tid, men den store udvidelse af havnen i 1920 var stærkt medvirkende til byens vækst og den centralt placerede havn forblev Holbæks livsnerve. Der var kriseår i 1930-erne og krigen fra 1940 – 45 gjorde det ikke lettere, men Alfred Hansen kunne se tilbage på tilbage på en tid, hvor Holbæk var blandt de største købstæder på Sjælland og som havde et godt ry som egnens handelscenter, ligesom han var initiativtager til igen at få et træskibsværft til byen, et værft som blev en af byens største arbejdspladser.

Alfred Hansen trak sig tilbage fra det politiske liv i 1954, da han ikke genopstillede til valget. Han døde på befrielsesdagen den 4. maj 1957, hvor alle byens flag var oppe, men på rådhuset gik de på halv stang.

Alfred Hansen var gift 2 gange. Første gang med Dagmar Hansen, som døde i 1949 efter mange års sygdom. Ved sin død efterlod han hustruen Ellen Hansen og datteren Adda.

Jan Sohn, 2014.


Holbæk Amts Venstreblad bragte den 6. maj 1957 nedenstående mindeord
af borgmester Carl Nielsen:

Det var det kulturelle arbejde, der havde Alfred Hansens største interesse inden for kommunalpolitikken, og på dette område ydede han gennem de mange år, han havde sæde i byrådet, en meget betydelig indsats.

Især bibliotekssagen havde hans varmeste interesse, og han arbejdede meget energisk for, at biblioteket kunne få bedre egnede lokaler. Det har ham en skuffelse at opførelsen af et nyt bibliotek måtte opgives, men han var glad for, at spørgsmålet om bibliotekets flytning til Landmandsbankens ejendom i Nygade var bragt i orden, og at et enigt byråd stod bag beslutningen herom.

Også skolen og dens arbejde interesserede ham stærkt, og det var i hans formandstid for skoleudvalget, at afgørelsen om opførelsen af den nye skole på Slotsmarken blev truffet.

Efter sin udtræden af byrådet i 1954 bevarede han stadig en stor interesse for byrådets arbejde. Han overværede budgetforhandlingerne, og han aflagde ofte besøg hos mig for at drøfte kommunale spørgsmål.

Alfred Hansen var en meget vidende mand, en særpræget personlighed med meget faste principper. Var han gået ind for en sag, kunne man være sikker på, at trufne aftaler blev holdt, og i alt hans arbejde var han loyal og hensynsfuld overfor andre.

Holbæk by har mistet en god borger, og vi, der var venner med ham, har mistet en god ven, et fint og nobelt menneske.

Vi vil ære hans minde.

Carl Nielsen

Jan Sohn, 2014.