Frederik Dahlgaard
Grundlægger af Holbæk Motorfabrik
Frederik Engelhard Bojsen Dahlgaard blev født i Erslev på Mors den 5. august 1881 som søn af indsidder og snedker Peder Dalgaard og hustru Ane Cecilie Mortensen.
Efter afsluttet skolegang kom den 14-årige Frederik Dahlgaard i lære på Galtrup Maskinfabrik, som fremstillede vindmotorer og vindmøller. Senere arbejdede han som svend på Aars Maskinfabrik, som producerede petroleumsmotorer og var således godt rustet til det, som blev hans livsværk.
I året 1905 skete der to skelsættende ting for den unge morsingbo. Han kom til Holbæk med en beskeden opsparing og et stort ønske om at starte egen virksomhed. Den anden ting var, at han giftede sig med Mette Dinesen, som også var fra Mors. Parret flyttede til et hus i Villakvarteret, som den nye bydel langs Kalundborgvej kaldtes.
I Holbæk havde Frederik Dahlgaard købt en grund på Skyttensvej med et vognskur, som blev indrettet til værksted, her startede han en produktion af vindmotorer, tærskeværker samt kværne til landbruget, og inden længe var der 5 mand i arbejde. Produktionen blev udvidet med vandsnegle og petroleumsmotorer, som dog blev sat på pause på grund af oliemangel under 1. Verdenskrig.
Firmaet forstod at tilpasse sig og gik mere og mere over til at beskæftige sig med vandpumper og renseanlæg til vandværker, og i 1972 ændrede man navnet til Fr. Dahlgaard AS, Vandværksindustri.
Firmaet er stadig familieejet, og fjerde generation har taget plads i direktørstolen.
Jan Sohn, 2014
Uddrag af nekrolog bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 4. november 1977
En af Holbæks kendteste industrifolk, fabrikant Frederik Dahlgaard, er død 96 år. Hans virke i Holbæk gennem mere end 70 år formede sig næsten som et eventyr. Han kom hertil fra Jylland og grundlagde sin virksomhed allerede i 1905, hvor han især satsede på vindmotorerne. Fabrikken måtte udvides gang på gang og blev en af byens store industrivirksomheder, som altid fulgte med tiden og udviklingen, hvilket gav sig udtryk i skiftende produktion, som var tilpasset tidens krav.
Ikke alene konstruerede Frederik Dahlgaard selv sine første modeller af vindmotorer, han rejste i sin tid også selv land og rige rundt for at afsætte sine produkter. Siden fulgte en stor udvikling med fabrikation af forbrændingsmotorer og senere fremstilling af automatiske vandværker og vandfilteranlæg, hvoraf der er leveret op mod et halvt hundrede tusinde over hele landet.
Op i sin høje alder fulgte han fortsat med i virksomhedens trivsel, selv om selve driften for år tilbage blev overgivet til sønnerne Henry Dahlgaard og Frede Dahlgaard.
Frederik Dahlgaard var en personlighed. Han havde den jyske stædighed i sit sind. Når han havde sat sig for at klare en ting, så blev den også klaret. Når han rejste rundt og solgte sine produkter, var det aldrig nødvendigt med meterlange kontrakter. Et djærvt håndtryk kunne afslutte handlerne, og hermed har aldrig nogen følt sig snydt. Væsentligt for Frederik Dahlgaard var kvalitet og service og på dette grundlag opbyggedes den store virksomhed.
Frederik Dahlgaard blev i sin tid fortjent tildelt Dansk Arbejdes initiativdiplom og udnævnt til Ridder af Dannebrog. Indenfor Holbæks håndværker- og industrikredse var han en kendt person, der ofte – selv om han i de sidste år ikke viste sig meget offentligt – tit tog del i debatter af principiel betydning og altid påhørtes med interesse.
Blandt alle blev han anset som en hædersmand og meddelelsen om hans død vil blive modtager med vemod i vide kredse.
Jan Sohn, 2014.
Se også:http://dahlgaard.dk/