Georg Arntz og hustru Marie Arntz familiegravsted
I dette gravsted ligger i venstre side bryggeri ejer, exam. jur. Georg Arnold Christian Frederik Arntz og hans hustru Johanne Marie Arntz født Rohde.
I midten ligger Marie Arntz´s lillesøster – halvsøster - Anna Gabrielle Hansen Jacobsen født Rohde, gift med billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen.
I gravstedets højre side ligger Petra Margrethe Rohde, som var Marie Arntz´s storesøster.
Georg Arntz blev født 9. januar 1843 i Egedesminde i Grønland, hvor hans far Frederik Waldemar Arntz var kolonibestyrer. Han overtog i 1880 bryggeriet i Nygade efter sin lillebror Edvard, som var blevet tilbudt stillingen som brygmester på Albani- bryggeriet i Odense.
Efter nogle år udvidede Georg Arntz forretningen med en sodavandsfabrik og gav virksomheden navnet: "Holbæk Bayersk- & Hvidtølsbryggeri & Mineralvandsfabrik".
Under Georg Arntz ejerskab udviklede bryggeriet sig til et sundt og veldrevet foretagende.
I 1909 solgte Georg Arntz bryggeriet til et aktieselskab og flyttede fra bopælen på Lindevej til en lejlighed i Bysøhus.
Georg Arntz interesserede sig meget for byens liv og udvikling. Var medlem af Holbæk byråd i årene fra 1895 til 1902.
Familiens hus på Lindevej var så stort, at der var god plads til gæster og det var under et besøg her, i 1902 , at søsteren Gabrielle Hansen Jacobsen døde, da hun og hendes mand, billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, var på vej til deres hjem i Paris efter hans første separatudstilling i Danmark.
Den knælende engel skabte Niels Hansen Jacobsen, omkring 1895, i tin, til en udstilling i Paris, og da var figuren kun 15 centimeter høj.
Da Gabrielle så den, udbrød hun impulsivt, da den ville hun gerne have på sin grav, når den tid kom.
Det fik hun. Den knælende engel er i fuld størrelse og udført i bronze og blev udstillet i 1904 på Den frie Udstilling og blev derefter placeret på hustruens grav.
Margrethe Rohde er Marie Arntz storesøster og hun forblev ugift. Ved sin død boede hun på Kronprinsensvej på Frederiksberg og levede af egne midler.
Jan Sohn, 2014.