Julius Mortensen

Julius Mortensen copy

 

Julius Mortensen blev født den 4. april 1855 i Haraldsted ved Ringsted som søn af indsidder Casper Hermann Johannes Mortensen og hustru Ane Cathrine Nielsdatter. Efter endt skolegang og konfirmation blev han sat i handelslære i Næstved.

Julius Mortensen etablerede sig i Holbæk 1885 som købmand og urtekræmmer i Nygade ud for Vestergade.

I løbet af få år udviklede forretningen sig til en engrosvirksomhed, som havde kunder over hele Sjælland. Firmaet Julius Mortensen & Co. strakte sig fra det vestre hjørne af Ahlgade og Bysøstræde helt op til Jernbanevej og cirka midtvejs havde han ladet opføre en 3 etagers ejendom som, ud over at være kontoradresse for alle aktiviteterne, også indeholdt kontorer og boliger for firmaets prokurist og andre ansatte.

Det var et stort foretagende, Julius Mortensen havde opbygget. Forretningerne omfattede kafferisteri, korn- og foderstofforretning, petroleumslager, Holbæk Vinimport, detailforretningen i Nygade og Holbæk Gravmonumentforretning og Stenhuggeri.

Julius Mortensen var medlem af Holbæk byråd i årene 1894 – 1902, og i den periode dannede han sammen med byråds- og købmandskollegerne Anders Larsen og Carl Reff konsortiet "Møllegaarden", som opkøbte markerne øst for Markedspladsen med henblik på at udvikle området. Det var rigtigt set, for byen kunne udvides mod øst, og det var på høje tid, at der skete noget, for arbejdernes boligforhold inde i byen var både uhygiejniske og usunde. Det blev til et kvarter, hvor gaderne fik navne efter borgere, som havde stiftet legater til fordel for byens fattige.

Julius Mortensen var gift med Helga Marie Dagmar født Nitsche, som døde i 1901. Der kendes 1 barn i ægteskabet, nemlig Gerda Nitsche Mortensen, som blev født i 1900.

I 1911 byggede Julius Mortensen det store, smukke gulstens hus på Bakkekammen 40 med den store have og den enestående udsigt over Holbæk fjord.
Julius Mortensen døde den 21. januar 1924, og hermed sluttede en epoke i Holbæks erhvervsliv.

Jan Sohn, 2014.


Holbæk Amts Venstreblads nekrolog i forbindelse med Julius Mortensens død

Et Dødsfald som kun faa anede nært forestaaende indtraf i Morges, idet Grosserer Jul. Mortensen, Holbæk, døde paa Kommunehospitalet, hvor han for 3 Uger siden lod sig indlægge lidende af en Halssygdom. Endnu for faa Dage siden haabede han selv paa Helbredelse, men Lægen og de faa indviede var klar over, hvor det bar hen. Da Dødsbudskabet i Dag kom, hejstes Flagene paa halv i Hovedgaden og fra mange Bygninger. Det var jo en god Borger, ja, mere end dette – et godt og fintænkende Menneske, Byen var blevet fattigere.

Julius Mortensen var født 4. April 1855 i Haraldsted som Søn af Gaardmandsfolk. Han kom efter Konfirmationen i Handelslære i Næstved og den 1. April 1885 etablerede han sig i Holbæk med en Kolonial- og Urtekramforretning i Nygade. Den blev hurtigt en af Byens største.

Det var jo i den store politiske Kamps Kulminationstid, og Omegnens Demokrater saa i den unge Venstremands Butik et naturligt Modtræk overfor den økonomiske Krig.
Forretningen voksede hurtigt fordi den blev ledet med Købmandsmæssig dygtighed og stor personlig Elskværdighed. Imidlertid havde Jul. Mortensen begyndt en opblomstrende Engros-Virksomhed ved siden af Detailforretningen, og i 1902 afstod han denne for dog tre Aar senere atter at overtage den, hvorefter den blev drevet af en Bestyrer til 1912, da den ophævedes.

Skønt det lå i Jul. Mortensens Natur, at han ønskede at gøre sig saa lidt bemærket som muligt udadtil, kunde han med sit ansete Navn og sin afholdte Personlighed ikke undgaa at faa offentlige Hverv.

Han stod, som den fuldtro Demokrat, han var, ved Anders Larsens Side under det kommunalpolitiske Gennembrud og indvalgtes i Byrådet ved det historiske Valg den 3. Januar 1900, da Demokratiet tog Styret fra Højre.

Private Forhold gjorde dog, at han allerede den 29. December 1902 udtraadte af Raadet, idet han efter sin Hustrus Død for nogen Tid tog Ophold i København.

Endvidere havde Jul. Mortensen været Medlem af Sundhedskommissionen, og ved sin Død sad han i Handelsretten og var suppleant i Forsikringsnævnet. Et Hverv han ogsaa beklædte i sine sidste Aar, ved vi, at han tog imod med Glæde, vi mener Hvervet som Formand for Museumsforeningen.

Alle Spørgsmål af kulturel Betydning havde hans varmeste Interesse. Hans kæreste Sysler var viet Historie, Kunst og Litteratur, og han sad der inde med et Kendskab, som ikke blev mindre Dyb, fordi han aldrig søgte at glimre med sin Viden.

Beskedenhed i bedste Forstand var et fremtrædende Træk i Jul. Mortensesn Karakter. Hans store aandelige Blufærdighed forbød ham at agitere for sine Meninger i nogen som helst Form.

Han var radikal Venstremand og sad i mange aar i Frisindet Vælgerforenings Bestyrelse, hvor han var højt skattet; men det vilde have været umuligt at faa ham til at tage aktiv Del i Arbejdet – ikke for selve arbejdets Skyld, men fordi det var ham aldeles umuligt at søge at vinde andre for sine Meninger. Enhver Art af Propaganda laa hans Natur fjern. Men ved sit blotte Eksempel, ved sin hjertevindende personlige Egenskaber, ved sin Offervillighed, ved sin storstilede, i det stille udøvede Godgørenhed virkede han agiterende for Borgerdyd og alt, hvad godt er, i et Omfang, som han aldrig selv fik nogen Anelse om.

I den By, Hvor Julius Mortensen fik sin store Gerning og levede sit stille Liv, vil ved Budskabet om hans Død alle mødes i Erkendelse af, at det var et af de nobleste og bedste Mennesker, der nu har ophørt at være.

Af nære Paarørende efterlader den Afdøde sig en voksen Datter og en Broder, hvilken sidste i mange Aar har været ansat i Forretningen.

Begravelsen vil formentlig finde Sted i Familiegravstedet paa Holbæk gamle Kirkegaard.

Jan Sohn, 2014.