Hans Peter Diethmer

MURERMESTER HANS PETER DITHMER jun.
Hans Peter Dithmer jun. blev født 27. november 1863 som søn af murermester Hans Peter Dithmer og hustru Jacobine Marie Gottschalck.
Han blev borstaveligt født ind i et familiedynasti af murermestre i Holbæk. Den første var Johan Christopher Dithmer, som var indvandret fra Hanover i Tyskland og ses første gang i folketællingen fra 1801. Herefter hed sønnerne, som blev murermestre i Holbæk alle Hans Peter til fornavn i 3 generationer.
Hans Peter Dithmer nedsatte sig i 1892 som murermester efter at have søgt inspiration i udlandet, sikkert som naver, som det dengang var almindeligt.
Blandt hans første byggearbejder kan nævnes Sygehuset i Sæby og Økonomisk Selskabs hus på Lindevej i Holbæk.
Hans Peter Dithmer opførte i årenes løb flere markante bygninger i Holbæk amt, bl.a. Holbæk Raadhus, Amtssygehuset og Sindsygehospitalet i Nykøbing Sjælland.
I forbindelse med indvielsen af Raadhuset blev Hans Peter Dithmer udnævnt til ridder af Dannebrog.
Ved siden af murerforretningen havde Hans Peter Dithmer mange faglige tillidshverv. Han var forstander for teknisk Skole på jernbanevej og medlem af Håndværkerforeningens bestyrelse og bestyrelsesmedlem af Østifternes Murer- og Tømrermesterforening.
Hans Peter Dithmer var også medlem af Holbæk byråd i to perioder. Første gang fra 5/1-1903 til 31/12-1908 og igen fra 10/3-1909 til sin død 4. juni 1917.
Jan Sohn, 2014.
Uddrag af nekrolog bragt i Holbæk Amts venstreblad 6. juni 1917:
Murermester P. Dithmer jun. blev i Lørdags pludselig Syg. Lægen konstaterede Blindtarmsbetændelse og Patienten blev indlagt paa Sygehuset. Da Sygdommen imidlertid gik over i Bughindebetændelse, var alt Haab ude, og Dithmer døde allerede Mandag Aften ved 7-Tiden.
Dithmer valgtes første Gang ind i Byrådet i januar 1903, og siden har han siddet i Raadet. Han blev valgt af Højre og var Højremand af Natur og Opdragelse; men hans nære Forbindelse med det praktiske Liv gjorde, at han forstod Fremskridtstankerne og ofte selv delte dem.
Hertil kom, at han altid var loyal i Samarbejdet med Repræsentanter fra andre partier i de Kommissioner og Udvalg, han havde Sæde i. P. Dithmer vil blive savnet i det kommunale Arbejde i Holbæk.
Den afdøde efterlader sig Hustru og 3 Børn, hvoraf den ældste Søn formentlig vil fortsætte Forretningen.
Jan Sohn, 2014.