William Richard Tidemand

William Richard Tidemand blev født på Frederiksberg i 1832 som søn af kancelliråd, skolebestyrer Odin Tidemand og hustru Pouline Vilhelmine Marie Sommer.
Allerede som 14 årig kom han til Holbæk for at lære manufakturhandlen hos købmand Seidelin på Ahlgade. Efter endt læretid tog han til Hamborg for at videreuddanne sig, og vendte tilbage i 1855 for at overtage sin gamle læreplads.
Tidemand var gift 2 gange. Første gang med Ane Christine Tidemand født Christensen, som han fik to døtre med, nemlig Pouline Augusta og Anna Vilhelmine.
Ane Christine Tidemand døde juleaftensdag 1880.
Tidemands andet ægteskab var med Caroline Marie født Dons. Der kendes ingen børn i dette ægteskab.
Tidemand drev forretningen frem med stor dygtighed og gjorde den kendt og velanset ikke blot i Holbæk og opland, men udover hele Sjælland, da der også var opbygget en betydelig engrosforretning.
Købmand Tidemand blev udnævnt til etatsråd og han var medlem af Holbæk byråd i årene 1873 – 1890 og fik en vej opkaldt efter sig i det nye kvarter, som blev bygget øst for byen i begyndelsen af 1900-tallet. Tidemand blev i 1911 udnævnt til etatsråd.
Tidemand huskes i dag nok mest for den smukke gave, som han og hans hustru Caroline Marie Dons forærede Holbæk i 1898, nemlig det store jordstykke langs Kalundborgvej, hvor Strandparken ligger i dag.
Ved en smuk højtidelighed blev der i forbindelse med Strandparkens 25-års jubilæum i 1923 afsløret er smukt mindesmærke for etatsråd Tidemand ved indgangen til parken.
Efter næsten 40 år med foden under egen disk solgte Tidemand forretningen til købmand Reff. og ægteparret trak sig tilbage til privatlivet og boede dels udenfor byen på Allerupgård og dels på Frederiksberg, men i 1904 vendte de permanent til bage til Holbæk og slog sig ned i en villa lige op til deres elskede Strandpark.
William Richard Tidemand døde 11. november 1916 og Caroline Marie Dons den 22. oktober 1923.
Jan Sohn, 2014.
Læs ægteparrets gavebrev til Holbæk på dette link:
Betingelserne i W. R. Tidemand og hustrus gavebrev til Holbæk kommune
I de år William Richardt Tidemand og Caroline Marie Dons boede på Frederiksberg holdt de meget af at spadsere i Frederiksberg Have og fik tankerne til et tilsvarende anlæg i Holbæk, og de havde jorden, hvor den kunne anlægges.
Caroline Marie Dons var datter af forpagter Dons på Holbæk Slots ladegård og hun fik, som sin arvelod i forbindelse med sit ægteskab, de marker langs med vejen til Kalundborg og som skråner så blidt ned mod fjorden.
Købmandsparret ønskede, at den ro de fandt i Frederiksberg Have skulle overføres til deres park i Holbæk "sådan, at det er en Vederkvægelse og Behagelighed at opholde sig dersteds, uden at man behøve at gribe til forstyrrende Tiltrækningsmidler. De Betingelser vi derfor stiller ere følgende:
- at der paa Ejendommen tilvejebringes et passende Parkanlæg, hvilket vi erkende at ville blive opfyldt når den af Anlægsgartner O. Høeg Hansen udarbejdede Tegning gennemføres.
- at dette parkanlæg bestandig vedligeholdes og holdes i god Orden.
- at der anbringes Borde og Bænke paa passende Steder, hvor de besøgende kunne nyde medbragte Fødemidler, forsaavidt de iagttage gældende Ordensbestemmelser.
- at der ikke maa anbringes Karruseller eller lignende Indretninger, der foraarsage Støj eller anden Ulempe.
- at der ikke maa afholdes larmende Møder eller saadanne, som kunne antages at ville foranledige Uenighed, og navnlig maa politiske Møder være strængt forbudte."
Jan Sohn, 2014.