Anton Jørgen Bach


(1893-1967)
Direktør Bach har været ansat i A/S De Forenede Jernstøberier (D ♦ F ♦ J) i 47 år.
Han kom i maskinlære på Buaas Maskinfabrik i Aalborg i 1911 og dimitterede fra Odense Maskinteknikum i 1920. Samme år tiltrådte han en stilling som salgsingeniør ved D ♦ F ♦ J i København, men kom få år efter til Aarhus.
I 1939 tiltrådte han som overingeniør ved selskabets fabrikker i Frederiksværk, der fremstillede gryder og kedler ("Salamander") til alle former for brændsel samt elkomfurer, bageovne, strygejern m.m. For enden af denne bygning hang der en gammel jernvægt, der gav udslag fra et visitkort.
I 1945 blev han udnævnt til fabriksdirektør og igennem sin alsidige beskæftigelse i firmaet kom han i kontakt med mange mennesker inden for handel og industri. Han havde ved sin personlighed, dygtighed og retlinede karakter skabt respekt om sin person.
Han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og havde gennem årene mange tillidshverv, således var han i en periode formand for Boligforeningen af 1940 i Frederiksværk og for Frederiksværk Håndværker- og Industriforening. Han var bl.a. medlem af bestyrelsen for Foreningen af Danske Jernstøberier.
Han var medstifter af Frederiksværk Sejlklub sammen med C.W. Berntsen i 1941.
Ære være hans minde.