Billedhugger Preben Boye
16. juli 1944 - 15. oktober 2014
Engledalen
Der er 12 engle af Preben Boye .Hvis man bevæger sig fra Margrethe kapellet mod højre, vil man komme til Engledalen.
"Det hele begyndte ved år 2000 skiftet med et møde med Charlotte Skibsted, Naturkirkegårdens arkitekt , formanden for menighedsrådet, Kirkegårdslederen og Preben Boye.
Der skulle tænkes tanker om skulpturer til Naturkirkegården og Preben Boye fik en tænkepause og vendte tilbage med idéen om en engledal med 12 engle.
Det blev aftalt, at der skulle leveres en engel om året med fuld returret, hvis ikke den levede op til forventningerne.
Alle engle blev hver gang modtaget med stor begejstring. Boye arbejdede hver vinter med en engel, som han havde fundet granitten til om efteråret.
Englene skulle symbolisere det, de er : Sendebud mellem Gud og menneskene.
Englene skulle referere til fortællinger fra biblen og ikke give associationer til juleengle med små runde rumper og trompeter.
Det skulle være engle, der kom på Guds bud. De havde, som i biblen vingerne slået ned eller var helt uden vinger, de kunne dog flyve.
Den første engel kom fra Ezekiels bog og kunne bevæge sig i alle retninger uden at gå eller flyve..
Senere kom der Serafer; Ærkeengle og Keruber, som tjener Gud.
En engel var ikke kun god men kunne også være hårdhændet. Det berettes bl.a. hvorledes engle spredte død over 180.000 soldater på en nat.
Og endelig 3 sorte engle, der tager de døde sjæle fra jorden og bringer dem videre til det hinsides, guddommelige (Af jord er du kommet ,af jord skal du igen opstå).
Preben Boye var autodidakt som kunstner. Preben Boye voksede op i Island, men flyttede som helt ung til Danmark. Han tilbragte en del år i udlandet, blandt andet i Grønland, Som billedhugger begyndte han med at arbejde i granit, men blev i 1990 - 1992 oplært i bronzestøbning .. Overfladen i hans granitskulpturer stod i nogle tilfælde helt rå som modspil til de små farvespil og andre polerede detaljer. Han har også arbejdet med at indlægge bladguld og dybrøde lakfarver.
Bronzeskulpturerne støbte Preben Boye fra modeller i bivoks, med en teknik, der betegnes 'cire perdue' (af fransk tabt voks)..
Preben Boyes 100 tons tunge granitskulptur 'Bro', som er den største sten, der er kommet til Danmark siden istiden, står opstillet foran Codanhus i København.
Preben Boye er kendt for at have fået rokkestenen på Bornholm til at rokke igen, efter at den pludselig havde lagt sig fast i de bornholmske klipper. Arbejdet hermed inspirerede ham til at skabe den store skulptur 'Stemningen' på Bispebjerg Kirkegård, som kan vippe og får ringe til at brede sig i vandet på en lille sø.
Preben Boye har også skabt den store skulptur 'Corona' på torvet i Frederiksværk og den høje slanke skulptur 'Efter Jagten' foran posthuset i Frederiksværk samt skulpturerne i Engledalen på Naturkirkegården i Holbæk.
MINDEORD
Billedhuggeren Preben Boye var født i 1944. I sin tidlige ungdom begyndte han at male, men siden var det billedhuggerkunsten, der blev Preben Boyes livsvej. I første omgang arbejder i granit, senere i stigende omfang også i bronze. I de unge år var hans kunstneriske virksomhed suppleret med forskellige småjobs, men Preben Boye opnåede med årene stor anerkendelse, så de senere år havde han mulighed for blot at vælge de allermest spændende opgaver.
Preben Boye arbejdede altid helt uden assistenter, alt blev hugget og skåret med egne hænder.
Preben Boyes foretrukne materiale var granit, ofte den flammede røde Halmstadsgranit, men også den mere vanskeligt forarbejdede sorte Diabase anvendte han tit til sine skulpturer. Med en ydmyghed overfor den enkelte stens eget udtryk og muligheder udviklede Preben Boye en meget personlig stil ofte båret af de rene linjers kraft, og med en følsomhed i detaljerne, der udsprang af hans dybe kendskab til stenens natur og de muligheder hver enkelt sten bød på. Overfladerne veksler tit mellem jetbrændte flader og polering i forskelligt omfang, hvor han formåede at frilægge og blankpolere små detaljer, så folk tit havde svært ved at tro, det var den samme sten. Af og til fik stenens helt rå overflade lov til at spille med, og somme tider kombinerede han granitten med små figurer eller andre detaljer i bronze. I de senere år arbejdede han også med belægning med bladguld eller indlæg af dybrøde franske lakfarver. Mange af granitskulpturerne fremstår høje og slanke, kvindeskikkelser og engle var et par af de foretrukne motiver.
Preben Boye havde gode forudsætninger for at beregne de ofte voldsomme kræfter, der skulle tæmmes ved forarbejdning, transport og fastgørelse af de kæmpemæssige granitskulpturer, han jævnligt arbejdede med. Andre kulturers levevis og kunstneriske udtryk var en vigtig inspiration for Preben Boye. I sin ungdom gennemførte han en længere rejse i Sydamerika og især de senere år kombinerede han sit virke med vinterlige inspirationsrejser til Påskeøerne, Vietnam, og Indonesien Også Island og Grønland spillede en stor rolle i Preben Boyes liv. Efter en opvækst i Island levede han sit voksne liv i Danmark, men hele 8 år tilbragte han sammenlagt i Grønland. Mange vinterophold i Portugal blev det ligeledes til, efter at Preben Boye havde henlagt støbningen af sine figurer til et lille bronzestøberi i de portugisiske bjerge, hvor de mestrede 'cire perdue' teknikken, der gav ham friere spillerum i udformningen af detaljer end almindelig sandstøbning. Ofte var det små slanke menneskefigurer, der blev støbt efter antallet af medarbejdere i en større virksomhed, og så først blev opstillet i en stor installation på virksomheden, men senere splittet op, så hver medarbejder fik en lille skulptur med hjem.
Efter en årrække at have haft atelier i Kunstnerhuset i Frederiksværk købte Preben Boye det gamle mejeri i Torup og omdannede det sammen med sin kone Pia til et hyggeligt og inspirerende kulturcenter med værksteder, butik, udstillinger, koncerter og til sidst også en fantastisk installation i den gamle mejerikælder, der på fascinerende vis giver et indblik i legebarnet Preben Boyes sprudlende fantasi og bringer visioner frem fra underbevidsthedens skatkammer.
Med sit stilfærdige og beskedne væsen, men samtidigt dybe engagement i sine medmenneskers liv og tanker, formåede Preben Boye næsten altid at brænde igennem som det naturlige midtpunkt i en forsamling. De levende blå øjne i det vejrbidte ansigt, hans gode humør og positive livsindstilling og ikke mindst hans dybe tilgang til livet med både åbenhed og ærlighed gik lige ind i hjerterne på de folk, der havde glæden af hans samvær.
Solformørkelse var det naturfænomen, der havde den største fascinationskraft på Preben Boye. Ofte rejste han langt for at opleve endnu en total solformørkelse, der for ham næsten virkede som et symbol på død og genopstandelse.
TEKST OG FOTO HENRIK BJØRSLEV