Billedhugger Laila Westergaard

Vandet har en symbolsk betydning. Vi døbes med vand, og vand er livgivende for os mennesker.

Uden for indgangen til kapellet er der et stille sted, Et Nymphaion, et kildested, hvor man på en granitbænk (dejlig varm i solen), ved bassinet kan sidde i egne tanker i ro og fred. Det er ofte stedet hvor folk der måske ikke er så nær på den afdøde, mødes før bisættelsen og ser på friserne der spejler sig i vandet.

Tre relieffer er indmuret i væggen. Det midterste og største er fyldt med guldsmede, der flyver i en opadstigende bevægelse, et opstandelsesbillede. Om man vil ser man korsets form i insektets krop og vinger. Inde bagved ses guldsmede på vej ned, i bevægelse mod jorden mod døden. I fastholdelsen af de to bevægelser i stenen bliver livets forgængelighed og opstandelsens styrke tydelig.

I sidereliefferne er der i det ene indhugget 1000 øjne, som et billede på Gudfaders øjne, der følger os overalt men det minder os også om sætningen fra Dejlig er jorden: slægt følger slægters gang. Hvis det ikke var for relieffets afskæring ville mønsteret kunne udvides i det uendelige.

I det andet er indhugget munde, ordet der tales til os, det glade budskab, der kan deles fra generation til generation, de skrøbelige forgængelige ord, der bliver ved at leve, hvis vi giver dem videre. Vandet, ordene strømmer, giver liv til planterne, livet på kirkegården, håb til dem, der kommer.

Læg mærke til de flotte ciseleringer i bassinets kant, hvor vandet løber ud af bassinet. De er fremstillet af kunstneren der har indhugget blade og grene i granitten. Barnet kaster et blad i vandet og det føres med strømmen. Vi følger livets strøm, fødes, lever og dør."
Af Laila Westergaard

Vandet i spejlbassinet flyder ud i naturkirkegården som "livets kilde" ned mod søen, hvor kapellet spejler sig, i et bugtet forløb, og løbet giver plads for et væld af vilde blomster, padderokker, mælkebøtter, lupiner, jordbær.