De tyske soldatergrave

Da tyske styrker i Danmark kapitulerede 5. maj 1945 befandt der sig her i landet, i følge engelske militærmyndigheders opgørelse, 286.875 soldater, deraf ca. 80.000 syge og sårede, på i alt 87 militærlazaretter. Et af disse lå i Holbæk, indrettet i den bygning som oprindelig var Holbæk-kasernernes infirmeri, senere Elisabeth-hospitalet. Blandt patienterne var størstedelen sårede fra østfronten, der i krigens sidste måneder var evakueret til Danmark i håb om at de kunne reddes. De der døde på lazarettet i Holbæk ligger begravet langs kirkegårdens vestskel: 57 tyske soldater, næsten alle døde i maj 1945. Under og lige efter besættelsen 1940-45 blev i alt 10.250 tyske soldater begravet i Danmark. Næsten halvdelen, i alt 4.643, blev begravet på Vestre Kirkegård i København. I alt findes der i dag tyske soldatergrave på 34 danske kirkegårde. Om civile tyske flygtninge se nedenfor.

3.oktober 1962 blev der indgået en aftale mellem den danske og den vesttyske regering om tyske krigsgrave i Danmark. Fra tysk side ønskede man at få samlet begravelserne på færre steder ved den fremgangsmåde at lig blev gravet op og genbegravet. På den måde opstod de tyske krigskirkegårde i Frederikshavn og Esbjerg. Nogle steder, bl.a. i Holbæk, modsatte kirkegårdsbestyrelsen (menighedsrådet) sig dette, som man betragtede som en forstyrrelse af gravfreden. Derfor findes de tyske soldatergrave endnu her på Østre Kirkegård.

Omkostninger ved vedligeholdelse af gravstederne her og overalt i Danmark betales af organisationen Volksbund deutsche Kriegsgräberfürsorge e.V. (Nationalforbundet for Pleje af Tyske Krigsgrave), der gennem årene lejlighedsvis er mødt frem med frivilligt mandskab for at vedligeholde gravene. Det sker ikke så meget mere, for efter kommunismens fald stod organisationen overfor den kolossalt store opgave at stedfæste begravelserne af de hundredtusinder faldne på Østfronten og ordne forholdene der. Men organisationen betaler stadig, efter regning, for vedligeholdelse af de tyske soldatergrave på Østre Kirkegård. På foreningens hjemmeside www.volksbund.de kan man finde Østre Kirkegård med foto under Dänemark, Holbaek. Her omtales også de civile flygtninges grav.

De civile tyske flygtninge

sydvest for Østre Kapel findes en fællesgrav, markeret med et trækors over 74 civile tyske flygtninge. Baggrunden for denne grav og mange andre (14.900) landet over er at i alt 282.010.civile tyskere ankom til Danmark i de sidste måneder af Anden Verdenskrig. Ca. 44.000 af dem var ombord på skibe, hvorfra de ikke kom i land. De blev senere sejlet videre til Nordvesttyskland. Sammen med den ovennævnte militære tilstedeværelse udgjorde tyskerne altså i maj 1945: 568.885 personer eller 14% af befolkningen i Danmark. Den altovervejende del af de civile ankom til Københavns Havn i de sidste 6 uger af krigen. En tredjedel af de civile flygtninge var børn under 15 år. Af disse var mellem op mod 10.000 uledsagede børn. Hovedparten af flygtningene var fra den nordøstligste del af det daværende tyske rige. Dengang kaldet Østpreussen og Pommern. I den sidste krigsvinter frygtede befolkningen der, med rette viste det sig, at Sovjethæren under fremrykningen mod vest ville begå krigsforbrydelser mod den tyske civilbefolkning som hævn for de krigsforbrydelser som den tyske hær, især Waffen SS, havde begået under fremrykningen mod øst mod den russiske civilbefolkning. Fra de tyske østområder , (Den nordlige del af Østpreussen blev annekteret af Sovjetunionen (nu Kaliningrad) Den sydlige del og Pommern blev tildelt Polen) flygtede derfor i alt ca. 5 millioner civile. Østpreusserne måtte flygte til fods og med hestevogne ad den eneste rute der var åben: (Sovjethæren spærrede vejen mod syd og sydvest) Over den tilfrosne kuriske strandsø langs med kysten mod vest til Danzig (nu Gdansk) Fra havnebyen Gothenhafen (nu Gdynia) forsøgte den tyske flåde at evakuere så mange som muligt vestpå til havne som endnu kun i ringe grad var berørt af krigen: Kiel, Travemünde, Flensborg, samt danske havne Sovjetiske ubåde sænkede nogle af skibene. Ved disse skibsforlis omkom i alt ca. 20.000 personer. Da en sovjetisk ubåd sænkede det største af skibene: Wilhelm Gustloff, omkom ca. 9.000 personer, de fleste kvinder og børn. Det er den største skibskatastrofe nogensinde i vor del af verden. Ved ankomsten til Danmark var flygtningenes tilstand elendig. Mange var i kritisk tilstand som følge af sult og sygdomme. Den tyske besættelsesmagt indkvarterede dem på kaserner, idrætsanlæg og skoler. Den lægehjælp, de havde så hårdt brug for, fik de i helt utilstrækkeligt omfang: Tyske militærlæger havde travlt med at hjælpe sårede soldater bragt til Danmark. Civile tyske læger blandt flygtningene manglede udstyr og medicin. Danske læger hjalp kun modvilligt og i begrænset omfang. Der var tyskerhad i befolkningen, og lægerne frygtede at deres danske patienter ville se skævt til dem hvis de hjalp fjenden. Og man frygtede at smitsomme sygdomme kunne blive spredt via lægerne til den danske befolkning. Den 25. marts 1945 besluttede Lægeforeningens hovedbestyrelse at man ikke kunne "medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge" I samme måned viser en rapport fra Blegdamshospitalet at en vagthavende reservelæge afviste behandling af adskillige alvorligt syge tyske børn. Først for få år siden er disse dystre oplysninger kommet frem ved at overlæge Kirsten Lylloff har forsket i arkiverne bistået af faghistorikere. (Se nedenfor) Hun har også dokumenteret at nogle danske læger ikke fulgte parolen men behandlede tyske og danske patienter på lige fod.

60 danske præster deltog i den kirkelige betjening af de mange flygtninge i samarbejde med flygtede tyske præster. Stemningen i befolkningen var sådan at der blev set skævt til denne kirkelige betjening. Bl.a. i Ekstrabladet og Information fremførtes heftig kritik. De angrebne præster forsvarede sig med en udtalelse der fortjener at blive husket: "Vi har bekæmpet nazismen fordi den ikke i jøden ville se et medmenneske, og på samme måde vil vi kæmpe mod en ny nazisme der ikke i tyskeren vil se et medmenneske" De 60 præster havde travlt med begravelser, og registrering af begravelser, for dødstallene var uhyggelige: I året 1945 døde 13.492 tyske flygtninge i Danmark. Heraf 7.000 børn under 15 år. Af disse var 3.000 spædbørn. Omkring halvdelen af de 74 personer i flygtningegraven på Østre kirkegård må altså antages at være børn. På landsplan er der tale om den største humanitære katastrofe i nyere tid. Langt de fleste tyske flygtningebørn under to år døde under deres ophold i Danmark. Katastrofens klimaks indtraf i dagene efter den 5. maj, da tyske myndigheder i Danmark ophørte at eksistere, og ingen danske organisationer eller myndigheder blev beordret til eller følte sig kaldet til at hjælpe den kvarte million civile tyskere. Først 6. september 1945 blev der oprettet et organ til at forestå flygtningeadministration og –forsorg. Det bestod af en håndfuld personer fra socialministeriet under ledelse af Johannes Kærbøl. Han havde været minister i Scavenius-regeringen og havde behov for at rehabilitere sig. Med et ubestrideligt organisationstalent fik han flygtningene ud af kaserner, idrætsanlæg og skoler og samlet i få meget store baraklejre, hvorfra de efter aftale med de britiske myndigheder udsendtes til den britisk besatte del af Tyskland. Den 15. februar 1949 udsendtes den sidste tyske civilflygtning fra Danmark, efter at 17.209 af dem var døde under opholdet her.

Flere oplysninger kan søges i: Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945-49 (disputats 1987) samt i Kirsten Lylloff: Barn eller Fjende? Uledsagede tyske flygtningebørn i Danmark 1945-49. (Ph.D. afh. 2004) Carsten Barløse