Søren Serup
Søren Christian Jensen Serup, f. 12.6 1904, d. 11.3 .1945
Inger Fenger-Eriksen, f.27.4.1907, d. 7.10. 1983.
De blev forlovet i 1931 og blev gift i Sæby Kirke 2.8.1935. Søren Serup var uddannet som officer, sekondløjtnant og gjorde tjeneste ved 6. Bataljon i Viborg, han blev ingeniør og en tid ved Frederikshavns værft, indtil han valgte at gå over i politiet. Først var han færdselsbetjent, men senere ansat på politigården i København i Rigspolitiets færdselsafdelingen, Det betød, at han skulle patruljere på landevejene i sin store Buick, for at sikre, at både biler og cykler overholdt regler for nedblænding af lygter. Det var 1940, så der var jo indført mørklægning. Han blev ”pendler”. Fra København til Sæby. Familien boede i Sæby, Søndergade 1 a – med udsigt til åen og kirkegården.
Inger havde i 5 år været ansat som farmaceut på Aalborg Løveapotek, men gik så af 31.5.1935, lige før sit bryllup.
Deres første datter Anne-Marie, f.25.2.1937, var til glæde for hele familien. Men en stor sorg ramte dem, da hun pludselig døde 21.6.1938, af lungebetændelse - dengang var penicillinen ikke nået til Danmark. (se den lille hvide gravsten!)
Da Søren var ved færdselspolitiet, samarbejde han med Politimester Agersted og dennes to politikommissærer. Her var han med i en modstandsgruppe. Gruppen blev under oprulningen af modstandsorganisationen Sydjylland-Fyn, arresteret og anklaget bl.a. for samarbejde med den Jyske modstandsbevægelse og den Britiske efterretningstjeneste. Han sad fængslet i Århus arrest fra 26. maj 1944 til 5. august hvor han blev flyttet til Vestre Fængsel, derefter til Frøslevlejren 5 september. Deportationen fandt sted d. 15. september til Neuengamme, og derfra til Porta Westphalica. Iflg. en medfange, senere biskop Vincent Lind. "den værste af de lejre, hvor danske fanger var". Her blev Søren Serups helbred ødelagt "af tortur, tvangsarbejde, bl.a. i minerne og bevidst udsultning. 8. marts 1945 var han så syg, at han blev overflyttet til Neuengamme, hvor han døde 11. marts.
Om Søren Serups minde:
Vincent Lind skriver i et brev til datteren Marianne Serup den 11. januar 1995: Søren Serup viste et enestående kammeratskab over for en syg fange, der kom hjem, men i en elendig forfatning. De (Marianne Serup) skal tænke på ham (Søren Serup) i den sidste tid fra 19. september 1944 til 8. marts 1945 i og de sidste få dage i Neuegamme, som en mand med et roligt ansigt og en sikker uimponeret reaktion på terroren, som udfoldede sig, og som sigtede mod at skabe angst og uværdighed. Sådan husker jeg (Vincent Lind) Søren Serup.
Vincent Lind var 19 år da han mødte Søren Serup i koncentrationslejren. Vincent kom hjem igen og blev senere biskop i Odense, han har også skrevet en erindringsbog ”Mumieskuffen”
