Adda Ravnkilde, (Adele Marie Ravnkilde) 1862 – 1883

saeby kirke

livsminde 178 1”Adda Ravnkildes forfatterskab er selvbiografisk, fængslende og gribende. Vi oplever  hendes brændende hjerte for dem, der tales ilde om. Hun tager afstand fra dem, der kryber for andre, og selv krøb hun ej for nogen”. Sådan citeret af Gerhardt Kroll på en rundvisning på kirkegården. Gerhardt Kroll stiftede Adda Ravnkildefonden til hjælp for vanskeligt stillede kvinder. Adda døde i 1883, 21 år gammel og i sit korte liv nåede hun at skrive 3 romaner og en lang række digte. Adda Ravnkilde har gennem skildringer af kvindeskikkelserne i sine bøger og digte har skabt sig et navn, som rangerer blandt de første forkæmpere i Norden for kvindesagen.

Adda Ravnkilde blev født den 30. juli 1862 i Saxkjøbing, hvor hendes far, Christian Claudius Ravnkilde var by- og herredsfoged. Moderen, Margrethe Kathrine Vilhelmine, født Bruun, var datter af en postmester i Vordingborg. Adda, hvis døbenavn var Adela Marie, var den ældste i en børneflok på 5. Hendes skoleuddannelse foregik hos en engelsk guvernante, som sørgede for, at den begavede pige lærte at tale og læse engelsk. Hun læste mange bøger og havde en god hukommelse og havde let ved at tilegne sig kundskaber, så hun var et levende leksikon for sine yngre søskende. Hendes far udnævntes i 1881 til by- og herredsfoged samt borgmester i Sæby. Hjemmet var kristent og konservativt .  Familien boede i Dommerboligen Algade 7, Sæby. Adda forsøgte flere gange at diskutere tidens nye tanker med forældrene, men ethvert forsøg blev kvalt i starten.

livsminde 178 2Gennem et nært kendskab med den fire år ældre Lizzie Miller, der senere blev gift med forfatteren Alfred Ipsen, fik hun indblik i de moderne litteraturstrømninger, og for at modvirke denne fordærvelige indflydelse, fandt faderen en huslærerindeplads til hende i Snoldelev præstegård ved Roskilde.  Senere blev Adda indskrevet som elev på Nathalie Zahles pigeskole i København for at tage lærerindeeksamen, men hun opgav læsningen og indmeldte sig i stedet på studenterkursus. I sommeren og efteråret 1883 boede Adda på et pensionat i København sammen med broderen Valdemar. Hun fulgte Georg Brandes forelæsninger på universitetet. Det var ham der havde rådet hende til at tage studentereksamen og som under et besøg, hun havde aflagt i hans hjem, havde lovet at læse og bedømme de litterære arbejder, hun havde skrevet i borgmesterhjemmet i Sæby. Hendes 3 romaner hed ”Judith Fürste”, ”En Pyrrussejr” samt ”Tantaluskvaler”.

Alle indeholdt Adda´s udtryk for kvindens underkuede og ydmygende stilling, i datidens samfund.  Georg Brandes har i forordet, til ”Judith Fürste” fortalt om sit første møde med med Adda Ravnkilde: ”En dag i begyndelsen af oktober 1883 lå på mit bord en af de manuskriptpakker, som en kritiker stadig får sendt eller bragt ind i huset, og derved et lille, provinsielt udseende, blåligt visitkort, hvorpå navnet Adda Ravnkilde var skrevet med snørklede forbogstaver. Henimod månedens slutning kom den unge pige, der havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 år gammel, med kloge og klare øjne. Der var noget åndeligt og dristigt ved blikket. Over skikkelsen, som i den mørke dragt var ganske dameagtig, men hvis holdning manglede sikkerhed og frihed, var der noget, der tydede på tidlig kamp og sorg, en vanskelig situation eller lignende”. 

Efter gennemlæsning af ”Tantaluskvaler” rådede Brandes hende dog til at afvente med at udsende bogen i nogen tid, indtil hun fik mere herredømme over stoffet. Han mente derved, at hendes debut som forfatterinde ville blive mere virkningsfuld. - Hun havde skrevet romanen færdig, da hun var 18 år, og den handlede om en ung lærerindes ensomme liv i en provinsby.

Da Adda Ravnkilde havde færdigskrevet ”Judith Fürste” sendte hun også dette manuskript til Georg Brandes. Han lod det imidlertid ligge i mere end en måned. Ventetiden gjorde Adda Ravnkilde utålmodig og fortvivlet. Hun kunne ikke vente længere, blev deprimeret og tabte modet.  Natten mellem den 29. og 30. november 1883 valgte Adda Ravnkilde at sætte punktum for sit liv.

Allerede som 16-årig, skrev Adda Ravnkilde digtet ”Ved Havet” om gudstroens bærekraft, som er et særdeles modent digt, beundret af forfatteren Henrik Ibsen. Det menes, at den norske forfatter skulle være blevet inspireret af Adda Ravnkilde, og gjorde hende til hovedperson i sit værk ”Fruen fra Havet”.  Titlen er nu skabt som en 6,5 m høj skulptur af den norske kunstner Marit Benthe Norheim, netop også med inspiration fra Ibsens bog af samme navn. Skulpturen er placeret midt på Sæby havn og byder de sejlende velkommen og på gensyn, da den har ansigt vendende mod såvel øst som vest.

livsminde 178 3Fra dommerboligen i Algade 7, Sæby, fører der en sti ned til stranden, tværs over Sæby Å, runder hjørnet ved kirkegården og går stik øst til stranden, langs det engang våde område ved åen, som i dag er græsmark og kaldes ”Paradisjordene”. Stien menes at være den vej Adda gik ad til stranden og her blev inspireret i sit forfatterskab. Stien benævnes således i dag: ”Adda Ravnkildes Sti”.

Meddelelsen om Adda Ravnkildes pludselige død vakte naturligvis stor opsigt i Sæby. I døds-annoncen den 3. dec. 1883 stod:  At vor elskede, ældste datter Adda Marie Ravnkilde, er afgået ved døden uden forudgående sygdom, bekendtgøres herved af hendes dybt sørgende forældre og søskende. - Begravelsen vil finde sted fra hjemmet torsdag den 6. december kl. 13.

livsminde 178 4


Med inspiration i kilderne: bøgerne ”Barn af Vendsyssel” årgang 1972 og 1994,  Gerhardt Kroll (stifter af Adda Ravnkildefonden) samt Anne Marie Løn, som har udgivet bogen ”Adda Ravnkilde” i 1978 på forlaget Rhodos Radius.