Vilhelm og Paula Asschenfeldt

saeby kirke

Vilhelm Asschenfeldt var praktiserende læge i Sæby fra 1942 – 1971, fra 1949 – 1968 tillige skolelæge. Han var af den grund en kendt person i byen og havde ry for at være en ansvarsfuld og venlig læge, der tog sig god tid til sine patienter. Han havde sin praksis i samme hus, som familien boede i, Gasværksvej 5. Han tog også på mange hjemmebesøg. Hans hustru Paula Asschenfeldt var fra midten af tresserne hans sekretær. Før den tid arbejdede hun som lærer på Sæby Skole, hvor hun fik ansættelse i 1952. Men også medens hun havde arbejde på Sæby Skole, var hun en støtte i lægepraksissen. I 1953 var Vilhelm Asschenfeldt udsendt af Røde Kors til Korea i fem måneder, hvor han skulle tilse krigsfanger, der skulle udveksles. I den periode var det Paula Asschenfeldt, der sørgede for at holde gang i praksissen ved hjælp af lægevikarer.

185 1
185 2

Boligen, hvor Paula og Vilhelm Asschenfeldt boede og havde deres praksis. Der sidder stadig skilte i huset fra den tid.

Vilhelm Asschenfeld blev født i Slemminge på Lolland i 1901, hvor hans far var præst fra 1896 – 1904. Derefter flyttede familien til Nørre Nissum, hvor Vilhelm Asschenfeldt havde en stor del af sin opvækst. Men hans far Carl Julius Asschenfeldt Hansen havde tilbage i 1882-1892 været præst i Sæby og fået en stor betydning for det kirkelige liv i Sæby og omegn. Vilhelm Asschenfeldt havde altså, før han slog sig ned her, haft forbindelseslinjer til Sæby, og var også reservelæge i Frederikshavn en periode, efter at han var uddannet læge i 1930.

I 1935 blev V. Asschenfeldt udsendt som lægemissionær af DMS (nu Danmission) til Manchuriet, en del af det nuværende Kina. Her traf han Paula Mygind, der var lærer for danske missionærbørn i området. De blev gift i 1939. De tog hjem på ophold i Danmark i 1941 og regnede bestemt med at vende tilbage. Men forholdene i Kina, hvor man lukkede grænsen for missionærer, gjorde, at de ikke kunne vende tilbage. De åbnede derfor i 1942 praksis i Sæby, i første omgang som noget midlertidigt. Men da de fortsat ikke kunne komme til Kina, blev de i Sæby, hvor de trivedes med at være.

Efter at have solgt sin praksis i 1971 flyttede Paula og Vilhelm Asschenfeldt til Barbras Alle 9, hvor de boede, inden de flyttede på Plejehjemmet i 1987. Efter at have solgt sin praksis, var Vilhelm Asschenfeldt af flere omgange vikarlæge. Parret var også fortsat trofaste deltagere i det kirkelige liv. Han var i to perioder medlem af Sæby Menighedsråd, og de kom trofast i Missionshuset. En særlig plads for dem begge havde organisationen "Kristent Hospitalsfællesskab," der arbejdede på at gøre kristentro nærværende i sundhedssektoren, så man ikke alene have øje for patienternes legemlige behov, men også deres åndelige behov. Vilhelm Asscenfeldt døde i 1989, 87 år gammel, Paula Asscenfeldt i 1993, ligeledes 87 år gammel. Ægteparret fik en datter og to sønner.

185 3

Paula Og Vilhelm Asschenfeldt var meget engageret i "Kristent Hospitalsfællesskab". Her står de med et maleri, de har købt af fællesskabets sydafrikanske leder.

185 5

Vilhelm Asschenfeldt til menighedsrådsmøde. Han sidder længst til højre.

Paula Asschenfeldts mor, Mary Mygind blev også begravet på Sæby Kirkegård. Det var i 1957, hvor hun var blevet 80 år. Hun stammede fra Skørping, blev gift med Johannes Mygind, der havde lægepraksis i Ansager. Paula Asschenfeldt var den ældste af deres to børn. Forældrene blev skilt i 1919. Det fremgår af optegnelser, at Mary Mygind har været bestyrerinde af et Sæbehus i Helsingør. Men hun må på et tidspunkt være flyttet til Sæby.

Vilhelm Asschenfeldts mor, Octavia Sørensen blev i 1895 gift med hans far Carl Julius Asschenfeldt Hansen. Inden havde hun taget sig af hans børn og husførelse, efter at han i 1890 mistede sin første hustru, Emilie, der var søster til Octavia. Med Octavia fik han fire børn. I sit første ægteskab havde Asschenfeldt fået seks børn. Den ældste af dem var Stephan Asschenfeld, der var født i 1883, blev uddannet jurist og blev overretssagfører. Han døde allerede i 1918, som følge af den spanske syge. Hans gravsten står også på Sæby Kirkegård.

185 4

Paula og Vilhelm Asschenfeldts gravsten.

 

185 6

Mary Myginds gravsten

 

185 7

Stephan Asschenfeldts gravsten