Niels Jacob Andersen
Fisker og senere sømandsmissionær

Niels Jacob Andersen blev født 2. december 1859 i Sæby og døde 12. juli 1937 ligeledes i Sæby
Han blev gift med Marie Nielsen d. 2. december 1886 i Sæby. Marie var født 1. april 1858 i Asdal sogn få kilometer sydøst for Hirtshals og døde i Sæby den 11.12.1941.
Familien boede i starten af 1900-tallet i Sæby i et hus på hjørnet af Hans Aabels Vej og Jacob Severins Vej. I dag er der en anden villa på stedet. I en folketælling fra tiden kan man se, at der er nævnt 4 børn.
Niels J. Andersen var nær ven af arkitekten Harald Nielsen, hvis forældre faktisk boede nabo med sømandsmissionæren.
Det var egentlig sognepræsten i Sæby C. Asschenfeldt Hansen, der omkring 1890 ved et møde i Indre Mission i København nævnte, at han kendte en mand i Sæby, der kunne blive sømandsmissionær. Og således blev det, at Niels J. Andersen skiftede fra livet til søs for at blive en meget velanset taler.
Avisartikler i Frederikshavns Avis i 1949, 1958, 1960 og 1969 fortæller levende om hans rejser og livet som missionær.

I en sen alder kastede Niels Andersen sig over digtning. I 1922 udgav han et lille hæfte med vers, som han kaldte "SØMANDSFÆRD". Udgivelsen var relateret til sømandslivet.
Som han skrev: En bog man som sømandsbrud bør give til manden, der er på havet – en bog man som sømand skal give til sin "viv" derhjemme eller bare for at læse om livet på søen. Den bestod af små let tilgængelige vers.
Senere i 1935 - kort før han døde i 1937 – skrev han bogen "20 AAR TIL SØS".
Den handler om hans egne oplevelser gennem livet på havene rundt i verden. Meget levende beskrevet.

Inden N.J. Andersen døde i 1937 nåede ægteparret at fejre guldbryllup, og Marie Andersen havde 80 års fødselsdag i april måned 1938. Hun var ifølge Vendsyssel Tidende en meget respekteret kvinde. I 1941 døde hun i hjemmet Jacob Severins Vej 2.