Adolf Immanuel Schmidt og hustru Mariane f. Mørk

Adolf Immanuel Schmidt blev født 19. februar 1889 i Sæby sogn, Dronninglund herred, Hjørring amt.
Hans forældre var Jansen Axel Olesen Schmidt og Christine Andersen.
Hans farfar Axel Olesen Schmidt, der kom til Sæby før 1830, var født i Udesundbye sogn i Frederiksborg amt.
Mariane Marie Kathrine Mørk var ud af en gammel fiskerslægt i Sæby. Mariane blev født 12. oktober 1894 i Sæby.
Parret havde bopæl gennem mange år i Strandgade lidt øst for kirken.

Adolf Schmidt var fisker og blev senere i 40´erne ansat som skibsfører hos lods Carl C. Christensen, der havde "Paketbådene", der fragtede gods til og fra København fra omkring 1927 og frem til ca. 1970.
I starten sejlede han "Marie" og senere ""Elise"
På en tur i august 1947 med skibet "Elise" ramte de en mine ved Hals Barre, hvorefter skibet hurtigt sank.
Adolf Schmidt blev hårdt kvæstet, men blev reddet sammen med andre af besætningen og en passager. Desværre omkom en af de yngste besætningsmedlemmer.
Ulykken blev omtalt i flere aviser – f.eks. Vendsyssel Tidende og Frederikshavns Avis den 11. august 1947. Adolf Schmidt var meget lang tid på sygehuset og fik ikke den fulde førlighed igen. Arbejdet som skibsfører blev opgivet.
Skibet "Elise" blev senere hævet og istandsat for igen at blive sat i rutefart i foråret 1949 jvf. artikel i Frederikshavns Avis den 17. januar 1949.
Efter krigen forestod et stort arbejde for Søværnet med at fjerne miner i Kattegat.
Skæbnen ville, at "Elise" atter kom for tæt på en mine på en tur fra København i juni 1950, hvor Frederikshavns Avis også bragte historien. Heldigvis skete eksplosionen et stykke fra skibet, og ingen personer led overlast, men lasten af gods og bl.a. øl til Sæbys handlende blev meget beskadiget. Kaptajnen på den tur hed W. Jensen.

Billede af Paketten venligst udlånt af Kystmuseet.