saeby kirke

Fenger-Eriksen familiegravsted.

Gravsted nr. U1868

Dyrlæge Anders Fenger-Eriksen 10.10.1870 – 31.08.1940
Hustru Oda Fenger-Eriksen 28.11.1880 – 24.07.1955

Barnebarn Elisabeth Fenger-Eriksen 11.03.1941 – 10.06.2019
Barnebarn Marianne Serup Boesens mand Knud Erik Boesen 05.03.1928 – 17.01.2010

Anders Fenger-Eriksen var af præsteslægt. Søn af sognepræst Eriksen i Volstrup. Hans mor var søster til Holmens Provst H.M. Fenger, kongelig konfessionarius i København.

Anders Fenger-Eriksen læste til dyrlæge og tjente i hæren, ellers har han hele sit liv været bosat i Sæby. I 1911, da slagteriet blev oprettet, udnævnes han af ministeriet til kontrollerende dyrlæge med titlen overdyrlæge ved slagteriet. Det hverv udførte han sammen med sin almene dyrlægepraksis.

”Han var en mand, hvis ord havde vægt, og hvad han påtog sig, passede han samvittighedsfuldt. … Og var i det hele en god dansker”, hed det i hans nekrolog. Han havde mange poster: I 1908 kom han ind i Sparekassens bestyrelse og siden 1921 var han i dens tilsynsråd.

1920 blev han af de konservative valgt ind i menighedsrådet som næstformand, og det var han helt til 1940. Det blev således til 20 år i Sæby menighedsråd. Han interesserede sig desuden levende for den sønderjyske sag.

Han døde på Hjørring Centralsygehus, hans båre kørtes til hjemmet, så der om aftenen kunne holdes en højtidelighed på Aalborgvej 7, hvor hans bror Kristian Fenger-Eriksen og hans hustru talte.

Man sang bl.a. Fengers yndlingssalme ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk. ”

Slagteriarbejdere bar båren ud og gik æresvagt langs rustvognen ned til kirken, hvor medlemmer af menighedsrådet bar båren ind og stillede den foran altret.

Pastor Frederiksen holdt mindetalen og til tonerne af ”Herrens venner ingensinde mødes skal for sidste gang” blev den dannebrogssmykkede kiste båret ud af kirken af familie og venner. Medlemmer af Sparekassens tilsynsråd bar kisten til gravstedet, hvor sønnen premierløjtnant Jørgen Fenger-Eriksen takkede for deltagelse på familiens vegne.

191

Oda og Anders og deres 5 børn.

Oda Fenger-Eriksen
Oda Fenger-Eriksen var formand og bestyrelsesmedlem for Røde Kors i Sæby i over 40 år. Da hun gik af, fik hun en fortjenstmedalje.

Anders og Oda Fenger-Eriksen havde fem børn: Karen, Inger, Hedvig, Anna-Sofie og Jørgen: Karen, Inger og Hedvig blev farmaceuter, Fie ansat på dommerkontoret. Sønnen Jørgen var premierløjtnant og kommandant for arsenalet i Hjørring.

Oda Fenger-Eriksen var en stor støtte for børnene og passede børnebørnene. Da Ingers mand Søren Serup blev taget til fange og døde i en koncentrationslejr i Tyskland, trådte mor Oda således til med megen hjælp.

De sidste af sine år tilbragte Oda Fenger-Eriksen på plejehjem i København nær sine fire døtre. Hun blev bisat fra Tårnby Kirke og urnen nedsat på Sæby Kirkegård.

Gravsted M- 1595: Søren og Inger Serup, er deres datters og svigersøns gravsted, det ligger ned mod stranden på højre side. Det har også en QR-kode.