Sven Japsen

Født den 2. december 1935
Død den 28. december 2014

Citat fra Sven: "Det var det!"

Han havde en helt klar mening om livet, når det er slut, så er der ikke mere.

Sven blev født i Leningrad i 1935. Svens forældre, Dora og Gottlieb, boede og arbejdede der. I 1937 flyttede de hjem til Danmark og bosatte sig på Bispebjerg.

Sven har fem yngre søskende, Mogens(død 2012), Kisser samt tre halvsøskende, Peter, Elizabeth og Christine.

Sven uddannede sig som typograf. I mange år arbejdede han på Berlingske Tidende, flyttede til Husum Tryk og sluttede sit arbejdsliv hos Aller.

Sven holdt sig altid ajour indenfor sit fag og var på utallige kurser. Senere underviste han typografer i den sidste nye teknik.

I 1957 mødte Sven og Tuula hinanden. Tuula er født i Finland, voksede op i Jægerspris og er uddannet pædagog. De blev gift i 1960 og bosatte sig i Rødovre, hvor Eija og Lene blev født. Derfra flyttede de til Birkerød.

Men Sven ville helt ud på landet, ud til skov og sø. Så det blev Ramløse, et hus lige ned til Arresø. Her faldt Sven til og sagde ofte: "Jeg flytter aldrig herfra, jeg skal bæres ud".

Sven og Tuula har 4 børnebørn. Nana og Frida er Eija og Torbens børn. Mads og Katrine er Lene og Per's børn. Eija bor i Ramløse sammen med Lars. Lene bor i Frederiksværk sammen med Per.

Min kære mand, vores far, morfar og svigerfar

Du har forladt os, og det var alt for tidligt, det var vi ikke klar til.

Vi savner dig uendeligt meget og vil mindes dig for altid. Du har efterladt et kæmpe tomrum, som ingen andre kan udfylde.

Der opstår hele tiden et utal af situationer, hvor vi alle savner og mangler din kæmpe viden, humor, din trygge favn og dit hyggelige rolige væsen.

Du skulle desværre igennem en rigtig smertefuld tid, med sygdom og angst. Det var ikke retfærdigt. Men nu har du fået fred.

Vi skal nok passe godt på Tuula og hinanden.

Kære savnede Sven, vi bærer dig i hjertet 


Mindeord skrevet af Michael Porsager til Ramløse Guiden:

Ramløse Guidens førstemand og redaktør gennem 13 år er her ikke mere..........

Jeg mødte første gang Sven, da han en dag kom op til præstegården for 23 år siden. Tuula, hans kone, havde været i Sognelængen et par dage før til et møde mellem alle foreningerne i byen og meddelt, at hendes mand godt kunne og ville lave blad til Ramløse – et projekt, som alle foreningerne havde diskuteret og planlagt en hel vinter.

Men vi manglede lige manden med lysten og evnerne.
Og så kom Sven.
Han trådte ind i mit liv og jeg i hans, og det blev et lykkeligt møde. Vi faldt hurtigt i hak og lavede blad sammen i godt 13 år. Jeg lavede Annisse Guiden og Sven lavede Ramløse Guiden – og vel at mærke på den måde, at det var Sven der oplærte mig.
Han kunne alt det nye med desk-top-publishing-programmer, og han havde et helt livs erfaring som typograf bag sig. Han var ikke bare meget dygtig til sit fag, men også en stor pædagog, som på passende vis roste og skubbede den fumlende elev videre.
Men først og fremmest så hyggede vi os - vi grinede og flippede og snakkede og faldt fuldstændig i hak – den gamle socialistiske ateist og sognepræsten.

Sven var Mr. Ramløse Guiden. Det er hans fortjeneste, at bladet blev sat i søen, og det er hans fortjeneste, at Ramløse Guiden hurtigt blev et af Danmarks allerflotteste lokalblade - hvis ikke simpelthen det flotteste. Vi i Ramløse Guidens redaktion, der har taget arven op efter Sven, synes stadigvæk, at det er helt i topklasse. Arven forpligter.
Sven var virkelig spændende, givende og hyggelig at være sammen med. Meget vidende på rigtigt mange punkter, altid positiv, altid interesseret i, hvad vi andre nu gik og bøvlede med, og altid, ja, rar!

Jeg har jo sidenhen erfaret, at Sven i virkeligheden var ret genert og ikke meget for nye mennesker eller store forsamlinger, men det er i hvert fald sikkert, at når han var inde i en kreds, så viste han et meget vindende, rart og tillidsvækkende væsen, som alle har holdt af. Jeg ved også, at Sven blev rigtig glad, da han fuldt fortjent blev årets ramløseborger for sin indsats.

Sven var rigtig god at arbejde sammen med og være sammen med, og det kan jeg sige på vegne af alle de mange mennesker, der gennem årene har siddet i Ramløse Guidens bestyrelse og på vegne af de mange hos os i Sognelængen, hvor han heldigvis meget jævnligt lagde vejen forbi til morgenkaffe.

Sven var også engageret i Nordtrim, som han var med til at starte, og senere i Det Grønne Hus, hvor han sad i bogafdelingen og holdt omhyggelig orden og altid var klar med hyggesnak og gode råd.
Jeg er sikker på, at det var det samme over alt, hvor han kom. Han øste af sin viden på sin egen beskedne facon, og han spredte en stemning af "ha-det-rart" omkring sig.

Nu er Sven her ikke mere. Han vil blive savnet dybt, og tankerne går især til Tuula og børn og børnebørn, der må leve videre uden en dejlig mand, en god far og en god morfar.

Ære være Svens minde.