Annemarie Kjær Nielsen

1950-2017

Annemarie Kjær Nielsen blev født i København 31. juli 1950 og døde 27. april 2017. Hun blev begravet fra Simon Peters Kirke, hvor hun også var blevet døbt.

Hendes forældre var Hans Vilhelm Nielsen 1919-1993 og Ragnhild Marie Julie Kjær Nielsen 1919-1982. Hendes bror er Søren Martin Kjær Nielsen, 1957- gift med færingen Bogi Dánialson Davidsen, 1948- .

Annemarie var altid en glad og fordomsfri person, der fokuserede på de positive sider af et ikke altid nemt liv. Hun var en varm fortaler for de socialt udsattes vilkår og rettigheder. Tak til de venner og hendes færøske svigerfamilie, der har støttet hende gennem mange år.



På Facebook skrev hun om sig selv:



Jeg hedder Annemarie Kjær Nielsen. Jeg kom til København i starten af l972. Jeg havde det svært på arbejdsmarkedet, så jeg kom på Kontorskolen på Samfundet og Hjemmet for Vanføre på Esplanaden. Jeg kom i praktik i EDB-afdelingen, og der kom jeg i lære og fik lov at blive, da jeg var udlært.

I 1974 da jeg var 24 år fik jeg min lejlighed på Marathonvej på Amager, det bedst tænkelige sted. Jeg var lykkelig, og det er jeg da endnu. Da flere af afdelinger skulle flyttes ud, overtog Rigshospitalet os, så vi ikke blev arbejdsløse. Der fik jeg lov til at blive i 15 år. Jeg var ledig i 95-96 og 97 (Jeg forsøgte mig som hjemmehjælper men klarede det ikke). 1998 kom jeg på Revacentret ved Rigshospitalet, hvor vi blev undervist bl.a. af socialrådgivere. De var søde, og det var meget hyggeligt.

Jeg spurgte dem, om de ville hjælpe mig med at finde ud af, om jeg var berettiget til pension. Det ville de. Jeg kom i praktik i Miljøservice (vasketøj bl.a.) hos Ole og de andre elever, og vi havde det vældig hyggeligt. Jeg fik det samme som før, og det var lettere, for jeg skulle ikke mere indsende dagpengekort, og jeg kunne godt tage f.eks. til min bror Søren i nogle dage, for de ville altid give mindst en uges varsel, hvis jeg skulle møde op til et eller andet. Den 8. december 1999 skulle det afgøres. Socialrådgiveren ringede derfra og sagde, at jeg havde fået min pension. Det fejrede Søren og jeg med rejer. Senere søgte og fik jeg den mellemste pension.

Min bror og Bogi bor i Sorø i et hus, og en gang om ugen kommer jeg og støvsuger for dem, og så hygger vi os med hvidvin, når Søren kommer hjem fra arbejde, og får noget godt at spise senere. De har den dejligste hund, chokololadebrun labradordreng på 6 år, som jeg kysser midt på næsen hele tiden.

Vi, min far, mor, Søren og mig boede oprindeligt i Postparken på Amager, men min far søgte og fik stillingen som postmester i Nørre-Nebel, 8 km fra Vesterhavet. Så jeg er nu havnet, hvor jeg hører hjemme. (Annemarie boede 43 år i sin lejlighed på Marathonvej).

Annemarie interesserede sig meget for sine mobiltelefoner og tablets, så muligheden for at læse hendes livshistorie med en QR-kode ville have tiltalt hende.

Hun vidste meget om danske fugle og fuglestemmer og kunne gengive dem nøjagtigt. Og fra at være hundeangst for hunde tabte hun sit hjerte til Diana og vores senere hunde Daisy, Cæsar og Albert.



I sine unge dage cyklede hun København tyndt og deltog flere gange i Amager Rundt. I vores hus på Ålholmvej i Valby var hun ugentlig gæst og nød gåturene med vores hunde. Det var også en tradition at fejre hendes runde fødselsdage hver femte år med en sommerhavefest.

Da vi flyttede til Sorø fortsatte hun trods afstanden at komme ofte. Her holdt hun middage for venner og naboer, når vi var ude at rejse, og nød at være værtinden.

Færøsk skærpekød elskede hun og insisterede på, at det færøske flag blev hejst på hendes fødselsdag. Så det er i hendes ånd, at hun er blevet begravet på den færøske afdeling på Vestre Kirkegård i København.




Søren, Annemarie og Bogi i Sorø 2015.

Vi har mistet en kærlig søster og svigerinde, som lever i vores minde.

Søren & Bogi