Til minde om vores kollega
Tomas Eg Kjersgaard

146 Billede 1
Tomas var et af de mest empatiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Han bekymred esig næsten mere for os andre end for sig selv.

Han var desuden meget alvidende og altid klar til at dele ud af sin viden og hjælpe andre.

Det er et stort tab for firmaet og alle os kolleger, at Tomas ikke længere er iblandt os. Han vil være savnet.

146 Billede 2
Når vi skulle ud og gå tur efter frokost, var Tomas jo altid med. Når vi så stod uden for i solen og ventede på alle tog Tomas sin telefon frem og spurgte "How is the weather", og telefonen svarede at solen skinnede.

Tomas var en meget imødekommende og velvidende kollega, med lun humor.

Tomas var altid hjælpsom, bl.a. også med cykel problemer.

Når Tomas byggede cykler om, gav han ofte væk til højre og venstre af de dele han ikke havde brug for, det var bedre at andre fik glæde af dem, end at de bare blev smidt ud.


Kvinderne på kontoret havde talt om, at det var svært at lappe cykel og at vi aldrig rigtig kunne huske, hvordan man bedst gjorde, når man endelig fik brug for det. Tomas hørte om vores udfordringer, og vi blev enige om, at det kunne være sjovt at lave en lille session, hvor vi kunne lære at lappe cykler af ham.


På eget initiativ dukkede Tomas dagen efter op med cykelhjul, slange og patron, og så fik vi ellers lært at lappe en cykel hurtigt og effektivt. Dvs. skifte slangen, for man lapper jo ikke en racer.

146 Billede 3
Det slog mig hvor meget Tomas tænker på andre. En dag hvor vi var færdige med morgenmaden, og jeg spurgte om der var nogen der ville have resten af brødet med hjem, Thomas sagde tak det ville han gerne, han gav ikke de hjemløse penge, for så ville de bare drikke dem op, men han ville tage brødet med hjem, og smøre sandwich til dem i stedet for, så de fik noget ordentligt, og ligeledes har han også taget småkager med hjem til dem.

Manglede man en at snakke med om computer, internet, TV, mobiltelefoner og cykler, så vidste Tomas alt.

Selv om Tomas ikke altid brød sig om at deltage til firmafesterne, så cyklede han gerne ud og besøgte os, når der blev løbet DHL.


146 Billede 4
"Tomas var altid den jeg gik til, når jeg skulle have hjælp til at finde det rigtige stål-materiale. Han havde en utrolig viden om forskellige stål egenskaber og var altid meget hjælpsom".

Da jeg blev ansat i sommeren 2014 blev Tomas min nærmeste makker i Engineering. Vi havde sammen ansvaret for at vedligeholde de "små" rotaryer. Jeg var helt ny, så Tomas stod for min indføring i, hvad sådan en rotary er for en størrelse. Få måneder senere i efteråret 2014 debuterede vores første nykonstruktion – en revideret GF2 rotary, der skulle komme til at sætte standarden de kommende år med bl.a. den første integrerede kibbler og udtagelige drivrulle i firmaets historie. Tomas detaljerede og udviklede alle elementerne i disse nye løsninger, der stadig bruges i dag.

Ovenpå en stressende vinter dannede Tomas og jeg sammen med en ekstern konsulent og en assistant fra Haas i Østrig det team, der øjeblikkeligt fik den selvproklamerede titel Afdeling Q, da vi havde til huse i et afsides liggende lokale i underetagen. Vi skulle skærmes fra de daglige forstyrrelser og fokusere på at udvikle den næste generation high capacity rotary – også kendt som GF3'eren. Vores største kunde, Mondeléz, havde bestilt sådan en sag til produktion af Oreos på en endnu ikke opført fabrik i Bahrain. Over de næste ca. 18 måneder udviklede vi koncernens kraftigste og hidtid hurtigste rotary. Det var Tomas's store kendskab til materialers egenskaber, der blev afgørende i de mange detaljer, hvor vi var udfordrede på styrke kontra pladsforhold. Mange utraditionelle løsninger kom i spil under stor skepsis fra særligt den østrigske direktion, men konceptet viste sig at være så lovende, at det fortsat står som referencen på kapacitet og præcision.
Maskinen blev sat i drift omkring Julen 2017 og har kørt i døgndrift lige siden med så gode resultater, at kunden såmænd har bestilt endnu en.


146 Billede 5
Tiden i den oprindelige Afdeling Q blev mindeværdig. For det første grundet det intense søgelys, der var rettet mod vores arbejde, men også fordi vi tilsammen besad det rette forhold mellem gak, kreativitet, systematik og grundighed – og jeg
kan godt afsløre, at det ikke var min fortjeneste, at alle de rigtige ting lå i kassen, da kunden åbnede den!


146 Billede 6

Tomas er meget
savnet
mellem os

Æret være dit minde

Kollegerne fra "Meincke"