Helga Knudsen

(1936-2012)
HELGA KNUDSEN
Helga Vilhelma Dorothea Guiseppa Knudsen, født Davidsen. Et langt navn. Et langt liv.
Som den yngste i en søskendeflok på fire blev Helga født 5. februar 1908. Helga sov stille ind 7. juli 2012. 104 år og 5 måneder efter. Et meget langt liv som er de færreste forundt.
Der er sket meget i den periode. To verdenskrige. Kvinder fik stemmeret. Første mand på månen. TV. Mobiltelefoner.
Noget af det første Helga nævner fra sin barndom er en rejse med sin mor til Als. Helga må have været 12 år. Moderen skulle stemme om Als skulle genfoerenes med Danmark. De møder Helgas morbror, der har været adskilt fra sin søster af krigen. Helga husker de omfavner hinanden. Den ene stemmer dansk og den anden tysk.
Helga må hurtigt stå på egne ben. Hun bliver tidligt forældreløs.
Hun danner et band med en trommeslager, medens hun selv spiller klaver og synger til. Bandet hed Helfran og de turnerer rundt i Danmark.
HELGAS BØRN
Det muntre liv fører til et barn med Frank. Det bliver til Lillian i 1927. I 1932 får Helga endnu et barn, Etly, med en sømand. Hun bortadopteres som spæd til sin biologiske far Svend. Denne del af Helgas liv kommer for dagen i 2011 efter dygtig slægtsforskning.
I 1936 bliver Helga gift med Elmer og får navnet Knudsen.
De får sønnerne Erling i 1937 og Erland i 1942.
Ved sin død efterlader Helga sig to sønner otte børnebørn og tolv oldebørn.
HELGA OG ELMER
Bogbinderske Helga Davidsen bliver gift med arbejdsmand Elmer Knudsen den 2. maj 1936 på Frederiksberg Rådhus.
Herefter falder der en vis ro over Helga. Helga bliver hjemmegående husmoder for at passe hjem og børn. Elmer adopterer Lillian omkring 1938 da han bliver 25 år.
På dette tidspunkt bor de på Torpstien i Brønshøj/København.
I 1947 flytter Elmer til Portugal for at være med til at opbygge en filial for S. Dyrup og Co. I 1948 følger Helga efter, sammen med de to sønner. Det bliver på mange måder skelsættende i Helgas liv. Bl.a. lærer Helga at drikke rødvin. Det sidste glas drak Helga den 3. juli 2012, fire dage før sin død.
De flytter tilbage til Danmark i 1955 og køber hus på Langekærvej i Ballerup. Helga har boet i Ballerup siden.
Elmer dør i 1963. Herefter bliver Helga, der ellers er kendt for at synge og spille, meget trist og tungsindig.
HELGAS OTIUM
Helgas otium blev meget langt og meget lykkeligt.
Starten kan føres tilbage til omkring 1970, hvor Helga får en væv og bliver meldt ind på et vævekursus.
Det fører Helga tilbage til det festmenneske, som hun er kendt for at være. Hun går til folkedans, kommer i Pensionist Koret, går til tysk, hun rejser, får "Helgas FeCafé" på Ballerup Festival, besøger og får besøg fra Færøerne, laver kaffe til byggesjakket på Ryttergården, synger for ved Viseaftener. OSV. Ingen kan helt følge med i Helgas aktiviteter.
I 1974 sælger hun huset og flytter til Kattens Kvarter. Hun holder sin 75, 80 og 85 års fødselsdag på Ryttergården. 90 års fødselsdagen bliver holdt på Lundegården.
I 2006 bliver det nødvendigt at flytte på Plejecenter Lindehaven på Præstevænget.
Helga får i sit otium mange venner. Men det følger med alderen, at mange venner dør før Helga. Ikke desto mindre fejrede Helga sin 100 års fødselsdag på Lindehaven sammen med mere end 125 gæster fra nær og fjern.
Som de sagde på plejecentret efter Helgas død. Påskefrokosten bliver ikke det samme uden Helga.
Eller som det meget rammende blev skrevet på en bårebuket.
Kære Helga
Tak for sangen.